Fortsæt til indhold
Job i Forsvaret som Civil

Økonomistyringsansvarlig til danmarkshistoriens største højsikkerhedsbyggeri

Har du lyst til at arbejde med et stort, krævende og højprofileret bygge- og it-program? Er du god til økonomistyring, og har du drive og gennemslagskraft? Så er du måske Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) ny økonomiansvarlig på Nyt Domicil Projekt (NDP).

Du får udfordringer og plads til at udvikle dig
Som økonomiansvarlig får du ansvaret for fire hovedspor under programmets økonomistyring:

1. Monitorering af programmets økonomi med øje for programmets fremdrift.

2. Løbende udarbejdelse af budget for programmet.

3. Afrapportering til programmets ledelse i form af månedlige briefinger og statusrapporter samt budgetopfølgninger til FE’s økonomiafdeling,

4. Udvikling af effektive processer på økonomiområdet og udarbejdelse af dokumentation for procedurer og beregningsmetoder i overensstemmelse med statens standarder for god økonomistyring og krav ift. offentlig revision.

De konkrete opgaver defineres løbende i dialog med sektionschefen.

Jobbet vil medføre en stor kontaktflade til interne og eksterne samarbejdspartnere. Arbejdet indebærer fast kontakt til og koordinering med FE’s økonomiafdeling.

Din opgaveløsning understøttes bl.a. af Dansk Forsvars Management- og Ressourcestyringssystem (DeMars/SAP) og NDP’s eget økonomistyringsværktøj, som du skal være med til at styrke og videreudvikle. Jobbet er krævende og udfordrende med stort potentiale for fortsat professionel udvikling.

Du kommer til at indgå i en stab af dygtige og dedikerede kolleger med vidt forskellige faglige baggrunde. Programkontoret er præget af et stærkt fællesskab og en positiv samarbejdskultur, hvor man er holdspillere og støtter hinanden. Din opgaveløsning har stor bevågenhed i ledelsen og hos alle aktører. Du kommer til at udfylde en central rolle på kontoret – både med det overordnede faglige ansvar og som sparringspartner for projektledere i håndteringen af projekternes økonomi.

Arbejdet vil give dig vigtig erfaring med økonomistyring i offentlig-private partnerskabsprojekter (OPP), en type offentlig-privat samarbejde om byggeri, som vinder frem i disse år. Der vil samtidig være mulighed for at opbygge kompetencer indenfor direktions- og styregruppebetjening samt statslig projektstyring    

Du og din baggrund er vigtig

Du opfylder flere af disse kvalifikationer:

  • stærke og dokumenterede kompetencer i økonomistyring inden for den offentlige og også gerne den private sektor
  • dokumenteret viden om og erfaring med deltagelse i statslige revisionsprocesser 
  • metodestærk
  • erfaring med økonomistyring af større projekter
  • kendskab til projektmodeller inden for statens område
  • gode formidlingskompetencer og evnen til at gøre komplicerede sager enkle også for andre faggrupper
  • let ved at samarbejde og kan skabe gode samarbejdsrelationer og netværk
  • resultatorienteret med fokus på processen.

Som person er du handlekraftig, klar til at tage ansvar og stå på mål for dine dispositioner. Du trives med opgaver, der kræver stor selvstændighed og kan håndtere pres. Du er i stand til dynamisk at skifte mellem opgaveniveauer fra daglig drift til fremsynet direktionsunderstøttelse. Du er initiativrig og nytænkende med fokus på at effektivisere og samtidig tænke i den gode oplevelse for brugerne af økonomifunktionen – det være sig ledelsen, projektledere, FE’s centrale økonomifunktion eller andre.

Uddannelsesmæssigt forstiller vi os, at du har en akademisk uddannelse indenfor økonomi f.eks. cand.merc., cand.polit. eller cand.oecon.

Din nye arbejdsplads 
FE arbejder for at beskytte Danmark og det danske demokrati. Vi opnår vores viden gennem målrettet efterretningsarbejde og bruger den til at vurdere, bekæmpe og rådgive om aktuelle og fremtidige trusler. Det gør vi ved at indhente og analysere oplysninger om forhold i udlandet, som har betydning for Danmark og danske interesser.
FE er både Danmarks udenrigs- og militære efterretningstjeneste, Danmarks militære sikkerhedstjeneste og den nationale it-sikkerhedsmyndighed, der sikrer et stærkt cyberforsvar.
Vi stræber efter at omsætte vores viden til effekt. Vores målsætning er at være en af de mest dynamiske og operativt fokuserede vestlige tjenester af sin art. Vores viden gør og skal gøre en forskel for Danmark og danske interesser.

Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler. 

Vi forestiller os et erfaringsniveau på chef- eller specialkonsulentniveau.

Sådan søger du stillingen
Du skal sende din ansøgning og CV via stillingsopslaget, senest den 30. maj 2023.
Vi forventer, at de indledende ansættelsessamtaler vil finde sted i uge 23 med ansættelse fra den 1. september 2023, eller snarest herefter.
Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på mailadressen FE-1119@fe-ddis.dk,  hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger. I emnefeltet skrives ”Økonomistyringsansvarlig”.

Du kan også læse mere på http://fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores ”Beretning” og kan få et mere detaljeret indblik i FE’s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige spørgsmål.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Generel information


Tjenestested

Geografi

Organisation/Værn

Funktionsniveau

Ansøgningsfrist

30.05.2023

Indrykningsdato

04.05.2023

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent