Fortsæt til indhold

Sygeplejerske til barselsvikariat ved Forsvarets Sanitetskommando


Sygeplejerske til barselsvikariat ved Forsvarets Sanitetskommando

Vi søger en sygeplejerske til et barselsvikariat 37 timer om ugen ved Infirmeri Sjælland i perioden 1. april 2021 til 31. december 2021.
Om os
Forsvarets Sanitetskommando er den del af Forsvaret, som varetager Forsvarets sundheds- og sanitetstjeneste. Forsvarets Sanitetskommando udvikler og rådgiver Forsvaret om sundhedstjeneste, sanitetstjeneste og militær fysisk træning samt står for driften af infirmerierne. Derudover foretager vi sundheds- og sanitetsfaglige inspektioner, udfører sundhedsfaglige trusselsvurderinger og definerer de militære fysiske krav. Endvidere er Forsvarets Sanitetskommando ansvarlig for rekruttering og uddannelse af Forsvarets sundhedsfaglige personel, som tager hånd om vores soldater i nationale og internationale operationer og på de danske infirmerier. Igennem løsningen af disse opgaver, sikrer Forsvarets Sanitetskommando soldatens helbred.
Om stillingen
Du indgår i et tværfagligt team på 12 kollegaer på infirmeriet, som er en læge- og tandlægekonsultation for Forsvarets fastansatte og værnepligtige.

Dine arbejdsopgaver består blandt andet i at hjælpe med at koordinere helbredsundersøgelser, vaccinationer og konsultationer i samarbejde med infirmeriets øvrige personale.

Et infirmeri er at sammenligne med en lægekonsultation med tandklinik.
Du deltager i sygeplejen og du udfører blandt andet parakliniske undersøgelser, udfører behandling efter lægens ordination og foretager eventuelt vaccinationer.

Vi lægger vægt på et uformelt arbejdsklima til gavn for både medarbejdere og infirmeriets brugere, og du kan forvente at blive en del af en aktiv og engagerende arbejdsplads.

Forsvarets læge og -tandlægeklinikker har elektroniske booking- og journalsystemer.
Dit daglige tjenestested er ved infirmeriet på Antvorskov kaserne. Infirmeriet dækker også konsultationen på Bornholm og i Vordingborg, som er bemandet.
Om dig
Du har dansk autorisation som sygeplejerske og gerne relevant hospitalserfaring. Det er en fordel, hvis du har relevant efteruddannelse fra tidligere beskæftigelse f.eks. konsultations- og/eller behandlersygeplejerske.

Som person er du ansvarsbevist, struktureret og kan arbejde selvstændigt. Udover dette er du fleksibel, pragmatisk og har gode samarbejdsevner, som kommer til udtryk i dine kommunikative evner både internt og med vores eksterne samarbejdspartnere.
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i henhold til den enhver tid gældende overenskomst mellem Dansk Sygeplejeråd og staten. Aflønningen sker på NYLØN med en basisløn på 26.725,59 kr. om måneden. Afhængig af dine kvalifikationer, er der mulighed for at forhandle tillæg. Til stillingen hører en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 18% af den pensionsgivende løn.

Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du skal være indstillet på, at du indgår i Forsvarets samlede opgaveløsning.

Kontakt for yderligere information:
Du er meget velkommen til at høre mere om stillingen hos afdelingssygeplejerske Charlotte Brusen på telefon 7281 8175.

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent Charlotte Møller Nielsen på telefon 7281 9182.

Ansøgningsfristen er den 14. marts 2021. Vi forventer, at holde samtaler ultimo uge 11.

Stillingen er til besættelse pr. 1. april 2021, eller snarest derefter.

Vi beder dig om at søge stillingen via linket. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes som pdf-filer. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Slagelse, Danmark

Lokation

Region Sjælland

Værn

Civil

Funktionsniveau

C200

Ansøgningsfrist

14.03.2021

Indrykningsdato

17.02.2021

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent