Fortsæt til indhold

Befalingsmand med svendebrev til Fregatten Niels Juel (genopslag)


Befalingsmand med svendebrev til Fregatten Niels Juel

Er du befalingsmand med maskin- eller elektroteknisk baggrund har du nu mulighed for at søge jobbet som maskinteknisk befalingsmand (MSB) på NIELS JUEL – en arbejdsplads kendetegnet af socialt sammenhold og store oplevelser over hele verden. I stillingen vil du få afgørende betydning for en bred vifte af områder, stor indflydelse på hvordan din hverdag skal se ud og masser af udfordringer og muligheder for at udvikle dig.
Om os
Fregatten NIELS JUEL har et varieret aktivitetsmønster, hvor fokus er på at opbygge og vedligeholde vores indsættelsesevne med henblik på at kunne anvende den betydelige sømilitære kapacitet fregatten udgør. Besætningens kompetencer er opbygget over flere år og er blevet afprøvet under skarpe indsættelser, krævende NATO øvelser og i forbindelse med støtte til den nationale opgaveløsning.
NIELS JUEL har bl.a. gennemført DOST i 2017, været flagskib for den ene af NATOs stående flådestyrker i 2018, og været indsat sammen med en fransk hangarskibsgruppe under dennes operationer i Mellemøsten i 2019 og igen i Nordeuropa i 2020.

Fregatten NIELS JUEL er netop trådt ind i en rolig periode med fokus på vedligeholdelse af skibet og besætningens kompetencer. Perioden byder blandt andet på et omfattende værftsophold før skibet igen skal gennemføre et certificeringsforløb med henblik på fremtidig operativ indsættelse. Det er derfor en oplagt mulighed for at være med fra start under skibets næste operative cyklus, og dermed komme til at spille en nøglerolle i besætningens udvikling.

Fregatten NIELS JUEL er som en del af IVER klassen blandt Danmarks mest avancerede arbejdspladser, når det drejer sig om alsidig moderne teknologi. Fregatterne kan derfor løse en bred vifte af sømilitære opgaver, såvel nationalt som internationalt. Du vil derfor blive en del af en yderst kompetent og skarp besætning om bord på en regulær kampenhed, hvor vi har stor fokus på de sømilitære kernekompetencer. Vi arbejder derfor målrettet på at være professionelle i udøvelsen af vores opgaver. Der er en stærk kultur om bord, der har rod i såvel Søværnets traditioner som en høj faglig stolthed.

Vi tilstræber et godt arbejdsmiljø blandt andet gennem en uformel, åben og fordomsfri omgangstone om bord. Initiativ, professionalisme, og fleksibilitet er nøgleord i vores hverdag. Fregatten NIELS JUEL består derfor af en yderst professionel og sammentømret besætning, der ikke står tilbage for at løse enhver opgave.

Vi lægger vægt på fleksible rammer under ansvar, indenfor de muligheder som Forsvarets fokus på tilpasning af opgaver og organisation giver.

Du bliver kort sagt en del af en af fantastisk kampenhed, hvor sammenhold og udvikling går hånd i hånd med en stærk militær og maritim ånd – en kampenhed, som aktivt bidrager til at rykke grænserne for, hvad Søværnet kan.
Om stillingen
Som MSB bliver du en del af fregattens teknikdivision (TDIV), der til dagligt har ansvaret for drift, vedligehold og teknisk udvikling af fregatten som operativ platform.

Divisionen består af en elektrosektion og en maskinsektion, under ledelse af hver deres sektionsofficer. Du vil komme til at indgå i divisionens overordnede ledelse og referere til vedligeholdelsesofficeren (VLO), som varetager den overordnede praktiske ledelse af hele TDIV. Hele ledelsesteamet består af fire officerer og to befalingsmænd under ledelse af skibets teknikofficer (TKO). Derudover vil du som ældste mellemleder i divisionen indgå i et ”Command Team” sammen med TKO og VLO med særligt fokus på samspillet mellem ledelsen og medarbejderne.

Som MSB har du en bred opgaveportefølje med stor indflydelse på udviklingen af dine områder. Du er primært beholdningsansvarlig for TDIV, hvormed du er ansvarlig for bestilling, optælling og udlevering af materiel inden for divisionens ansvarsområde. Derudover bidrager du til udfærdigelse af normændringer, materielintroduktion samt udvikling af procedurer for beholdningsområdet.

Du har som MSB ikke personel direkte underlagt dig, men bistår driftassistenten (DRA) i den daglige arbejdsplanlægning, hvor I har ledelsesret over divisionens øvrige tekniske personel, der udgør ti maskin- og otte elgaster. Tre af disse medarbejdere har ansvarsområder der bl.a. indebærer beholdningsansvar, og assisterer dig således med dette.

Hvis du ikke allerede er uddannet skibsmaskinist, vil du skulle gennemgå uddannelsen i forbindelse med din tjeneste. Efter uddannelse som skibsmaskinist vil du komme til at indgå i tørnen som vagthavende maskinbefalingsmand og dermed være teknisk ansvarlig for skibets sikre sejlads overfor teknikofficeren (TKO). I den forbindelse vil du også skulle gennemgå en række kurser, vedrørende skibets systemer, i både ind- og udland.

I skibets kampberedskab er du desuden leder af driftpatruljen. Dermed leder du den enhed, der har til ansvar at opretholde og udbedre akutte skader på platformens tekniske materiel, inklusiv fremdrivning, styring, el-produktion og køling. Så længe beredskabet er etableret disponerer du over en sergent og 15 af divisionens medarbejdere til formålet.
Yderligere indebærer stillingen også noget uddannelsesvirke og personeladministration.

Sejlende tjeneste indebærer en del tid væk fra hjemmet. Som en del af en operativ besætning skal du være forberedt på ca. 120 – 140 sejldage om året i perioder fra et par dage op til 4 måneder. Typisk er perioderne dog af 3 – 8 ugers varighed. I mellemperioderne indgår du i tørnen som vagtassistent, hvor du skal forvente ca. 10-15 dages vagt om året. I den resterende periode har vi stor fokus på sociale aktiviteter, fleksibilitet og frihed for medarbejderen.

Vi tilbyder et job med store oplevelser og nært sammenhold, hvor du får berøring med mange fagområder og dermed får mulighed for at udvikle dig inden for en bred vifte af kompetencer. Du vil særligt komme til at udvikle din tekniske forståelse gennem arbejdet på en af Danmarks mest komplekse tekniske arbejdspladser. Vi faciliterer både udvikling gennem erfaringsudveksling med kollegaer samt et uddannelsesforløb med kurser og efteruddannelse, der tager udgangspunkt i din baggrund og ønsker. Dermed må du også påregne rejseaktivitet udover sejlende tjeneste. Der er desuden mulighed for træning i arbejdstiden, da den sejlende tjeneste kræver, at man kan honorere Forsvarets Fysiske Basiskrav.
Om dig
Du er oversergent eller sergent med potentiale for udnævnelse til oversergent. Du har en god menneskelig forståelse og evne til at prioritere mellem mange forskelligartede opgaver. Divisionen har en meget uformel organisationsform omend det fortsat er nødvendigt, at den enkelte har forståelse for den interne ansvarsfordeling. Det kommer i særdeleshed til udtryk ved uforudsete problemer, som oftest løses af grupper sammensat på baggrund af medarbejdernes relevante kompetencer på tværs af funktionsniveauer. Derfor vil du trives i stillingen, hvis du er i stand til at bidrage til samarbejdet i forskelligartede uformelle konstellationer på tværs af funktionsniveauer og tage ejerskab for en opgave, selvom den ikke nødvendigvis falder inden for dit sædvanlige ansvarsområde.

Du besidder en sund situationsfornemmelse. Da opgaven til tider medfører komplicerede udfordringer, forventes det at alle, især på ledelsesniveau, bidrager til beslutningsprocessen på konstruktiv vis. Det forventes dog samtidig, at der bakkes op om den valgte retning, når beslutningen er truffet. Som en del af divisionens ledelse kan du desuden tage medansvar for divisionens udvikling og medarbejdernes trivsel, selvom du ikke har personel direkte underlagt.

Kvalifikationskrav:
- GSU (Grundlæggende Sergentuddannelse)
- Sort svendebrev, som eksempelvis mekaniker, elektriker, smed, automatikfagtekniker e.l.
- Egnethed til sejlads ved helbreds- og tandundersøgelse (Blåt bevis)
- Grundvaccination
- Skal kunne sikkerhedsgodkendes til HEMMELIG

Ønsker:
- SBU (Søværnets Basisuddannelse)
- Enhedsuddannelse skibsskrog IVER-kl.
- DEMARS Myndighedsbeholdning
- DEMARS PM Rekvirent
- Skibsmaskinistuddannelse

Såfremt du ikke besidder ovenstående kvalifikationer, vil der blive udfærdiget en uddannelsesaftale for gennemførelse af kurserne i forbindelse med tiltrædelse. Afhængig af kompetencer kan du forvente forholdsvis intensiv uddannelse som en del af tjenesten, i en periode op til et år efter ansættelse.



Hvis du har en gymnasial uddannelse (STX, HHX, HTX eller HF), kan du senere som medarbejder i Søværnet søge ind på Søværnets løjtnantsuddannelse og blive officer i Søværnet. Læs mere om løjtnantsuddannelsen her (link: https://karriere.forsvaret.dk/uddannelse/soevaernet/lojtnant/)
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en oversergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.

Stillingen kan besættes af en sergent med et godt udviklingspotentiale og som vurderes klar til udnævnelse eller klar til udnævnelse indenfor en kortere årrække.
I så fald vil der blive taget stilling til udnævnelse i forbindelse med ansættelsen eller der vil blive udarbejdet en udviklingskontrakt der er målrettet gennemgang af den nødvendige kompetenceudvikling og/eller uddannelse, med henblik på udnævnelse til oversergent efterfølgende. Aflønning sker i henhold til stillingens lønniveau.


Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.

Faglært tillæg er betinget af godkendt uddannelse mod fremvisning af gældende svendebrev eller uddannelsesbevis jf. gældende overenskomst.

Dit faste tjenestested vil være i Korsør.

Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING
Nærmere oplysning om stillingsindholdet kan fås ved henvendelse til Teknikofficer på Niels Juel, KL Nils Yde Frederiksen, 2E-NIJU-TKO, telefon 29 67 47 15.
Alternativt CSG John Rasmussen, SCA-K-BEM02, telefon 72 85 75 22

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Birgit Dyrholm ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 91 71 eller mail FPS-BA-BS251@MIL.DK.

Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Ansøgningsfrist er den 18. maj 2021 og samtaler forventes afholdt umiddelbart efter. Stillingen er til besættelse 1. maj 2021.

Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.

FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM 2. ESKADRE
2. Eskadre er den primære leverandør af Danmarks sømilitære kampevne. Eskadren løser opgaver i danske farvande, regionalt og globalt.
Opgaverne spænder fra bidrag ved humanitære operationer til indsættelse i krigsmæssige operationer.
2. Eskadre består af moderne højteknologiske luftforsvarsfregatter og antiubådsfregatter. 2. Eskadre arbejder kontinuerligt for at være en god og attraktiv arbejdsplads, og vores opgave som styrkeproducent er, at få det komplekse samspil mellem besætninger og en avanceret teknologi til at yde optimalt for at kunne løse Søværnets opgave: At sikre Danmarks interesser fra havet – med magt om nødvendigt.

  
  
  

Generel information


Tjenestested

Korsør, Danmark

Lokation

Region Sjælland

Værn

Søværnet

Funktionsniveau

M221 Oversergent

Ansøgningsfrist

18.04.2021

Indrykningsdato

07.04.2021

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent