Fortsæt til indhold

Planlægningsofficer og sagsbehandler maritim operativ logistik til Planlægningselementet ved Flådestation Frederikshavn.


Planlægningsofficer og sagsbehandler maritim operativ logistik til Planlægningselementet ved Flådestation Frederikshavn.

Brænder du for aktivitetsplanlægning, koordination og styring af den maritime operative logistiks mange facetter og nuancer såvel nationalt som internationalt – så er her muligheden for såvel at lære om, udvirke og styrke den operative støtte til udenlandske enheder i Danmark, samt danske enheder både hjemme og i resten af verden?

Så har du nu muligheden for at søge stillingen som Planlægningsofficer og sagsbehandler operativ logistik i Planlægningselementet ved Flådestation Frederikshavn.
Om os
Som en del af 3. Eskadre er Flådestation Frederikshavns kerneopgaver at yde logistisk støtte til Søværnets skibe og myndigheder, samt operativ drift af flådestationen. Vores evne til at yde service er omdrejningspunktet for vores daglige virke. Vi er altid klar til at støtte Søværnet og Forsvaret; døgnet rundt, året rundt og overalt i verden.

Flådestation Frederikshavn består af en ledelse, to sektioner, hhv. Operativ Støttesektion og Basesektion og et Garnisonselement; vi er i alt 85 medarbejdere.
Vi lægger særligt vægt på initiativ, udvikling, professionalisme, trivsel og frihed under ansvar.

Du bliver en del af Planlægningselementet under Operativ Støttesektion. Elementet består af en leder og seks medarbejdere.
Om stillingen
Stillingen er nyoprettet som del af en reorganisering i Planlægningselementet ud fra et ønske om større redundans af kompetence til generel aktivitetsplanlægning, samt planlægning og udførsel af den maritime operative logistik (Martime støtteelementer/ Forward Logistic Sites/ øvelse), forbindelsesofficersvirke mv.

Til trods for nyoprettelse kommer du til, at indgå i en enhed og i et element med kendt, men varieret, dynamisk og kompleks opgaveportefølje, hvor du som medarbejder og sagsbehandler bliver central i opgaveløsningen.

De primære sagsområder i funktionen er aktivitetsplanlægning, samt planlægning og udførelse af maritim operativ logistik.

Opgaveløsningen betinger en stor grad af selvstændighed, men også evnen til at indgå i sammenhænge, rådgive samt klargøre sagsoplæg og præsentationer inden for en bred opgaveportefølje.

Du arbejder tæt sammen med Flådestation Frederikshavns andre medarbejdere, elementer og sektioner, samt vores søsterorganisation Flådestation Korsør med henblik på at fastholde og videreudvikle ensartet og kvalitativ service og opgavevaretagelse til gavn for flådestationernes brugere.

Parallelt med elementets egen opgaveløsning, kommer du til at støtte vores logistiske bagvagt indenfor arbejdstid, ligesom du udenfor normal arbejdstid indgår i fast tørn som vagthavende officer på tilkald, hvor du skal kunne give fysisk fremmøde inden for et givent varsel - bør det dog ikke give dig uoverstigelige udfordringer. Du har indflydelse på egen tjeneste, og gennem god planlægning, frihed under ansvar og fleksibilitet findes løsningerne, også selv om du ikke bor i Nordjylland.

Rejseaktivitet i primært Danmark, ligesom udsendelse med vores Maritime Støtteelementer, deltagelse i Forward Logistic Sites, støtte til FRONTEX, udlån eller lignende kan forekomme; hvilket er med til at kombinere ”kontordagene” med praktik i felten - i en god balance.
Om dig
Du har en baggrund som officer i Søværnet og har som udgangspunkt gennemgået Videreuddannelsestrin I/Ledere (VUT-I/L), videreuddannelseskurser (VUK) eller tilsvarende uddannelse. Alternativt er du premierløjtnant og godt i gang med at kvalificere og uddanne dig til næste niveau, hvilket du er vurderet egnet til.

Organisatorisk helhedsforståelse er en forudsætning og som person har du det godt med at arbejde både selvstændigt såvel som i mindre grupper og større fora. Stillingen fordrer en god viden og forståelse for Søværnets virke som helhed, god dømmekraft, og at du forstår styrken ved at oprette og vedligeholde gode relationer både internt og eksternt til vores mange samarbejdspartnere.

Som person er du struktureret, selvstændig, proaktiv, skrivestærk og har gode samarbejdsevner. Du er engageret, griber ind inden sager fortaber sig mellem to stole, og du er ikke for fin til selv at smøge ærmerne op og tage fat. Du kan begå dig på flere niveauer og fremgår altid som det gode eksempel.

Du er ressourcebevidst, og det falder derfor naturligt for dig at prioritere mål og midler. Du informerer og kommunikerer klart og præcist i både skrift og tale. Du overholder aftalte deadlines, samt følger systematisk op på tildelte opgaver.

Din opgavevaretagelse tager afsæt i en rodfæstet faglighed - altid med præcision og med helhedsforståelse for FLS FRH såvel som Søværnet og Forsvarets overordnede behov.

Du og din familie skal være forberedt på, at der i forbindelse med deltagelse i tjenesten som vagthavende officer, deltagelse som forbindelsesofficer eller i øvelsesaktivitet mv. vil forekomme arbejde om aftenen og i weekender.

Om du er tekniker eller taktiker er ikke afgørende. Det er ønskeligt, at du i løbet af din tjeneste har erfaring med alm. sagsbehandling, analytisk arbejde, udfærdigelse af notater, sagsoplæg mv., ligesom kendskab til SAP og WorkZone vil være en fordel.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat af 23. maj 2019 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Hvis du er premierløjtnant kan du ansættes i stillingen mod, at der indgås en uddannelsesaftale. Ansættelse og aflønning sker i så fald som premierløjtnant i henhold til reglerne for funktion i højere stilling. Udnævnelse og overgang til varig ansættelse som kaptajnløjtnant kan finde sted, når uddannelseskravet er opfyldt.

Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet, ligesom du er forpligtet til at deltage i fredsskabende og fredsbevarende operationer m.v.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

Fast tjenested vil være 3. Eskadre, Flådestation Frederikshavn.

Kontakt og ansøgning
Er du interesseret eller ønsker du at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte nærmeste leder OK Jens Christian Krüth på tlf. 25 37 85 03, e-mail 3E-FRH-LDPLE@mil.dk eller chefen for Operativ Støttesektion OK Heinrich Asbjørn Evers på tlf. 20 86 08 44, e-mail 3E-FRH-CHOSS@mil.dk, alternativt næstkommanderende ved Flådestation Frederikshavn OK Tommy Pedersen på tlf. 22 70 74 43, e-mail: 3E-FRH-NK@mil.dk.

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, kan du tage kontakt til Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent KL Camilla Asker Boye på telefon 32 66 54 52.

Ansøgningsfristen er den 18. april 2021.

Ansættelsesdato 1. juni 2021.

Samtaler til stillingen forventes gennemført snarest herefter.

Send ansøgningen elektronisk via linket ”Søg jobbet”.

Du må gerne vedlægge de FOKUS bedømmelser, du finder relevante for stillingen.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Send motiveret ansøgning og CV via linket hvor FOKUS, eksamenspapirer og andre relevante dokumenter også kan vedhæftes. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM 3. ESKADRE
3. Eskadre er en eskadre i Søværnet, som omfatter spændende og alsidige arbejdspladser, på sejlende enheder såvel som landtjenestesteder.
I 3. Eskadre får du ansvar og anerkendelse, samt stor mulighed for personlig og faglig udvikling.
Eskadrens opgaver omfatter sømilitære opgaver med særligt fokus på farvandene i og omkring Danmark, herunder myndighedsopgaver af permanent karakter samt civilt relaterede samfundsnyttige maritime opgaver.
3. Eskadre enheder løser Søværnets nationale opgaver 24/7/365.
Den største del af eskadrens enheder er beskæftiget med overvågning, suverænitetshåndhævelse, miljø- og transportopgaver samt søredning. Eskadrens enheder er desuden beskæftiget med uddannelse af officerselever.
Ud over de mange skibe er 3. Eskadre endvidere ansvarlig for drift af Flådestationerne Frederikshavn og Korsør, Kystredningstjenesten samt Søværnets Overvågningsenhed, med decentralt placerede enheder rundt om i landet.
3. Eskadre passer på Danmarks farvande – altid!
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Frederikshavn, Danmark

Lokation

Region Nordjylland

Værn

Søværnet

Funktionsniveau

M321 Løngruppe 4 Kaptajn/kaptajnløjtnant

Ansøgningsfrist

18.04.2021

Indrykningsdato

22.03.2021

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent