Fortsæt til indhold

To dæksgaster til Fregatten Esbern Snares dæksektion


To dæksgaster til Fregatten Esbern Snares dæksektion

Kunne du tænke dig at indgå i et professionelt, energisk og stærkt hold med et interessant sejladsprogram i 2021/22, så har vi jobbet til dig.
Om os
Logistisk division består af forplejningssektionen og dækssektionen, som ialt består af 2 officerer, 4 mellemledere og 30 konstabler, overkonstabler og specialister, som primært står for madlavning, forsyning, sanitet samt skibsvedligehold og sømandsskab. Derudover indgår mange i havariorganisationen med tilhørende personel i havaripatruljerne.

ESBERN SNARE har base på Flådestation Frederikshavn og indgår i 2. Eskadre, Division 22, der bl.a. opstiller enheder til internationale maritime operationer i verdens brændpunkter - fra humanitær bistand til operationer øverst i konfliktspekteret. Division 22 har indenfor de seneste 5 år deltaget i internationale operationer i Middelhavet og Adenbugten. ESBERN SNARE har specifikt deltaget i anti-piratoperationer, den engelske øvelse Joint Warrior, live missilaffyringer i Nordnorge, ubådsøvelser ved Island, og sejlet i en af NATOs flådestyrker. Skibet og besætning har i 2020 endvidere deltaget i et træningsforløb ved det tyske center for ”Damage Control” og gennemført et omfattende træningsprogram i England, hvor hele skibet trænede internt og sammen med andre sømilitære enheder fra flere forskellige lande. ESBERN SNARE skal i slutningen af 2021 udsendes til ”Gulf of Guinea”, for at lave anti-pirateri operationer. I 2022 forventes det at ESBERN SNARE skal deltage i nationale og internationale øvelser, samtidig vil der også være mulighed for en indsættelse uden for Danmarks grænser.
Du kan se og læse mere om skibet på vores Facebook side: www.facebook.com/hdmsesbernsnare.
Om stillingen
Stillingen er på et manuelt niveau, hvor du vil indgå i dækssektionen på 14 konstabler, overkonstabler og specialister som til dagligt ledes af en dæksbefalingsmand og en dæksassistent.

Dine arbejdsopgaver vil være inden for alment sømandskab, fartøjsbetjening - herunder sejlads med LCP og gummibåd, surringsgast ved helikopterflyvning, du kommer til at indgå som enten røgdykker eller tilrigger i skibets havaripatruljer, samt fortage mindre vedligeholds-/håndværksopgaver.

Du vil som ny dæksgast i logistikdivisionen også komme til at stifte bekendtskab med andre opgaver, der ligger i divisionen og går på tværs af sektionerne. Det vil sige, at du ud over opgaverne som dæksgast også kommer til at arbejde med opgaver inden for forplejningssektionen, der går som medhjælper i kabyssen ved tilberedning af maden, opfyldning, oprydning og skylleri. Man skal som gast i Logistikdivisionen kunne dække ind over for hinanden ved de mest almindelige opgaver i dagligdagen ombord.
Du vil ligeledes indgå i brotjenesten som rorgænger og udkig, hvilket vil give skiftende arbejdstider til søs.

Efter enhedens behov vil du kunne indgå og uddanne dig til dykker, boardinggast, havaripatruljegast, indsatsleder, TMG/LMG skytte, junior medic m.m.

Ved ophold i basehavn vil dagligdagen være præget af daglig tjeneste i form af drift og vedligehold af skibet, uddannelse/kursus og vagttjeneste samt afholdelse af friheder.

Vi kan tilbye en stærk og moderne kultur, der lægger vægt på korpsånd, godt sømandskab, kammeratskab og operativt mindset.

Du får gode muligheder for uddannelse og kurser internt som eksternt således du har forudsætninger for at varetage din funktion bedst muligt. Ligeledes tilbyder vi gode muligheder for at udvikle dig inden for faget eller anden relevant kompetenceudvikling.

Stort ansvar med god mulighed for at sætte dit eget præg på stillingen og opgaveløsningen generelt indenfor dit område.
Om dig
Som gast, besidder du nogle grundlæggende personlige egenskaber og kompetencer:

Du skal have en god arbejdsmoral, du må ikke være arbejdssky og skal aktivt søge arbejdsopgaver.

Du besidder mental fleksibilitet og kan omstille dig fra rolige til hektiske miljøer og skifte mellem mange forskellige funktioner ombord.

Situationsfornemmelse gør, at du er god til at læse en situation og har forståelse for andre menneskers situation ombord i et tæt miljø.

Have helhedsforståelse for at forstå sammenhænge og være interesseret i at opsøge viden og finde svar. Du skal formå at se tingene fra forskellige sider, så du kan håndtere situationer og opgaver med en analytisk tilgang. Du kan se dig selv og din enheds opgaver som en del af en større helhed. Du skal have forståelse for den indbyrdes afhængighed mellem de forskellige dele af skibet og dermed kende vigtigheden af at samarbejde på tværs af fagligheder og organisatoriske opdelinger.

Samarbejde - Du skal være parat til at støtte dine kollegaer med alt det, der skal til i en given situation. Du skal holde øje med dine kollegaer og se, hvor du kan hjælpe. Du skal kunne byde ind med dit bidrag til at løse opgaverne. Desuden er det vigtigt, at du kan indgå i et makkersamarbejde.

Du skal være indstillet på længere perioder væk fra familie og venner.

Du skal være et ordentligt menneske som besidder god etik og moral.

Vi lægger vægt på fysisk og psykisk robusthed og arbejder aktivt i retning mod Forsvarets krav til militær fysisk træning.

Kvalifikationer:
Krav:
• Forsvarets basisuddannelse
- Hvis du ikke har en basisuddannelse fra Søværnet, skal du være villig til at gennemgå denne ved først kommende lejlighed. (10 uger)
- Er du fra Hæren/Flyvevåbnet skal du være villig til at gennemgå en BTS omskoling, hvor du uddannes i de enkelte fag i sømandskab, redningsmidler, røgdykning, militær optræden og idræt m.m. (3 uger)

Ønskeligt: ikke et krav
• Uddannet Ubefaren/befaren skibsassistent
• Relevant erhvervserfaring, gerne håndværksfag.
• Truckcertifikat
• Røgdykkerbevis
• Speedbådscertifikat
• Duelighedsbevis
• Epoxy
• Varmt Arbejde
• Kranbasis
• TSE (taktisk sanitet for enkeltmand)
• TMG/LMG
• Hygiejnebevis

Helbredskrav:
• Godkendt helbred uden begrænsning
• Godkendt tand uden begrænsning
• Godkendt træningstilstandsprøve (FFB)
• Grundvaccination.
• Egnet til røgdykkercertifikat
• Det er en forudsætning, at du kan skikkes til udkig herunder ikke har farveblindhed.

Hvis du har en gymnasial uddannelse (STX, HHX, HTX eller HF), kan du senere som medarbejder i Søværnet søge ind på Søværnets løjtnantsuddannelse og blive officer i Søværnet. Læs mere om løjtnantsuddannelsen her (link: https://karriere.forsvaret.dk/uddannelse/soevaernet/lojtnant/)
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en marinekonstabelstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.

Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.

Dit faste tjenestested vil være i Frederikhavn.

Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Dæksofficeren PL Thor Gudmand-Høyer, Mobil: 60 18 32 87 eller Banjermester SSG Danni Tim Bøger, mobil 30 16 94 78.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Birgit Dyrholm ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 91 71 eller mail FPS-BA-BS251@MIL.DK.

Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Ansøgningsfrist er 24. juni 2021 og samtaler forventes afholdt umiddelbart efter. Stillingen er til besættelse hurtigst muligt.

Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.

FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM 2. ESKADRE
2. Eskadre er den primære leverandør af Danmarks sømilitære kampevne. Eskadren løser opgaver i danske farvande, regionalt og globalt.
Opgaverne spænder fra bidrag ved humanitære operationer til indsættelse i krigsmæssige operationer.
2. Eskadre består af moderne højteknologiske luftforsvarsfregatter og antiubådsfregatter. 2. Eskadre arbejder kontinuerligt for at være en god og attraktiv arbejdsplads, og vores opgave som styrkeproducent er, at få det komplekse samspil mellem besætninger og en avanceret teknologi til at yde optimalt for at kunne løse Søværnets opgave: At sikre Danmarks interesser fra havet – med magt om nødvendigt.

  
  
  

Generel information


Tjenestested

Frederikshavn, Danmark

Geografi

Region Nordjylland

Organisation/Værn

Søværnet

Funktionsniveau

M112 Konstabelgruppen

Ansøgningsfrist

24.06.2021

Indrykningsdato

04.06.2021

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent