Fortsæt til indhold

Forsvarsministeriet søger medarbejdere til styrings- og udviklingsopgaver


Forsvarsministeriet søger medarbejdere til styrings- og udviklingsopgaver

Vil du være med til at sikre en sammenhængende styring af en af de største og mest komplekse organisationer i staten? Og vil du bidrage til, at politiske initiativer og mål inden for Forsvarsministeriets område bliver til virkelighed? Så er det måske dig, vi har brug for i Forsvarsministeriets Center for Strategi, Forandring og Ressourcer i teamet for strategisk styring.
Om os
I en tid, hvor der stilles øgede krav til Forsvaret, er det afgørende, at opgaveløsningen udvikles, og at vi har en velfungerende styring af koncernen, så vi får mest muligt ud af de ressourcer, som samfundet stiller til rådighed for Forsvaret.

Stillingen er placeret i Center for Strategi, Forandring og Ressourcer i teamet for strategisk styring. Centret og teamet er blevet etableret som et led i en nylig organisationsændring af Forsvarsministeriets departement.

I centret understøtter vi departementets strategiske retning for den samlede koncern og sikrer den overordnede udvikling af ministerområdet gennem optimering af de samlede ressourcer og opbygning af forandringsevne, så ministerområdet kan navigere sikkert og levere effektivt på politiske ønsker og kritiske dagsordner. Derved understøtter centret direktionens strategiske målbillede og sætter rammerne for koncernens økonomiske styring, det økonomiske kontrolmiljø, analysekapacitet, organisationsudvikling og gevinstrealisering.

I centret såvel som i teamet er vi karakteriseret ved en ambitiøs kultur, et stærkt kollegaskab og et fokus på både faglig og personlig udvikling.
Om stillingen
Du vil blive tilknyttet teamet for strategisk styring, som understøtter direktionen i at drive og udvikle den sammenhængende styring af ministerområdet.

Vi er blandt andet ansvarlige for udvikling og opfølgning på mål- og resultatstyring i koncernen samt opfølgning på gevinstrealiseringen af implementeringen af udvalgte analyser og effektiviseringsinitiativer i bl.a. forsvarsforliget. Derudover driver vi løbende forskellige strategi- og udviklingsprojekter – eksempelvis skal vi i efteråret udvikle en koncernfælles sourcingstrategi.

Som medarbejder i teamet vil dine opgaver omfatte koordinering og gennemførelse af drifts- og udviklingsopgaver, som typisk vil skulle løses i tæt samarbejde med koncernens styrelser og departementets øvrige centre. Du vil bl.a. kunne komme til at bidrage til:

- Mål- og resultatplaner, som udgør den strategiske styring af koncernen, hvor du kommer til at understøtte topledelsens drøftelser i samarbejde med hele ministerområdet.
- Udarbejdelse af årsrapporter, som er opfølgningen på mål- og resultatplanerne samt regnskaberne for styrelserne.
- Strategiprojekter, som - afhængigt af dine kompetencer og interesser - kan omfatte projektledelse og formidling af analyseresultater.
- Minister- og topledelsesbetjening, fx forskellige former for oplæg til understøttelse af direktionen, udarbejdelse af høringssvar og besvarelse af folketingsspørgsmål, aktindsigtssager mv.
Om dig
Vi søger to nye engagerede og ambitiøse medarbejdere, der motiveres af at arbejde med styrings- og udviklingsopgaver. Du har en relevant uddannelse (fx cand.polit., cand.scient.pol., cand.scient.adm. eller lignende) og er enten nyuddannet eller har 1-2 års erfaring.
Alternativt kan du være kaptajn/kaptajnløjtnant fra Forsvaret eller sektionsleder fra Beredskabsstyrelsen, der har mod på en stilling på højere stabsniveau.

For at kunne løse opgaverne forventer vi, at du:

- Er ambitiøs, målrettet og trives med en afvekslende og til tider travl hverdag med forskelligartede opgaver af koordinerende og udførende karakter.
- Kan omsætte komplekse problemstillinger til beslutningsoplæg.
- Har gode samarbejdsevner og sætter en ære i at skabe og anvende gode faglige relationer på tværs af ministerområdet.
- Er opsøgende og proaktiv i din tilgang til opgaveløsningen.
- Er god til at skabe struktur og kan eksekvere hurtigt på opgaverne.
- Er dygtig til at skrive kort og præcist og har evner inden for powerpoint eller lyst til at lære det.

Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har relevant erfaring eller interesse for styring, forretningsudvikling og projektledelse.
Særligt vigtigt er det dog, at du er fagligt nysgerrig, brænder for at udvikle dig og kan bidrage til den gode stemning i kontoret.
Ansættelsesvilkår
Som civil bliver du ansat og aflønnet efter den til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten. Derudover vil der være mulighed for at forhandle tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 17,1 %.

Hvis du er officer, vil ansættelsen ske efter protokollat af 23. maj 2019 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.

Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret. Såfremt du er udpeget til en international mission, bedes du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Som ansat i Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne godkendelse under hele ansættelsesforløbet.

Hvis du er officer, er ansættelsen desuden betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING
Har du fået lyst til at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Rikke Skovgård Hansen på tlf. 2184 9411 eller mail rsh@fmn.dk eller kontorchef Anders Tuxen på tlf. 9133 5143 eller mail atn@fmn.dk.

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent Anja Baldorf i Forsvarsministeriets Personalestyrelse på tlf. 3266 5141 eller mail fps-ba-bs115@mil.dk.

Din ansøgning, CV og eksamensbeviser sendes via linket til rekrutteringssystemet.

Ansøgningsfristen er den 8. august 2020, og samtaler afholdes løbende.

Stillingen er til besættelse 1. september 2021 eller hurtigst muligt derefter.

Forsvarsministeriets ministerområde er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

København, Danmark

Geografi

Region Hovedstaden

Organisation/Værn

Forsvarsministeriet

Funktionsniveau

M321 Løngruppe 4 Kaptajn/kaptajnløjtnant

Ansøgningsfrist

08.08.2021

Indrykningsdato

01.07.2021

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent