Fortsæt til indhold

Senior it-projektledere, der gør en forskel


Senior it-projektledere, der gør en forskel

Er du fagligt stærk inden for it-projektledelse, har god personlig gennemslagskraft og befinder dig godt i spændingsfeltet mellem it og forretningsudvikling? Så er det dig, vi har brug for til Projektledelsen i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

Som senior it-projektleder i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse leder du store og komplekse it-projekter og/eller forandringsprojekter.
Om os
Projektledelsen omfatter ca. 35 projektledere, som arbejder med en bred vifte af materielprojekter, it-projekter og forretningsudviklingsprojekter.

Det kan f.eks. omhandle it-projekter i f.m. anskaffelsen af nyt kampfly, indførelse af mobilbaseret varsling i Danmark og ændringer af større koncernfælles systemer. Projekterne er typisk flerårige, involverer interessenter på tværs af Forsvaret og har indflydelse på hvordan store dele af Forsvaret arbejder. De har ofte stor politisk bevågenhed og kan omfatte offentlige udbud.

Vores projektledelsesmetoder og -processer er baseret på PRINCE2 og øvrige AXELOS Global Best Practice koncepter. På it området følger vi Statens it-projektmodel.
Om stillingen
Du vil blive ansat i Projektledelsen i Ballerup, der vil udgøre din faglige base. Her indgår du i et fagligt og professionelt fællesskab med andre projektledere, og det er her din opgavetildeling og faglige udvikling vil være forankret. Vi lægger vægt på at gruppen af projektledere også er et hold, der deler erfaringer og ”spiller hinanden gode”. Ansættelsesmæssigt vil du referere til din sektionschef. I forbindelse med din rolle som projektleder, vil du referere til styregruppeformanden for hvert enkelt projekt.

Du vil blive tilknyttet som projektleder for et eller flere projekter ad gangen, afhængig af projekternes størrelse og kompleksitet, og du vil typisk være ansvarlig for projekterne fra start til slut.

It-projekter i Forsvaret vil typisk tage udgangspunkt i forretningens behov, som skal afdækkes og efterfølgende rammesættes og imødekommes. Som seniorprojektleder er din opgave at sikre, at løsningen specificeres, udvikles/anskaffes og implementeres både teknisk og organisatorisk. Du har ansvar for at opretholde fremdrift i projektet i overensstemmelse med aftalt tid, økonomi og kvalitet samt tilsikre at projektet tilrettelægges og gennemføres i overensstemmelse med gældende governance og bestemmelser.

Projekterne udføres i tæt samarbejde med kunden, samt specialister inden for bl.a. teknologi, indkøb, økonomi og jura samt eksterne leverandører. Markedsundersøgelse, udbud, udvælgelse af leverandører og efterfølgende samarbejde med leverandøren samt test og implementering er væsentlige elementer i projekterne for at sikre gode løsninger for Forsvaret.

Som udgangspunkt ledes projekterne med base i vores domicil i Ballerup, men ud fra det princip, at projektlederen skal være dér, hvor det giver bedst mening for projektet. Der må derfor påregnes en del rejse- og ekstern mødeaktivitet – særligt til Hvidovre, hvor vores it-ressourcer er samlet - afhængig af projekternes karakter.

Vi tilbyder muligheden for at arbejde på en spændende og alsidig arbejdsplads med opgaver, der har betydning for Danmarks sikkerhed både nationalt og internationalt. Vi har gode uddannelses- og udviklingsmuligheder, som vil give dig værdifuld viden og kompetencer. En stor del af den faglige og metodemæssige udvikling udspringer af vores netværk af projektledere, som du vil indgå i og forventes at bidrage til.
Om dig
Du har en relevant uddannelse og ca. 8-10 års erfaring med ledelse af store it-projekter fra en større privat eller offentlig virksomhed.
Din tekniske og ledelsesmæssige baggrund kan være fra flere retninger. Enten som civil eller militær.

Du forstår at gå foran og sikre leveringen af det aftalte slutprodukt til aftalt tid, pris og kvalitet. Din indstilling til projektledelse hviler på ansvarlighed, både i forhold til at levere fremdrift og overholdelse af forvaltningsregler, værdibaseret ledelse, helhedssyn, samarbejde og professionalisme. Du sætter dig ind i, anvender og efterlever Forsvarets projektmetode og -værktøjer tilpasset situationen og projektets kompleksitet samt kommunikerer nøgleinformationer i rette tid til projektets interessenter. Derudover bidrager du til den kontinuerlige udvikling af vores processer og metoder.

Som person er du proaktiv og resultatorienteret med en god portion robusthed og gennemslagskraft samt vant til at navigere i en stor organisation og trives med at bygge og vedligeholde relationer. Du evner at indgå i et travlt miljø med mange interessenter og skiftende vilkår, hvor du selv er med til at tilsikre den nødvendige afklaring og fastlæggelse af projektets omfang og indhold.

Vi forventer, at du har erfaring med anvendelse af en standardiseret projektmodel, f.eks. PRINCE2® eller Statens it-projektmodel samt med forandringsledelse.
Ansættelsesvilkår
Der er tale om to faste stillinger ved Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse med fast tjenestested i Ballerup.

Hvis du har en civil baggrund, ansættes og aflønnes du efter relevant gældende overenskomst.
Der vil i forbindelse med en ansættelse være mulighed for forhandling af tillæg, der modsvarer dine kvalifikationer. Der er til stillingen tilknyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Er du militær ansat besættes stillingen efter protokollat af 27. oktober 2015 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.

Stillingen er indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer og orlogskaptajner. Er du allerede ansat i Forsvaret, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Som militær er ansættelsen betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Der vil i forbindelse med ansættelsen være mulighed for at forhandle et personligt kvalifikationstillæg alt efter kompetencer og erfaring.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

KONTAKT OG ANSØGNING
Ønsker du at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef Martin Gundberg på telefon 4132 0442.

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent Anders Erik Filtenborg på telefon 7281 9178.

Ansøgningsfristen er 22. august 2021. Samtaler afholdes løbende og senest umiddelbart herefter.
Stillingen er til besættelse fra 1. oktober 2021 eller tidligst muligt.

Send os din ansøgning og dit CV via linket, hvor eksamensbeviser og andre relevante dokumenter ligeledes skal tilføjes.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

FORSVARSMINISTERIET, MATERIEL- OG INDKØBSSTYRELSEN (FMI)
Forsvarsministeriet, Materiel- og Indkøbsstyrelsen (FMI) fungerer som materielfagligt videns center og logistisk myndighed. I samarbejde med Forsvarskommandoen og underliggende værnskommandoer sikrer FMI rettidig støtte og forsyninger til Forsvarets igangværende operationer i ind- og udland. Det er FMI’s opgave at anskaffe, vedligeholde og videreudvikle materielkapaciteter for alle Forsvarets myndigheder lige fra kampvogne, skibe og jagerfly til støvler, feltrationer og lommeknive. FMI er en styrelse under Forsvarsministeriet og administrerer ca. en tredjedel af det samlede forsvarsbudget. Pengene bliver brugt til at yde den bedst mulige støtte til især de udsendte styrker og operative enheder.
Se evt. mere om os på fmi.dk.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Ballerup, Danmark

Geografi

Region Hovedstaden

Organisation/Værn

Værnsfælles

Funktionsniveau

M331 Løngruppe 5 Major/orlogskaptajn

Ansøgningsfrist

22.08.2021

Indrykningsdato

28.06.2021

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent