Fortsæt til indhold

Talstærk økonomielev til Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse


Talstærk økonomielev til Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

Kunne du tænke dig en spændende uddannelse i Økonomidivisionen i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse? Så er det nu, at du skal sende os din ansøgning!
Om os
Som økonomielev hos os vil du arbejde direkte under Forsvarsministeriet, men være fysisk placeret i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) i Ballerup. FMI er en styrelse under Forsvarsministeriet, der overordnet set indkøber, vedligeholder og udfaser materiel for alle Forsvarets myndigheder - lige fra kampvogne, skibe og fly til støvler og lommeknive. Styrelsen består af ca. 1000 engagerede medarbejdere, og du vil derfor komme til at arbejde i en stor organisation og få en bred kontaktflade.
Om stillingen
Uddannelsen som økonomielev tager to år og består af både praktisk oplæring samt 9-11 ugers teoretisk undervisning, inklusiv en afsluttende fagprøve. Den praktiske oplæring inkluderer bl.a.

• Elektronisk sags- og dokumenthåndtering i KESDH
• Anvendelse af SAP og MS Office-pakken
• Udarbejde månedsrapporteringer
• BI-rapporteringer af valuta og indeks
• Bevillingskontrol og aktstykker
• Dataudtræk til analyser
• Oprettelse af anlægskort
• Anlægsaktivering
• Omposteringer


Som vores nye økonomielev vil du komme til at få et indblik i hele Forsvarsministeriets materiel økonomi, hvor dine opgaver vil være alt fra controlling af store økonomiske analyser til de omkringliggende administrative opgaver. Du vil få kendskab til, hvordan hverdagen ser ud i Økonomidivisionen og få skabt dig et solidt netværk, der kan hjælpe dig videre i din karriere efter endt uddannelse. Som økonomielev hos FMI vil du indgå i en større elevgruppe bestående af alle FMI’s kontorelever, og der vil derfor være rigeligt med mulighed for faglig sparring samt at deltage i sociale arrangementer mv.
Om dig
Du skal have flair for tal, kunne begå dig i Excel, være fleksibel og have mod på at arbejde i en stor organisation. Hos FMI vil du få en bred kontaktflade både i og uden for Økonomidivisionen. Det er derfor vigtigt, at du har lyst til at bidrage til at opbygge og bevare de gode relationer til dine kollegaer i FMI.

Du er ansvarsbevidst af natur, og det motiverer dig at prøve kræfter af med mange forskellige opgaver inden for økonomi. Du arbejder selvstændigt, men er samtidig opsøgende i forhold til at indhente viden, så du sikrer, at dine opgaver bliver løst på bedst mulig vis. Derudover bliver du motiveret af, at indgå i en større elevgruppe, og det er naturligt for dig at bidrage og tage initiativer, der sikrer et godt sammenhold og elevnetværk hos FMI.

Du har bestået/består et af følgende:
• EUX Business, 1. del
• Studenter- eller Hf-eksamen suppleret med 5 ugers EUS
• Øvrige studentereksaminer suppleret med 5 ugers EUS
• HHX
• HG2/HGV/HGS med kvalifikation til offentlig administration (opnået før 1. august 2015)

Er du over 25 år, bedes du vedlægge realkompetencevurdering, RKV, fra en erhvervsskole. Er du i tvivl om kravene, bedes du kontakte en erhvervsskole.
Ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til den enhver tid gældende organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) og den enhver tid gældende fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentlige Ansattes Organisationer - Det Statslige område (OAO-S-Fællesoverenskomsten).
Lønnen er afhængig af din alder, og udgør efter endt grundforløb for dig som er under 18 år, det første år 11.280,43 kr. pr. måned. Er du over 18 år vil lønnen det første år være 14.146,26 kr. pr. måned. Er du derimod over 25 år vil lønnen være 20.465,47 kr. pr. måned. Lønnen er oplyst i februar 2021 niveau.

Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte, Louise Lykke Schack, på tlf.: 81 19 64 07. Har du spørgsmål vedrørende løn og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at HR-Konsulent, Mathias F. på mail FPS-BA-BSS28@mil.dk

Ansøgningsfristen er den 23. april 2021. Vi forventer at afholde to ansættelsessamtaler i henholdsvis uge 17 og 18.

Tiltrædelse den 16. august 2021.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

OM FORSVARSMINISTERIETS DEPARTEMENT
Forsvarsministeriets departement har to hovedopgaver. Vi betjener forsvarsministeren og understøtter udviklingen af en visionær dansk forsvars-, sikkerheds- og beredskabspolitik. Derudover varetager vi den overordnede ledelse og styring af ministerområdet, hvor vi bl.a. fører tilsyn med, at den økonomiske og aktivitetsmæssige styring inden for ministerområdet tilrettelægges effektivt og inden for de fastsatte rammer.

Vi er tæt på den politiske beslutningsproces, udsynet er internationalt, og vi skal inddrage hele ministerområdets behov, når vi løser en opgave. Ikke to dage er ens, og arbejdstempoet er højt.
Vi er ca. 450 medarbejdere – med en blanding af både civil og militær baggrund og uddannelser. Til daglig arbejder vi enten i København K eller ved de decentrale partnerelementer eller økonomifunktioner, som er placeret ved vores styrelser og myndigheder rundt om i landet.

OM FORSVARSMINISTERIETS MATERIEL- OG INDKØBSSTYRELSE
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet, og vi administrerer op mod 10 milliarder kroner årligt af det samlede forsvarsbudget. Vi har ansvaret for det samlede forsvar og beredskabs materiel- og IT-systemer, så det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer alt materiel og IT lige fra kampvogne, krigsskibe og kampfly til computere, kabler og knapper.
Vi er ca. 2.500 civile og militære medarbejdere fordelt over hele Danmark, og vores hovedkvarter ligger i Ballerup.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Ballerup, Danmark

Lokation

Region Hovedstaden

Værn

Civil

Funktionsniveau

C100

Ansøgningsfrist

23.04.2021

Indrykningsdato

06.04.2021

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent