Stationsvagt til Grønnedal
Er du et friluftsmenneske, og har du lyst til en spændende stilling med en masse frihed under ansvar, kan jobbet som stationsvagt i Grønnedal være noget for dig.
Station Grønnedal er en del af Stations- og Forbindelsestjenesten Vestgrønland, som ud over Station Grønnedal består af Station Kangerlussuaq og Arktisk Kommando (AKO) forbindelseselement på Thulebasen.
Vi er underlagt chefen for operationsstøttesektionen i AKO. AKO har omkring 70 medarbejdere i hovedkvarteret i Nuuk.
At bo og arbejde i Grønnedal byder på noget helt særligt med mulighed for store oplevelser i naturen, fisketure i stationens båd eller besøg på et af Forsvarets skibe, som jævnligt lægger til i Grønnedal. Men Grønnedal byder også på voldsomt vejr, der gør, at man må blive indendørs. Heldigvis er der masser af tv-kanaler, hurtigt internet og et veludstyret træningslokale.
Som stationsvagt vil din arbejdsdag bestå af mange forskellige praktiske opgaver. Du tilrettelægger din arbejdsdag i samarbejde med stationslederen, og du skal være forberedt på, at arbejdsdagen først slutter, når opgaverne er udført.
Ingen dage i Grønnedal er ens, men dine kvalifikationer som faglært elektriker, entreprenør- eller last-bilsmekaniker er nødvendige, da typiske arbejdsopgaver indebærer drift og vedligehold af stationens ma-skinpark. Derudover består dine opgaver af vedligehold af bygningsmassen samt støtte til Forsvarets skibe og helikoptere, der anvender stationen. Der er også almindelige huslige pligter som rengøring og madlav-ning.
Du vil blive en del af AKO, hvis hovedkvarter ligger i Nuuk 375 km nord for Grønnedal, mens du i det daglige refererer til stationslederen i Grønnedal.
Det er en fordel, hvis du har duelighedsbevis eller speedbådsførercertifikat. Det er også en fordel, hvis du tidligere har gjort tjeneste på en af stationerne i Grønland.
Da Grønnedal ligger isoleret, er det vigtigt, at du er omgængelig og tolerent, da samarbejdet mellem dig og dine to kollegaer er afgørende for driften af Station Grønnedal og for, at I får en god hverdag sammen på trods af forskellige personligheder og meninger.
Du skal være serviceminded, da Station Grønnedal jævnligt får besøg af Forsvarets skibe, der ønsker at anvende stationens faciliteter, og i sommerhalvåret er der i Grønnedal ofte personel fra Forsvarets styrelser, der arbejder med vedligehold af stationsområdet.
Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.
CS
Faglært tillæg er betinget af godkendt uddannelse mod fremvisning af gældende svendebrev eller uddannelsesbevis jf. gældende overenskomst.
HKKF
Faglært basisløn og tillæg er betinget af godkendt uddannelse mod fremvisning af gældende svendebrev eller uddannelsesbevis jf. gældende overenskomst.
Stillingen bestrides som midlertidig tjeneste ved Arktisk Kommando i Nuuk, Grønland for en afgrænset periode på to år. Du vil beholde dit nuværende tjenestested under opholdet på Grønnedal.
Du vil få stillet fri bolig til rådighed, samt ydelser jf. Grønlandsaftalen (FPTBST 564-15).
Dit faste tjenestested vil være på Grønnedal.
Bemærk at tidsforskellen mellem Danmark og Nuuk er 4 timer (bagud).
Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du har spørgsmål til stillingen eller til livet i Grønnedal, er du meget velkommen til at kontakte SSG Jens Villy Jacobsen, FKO-A-LDGDL@MIL.DK eller tlf. +299 58 31 43. Du kan også kontakte chefen for Stations- og Forbindelsestjenesten Vestgrønland, KK Sigrid Hansen, FKO-A-CHFET@MIL.DK eller tlf. +299 59 41 26, hvis du ønsker at vide mere om Arktisk Kommando.
Du kan kontakte major Peder Hagensen, AKO HR partner ved Forsvarsministeriets Personelstyrelse på FPS-RA-MH02@MIL.DK eller på tlf. +45 72819215, såfremt du har spørgsmål til specifikke grønlandske ydelsesforhold.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Anders Malik Larsen ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på tlf. 72 81 91 57 eller mail FPS-BA-BS246@MIL.DK.
Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Ansøgningsfrist er den 15. marts 2021. Vi forventer at gennemføre samtaler i uge 12. Samtalerne forventes at foregå via VTC eller SKYPE.
Stillingen er til besættelse pr. 1. maj 2021.
Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.
FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Arktisk Kommando
Arktisk Kommando er en operativ kommando med ansvar for alle Forsvarets indsættelser i Nordatlanten og Arktis. Kommandoens ansvarsområde omfatter både Grønland og Færøerne samt omkringliggende havområder.
Arktisk Kommandos mission er at beskytte Kongeriget i Arktis. Det indebærer evnen til at kunne håndtere kriser og ultimativt at gennemføre militært forsvar af Grønland og Færøerne – i samarbejde med andre nationale og internationale hovedkvarterer. I Arktisk Kommando har vi indsat enheder fra Søværnet og Flyvevåbnet i operativ kontrol 24/7, hvilket kræver engagement og en Combined/Joint tilgang til opgaverne. Vi gennemfører overvågning samt suverænitetshævdelse – året rundt. Vi løser samtidig en lang række vigtige operative opgaver fx eftersøgnings- og redningstjeneste, miljøovervågning, fiskeriinspektion og støtte til det civile samfund. Det kræver forudseenhed og tæt samarbejde med de statslige og militære myndigheder i nabolandene til Grønland og Færøerne. Ved behov kan Kommandoen forstærkes af enheder fra alle værn samt Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen.
Arktisk Kommando har hovedkvarter i Nuuk, hvor der for tiden arbejder omtrent 70 medarbejdere. Derudover har kommandoen personale flere steder på øst- og vestkysten af Grønland, på Færøerne samt i Danmark.