Har du det, der skal til for at styrke Forsvarets samarbejde med industrien?


Har du det, der skal til for at styrke Forsvarets samarbejde med industrien?

Trives du med selvstændighed i din hverdag, er du opsøgende i din tilgang til opgaverne og udadvendt som person og kollega? Har du ligeledes flair for koordination og rådgivning, og motiveres du i en udfordrende hverdag i et miljø, hvor networking, samarbejde og kvalitet er nøgleordene?

Så er du måske på vej til et nyt job ved Afdelingen for Internationalt og Industrielt Samarbejde ved Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, hvor vi søger en dedikerede medarbejder, som kan hjælpe os med at intensivere og styrke Forsvarets dialog og samarbejde med industrien.
Om os
Afdelingen for Internationalt og Industrielt Samarbejde håndterer koordination og rådgivning i forbindelse med Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelses (FMI) deltagelse i det internationale materielsamarbejde og samarbejdet med den danske forsvarsindustri. Vi betjener i denne sammenhæng direktøren for FMI.

I forbindelse med implementeringen af FMI’s forstærkede indkøbspolitik, arbejder vi for at sikre at samarbejde, dialog samt processerne mellem Forsvaret og industrien styrkes og udbredes til flere områder til gavn for såvel Forsvaret som industrien. Med afsæt i regeringens ”Open for Business strategi”, vil du, som vores nye kollega, blive en deal af et team der bidrager til at styrke dialogen og intensivere dette samarbejde - bl.a. gennem udvikling og implementering af en række nye tiltag og aktiviteter.

Afdelingen er også ansvarlig for sagsbehandling og koordination af FMI policy, direktiver og bestemmelser mv. inden for det internationale materielsamarbejde og samarbejdet med forsvarsindustrien.

Afdelingen består af et mix af militære og civile medarbejdere og er præget af et dynamisk miljø med en fri og uformel omgangstone, hvor faglighed og kollegialt fællesskab går hånd i hånd. Tempoet er oftest højt - og det samme er forventningen til kvaliteten af vores arbejde.
Om stillingen
Du bliver en del af en afdeling i stor udvikling, hvor du både vil kunne læne dig op af og sparre med erfarne kollegaer men også vil kunne lade dine ideer og nysgerrige tilgang udvikle sammen med nye kræfter. Du kommer til at arbejde selvstændigt og skal i den forbindelse løse både de driftslette, komplicerede og udviklende opgaver - naturligvis støttet af dine kollegaer.

Stillingsindholdet og opgaverne er varierende og med en god kompleksitet, der gør, at du har mulighed for at sætte eget aftryk på dit sagsområde.

Du vil over tid få mulighed for at prøve kræfter med en række opgaver og blive ansvarlig for områder inden for såvel det internationale som det industrielle område. Dine arbejdsopgaver fastlægges ud fra din løbende udvikling, kvalifikationer og kompetencer samt afdelingens prioritering og behov.

Da du på en række områder vil skulle lave oplæg direkte til materieldirektøren er det vigtigt, at du også kan arbejde ud fra en ”hensigt” og herunder behersker den samarbejdende diplomatiske tilgang og har den nødvendige politiske tæft.

Dine opgaver vil hovedsageligt ligge inden for nedenstående områder:

• Udmøntning af tiltagene i FMI’s forstærkede indkøbspolitik med særlig fokus på dialog med industrien. Dette indebærer bl.a. håndtering af den daglige kontakt og dialog med industrien, deltagelse i netværks- og dialogmøder, undervisningsaktiviteter samt orienteringer af industrien om kommende materielanskaffelser.
• I forbindelse med Forsvarets samarbejde med industrien, der er forankret i Forsvarets Industrikontor, udmøntes endvidere Forsvarsministeriets Open-for-Business strategi samt den nationale forsvarsindustrielle strategi, herunder udarbejdelse af policy og retningslinjer, relationspleje i forhold til industriens interesseorganisationer, deltagelse i møder, konferencer og materieludstillinger samt anden informationsindhentning og -udveksling.

Du bliver også involvereret i afdelingens øvrige opgaver, som f.eks. sagsbehandling, koordination og rådgivning i forbindelse med FMI’s deltagelse i det internationale materielsamarbejde, herunder særligt:

• Materielfaglig koordination af NATO fokusområder.
• FMI’s bidrag til det nordiske materielsamarbejde i regi af NORDEFCO.
• Udvikling af EU området, hvor der er særlig fokus på den europæiske forsvarsfond.
• Håndtering af det industrielle G2G samarbejde med USA inden for Foreign Military Sale.
• Planlægning af en række bilaterale møder i forhold til CHFMI funktion som national materieldirektør.
Om dig
Vi forestiller os, at du har en akademisk uddannelse, og vi ser gerne, at du har erfaring fra en lignende stilling på styrelses- eller ministerieniveau.

Alternativt er du officer og har gennemført Videreuddannelsestrin I/II, Master i Militære Studier eller tilsvarende ækvivalerende uddannelse, og har på niveauet erfaring med løsning af opgaver, der kræver gode samarbejdsevner og dømmekraft. Alternativt er du en erfaren kaptajn/kaptajnløjtnant, der allerede er i gang med MMS eller tilsvarende masteruddannelse.

Vi lægger vægt på, at du har et solidt kendskab til Forsvarets struktur og virkemåde og/eller indsigt i industrielt materielsamarbejde, idet den ideelle kandidat har erfaring fra begge miljøer.

Du skal i dette job være stærk på både mundtlig og skriftlig kommunikation og beherske engelsk. Kontakten til og servicering af dine kunder er en vigtig del af arbejdet. Vi forventer derfor, at du er selvstændig, initiativrig, udadvendt og god til at skabe netværk.

Derudover har du en fleksibel tilgang til dine rammer og opgaver, der vil spænde vidt og skifte karakter løbende.

Sidst, men ikke mindst, er du som person imødekommende, har en helhedsorienteret tilgang i forhold til afdelingens samlede opgaveportefølje, og du trives bedst i et harmonisk miljø, hvor alle bidrager til et godt arbejdsklima.
Ansættelsesvilkår
Som civil:
Du ansættes og aflønnes efter den til enhver tid gældende relevante overenskomst.
Alt efter dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Hertil kommer en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Som militær:
Stillingen besættes efter protokollat af 23. maj 2019 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.

Stillingen er indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer og orlogskaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Hvis du er kaptajn/kaptajnløjtnant og er i gang med at gennemføre Master i Militære Studier eller anden relevant masteruddannelse, kan du ansættes i stillingen mod, at der indgås en uddannelsesaftale, indtil uddannelseskravet kan honoreres. Ansættelse og aflønning sker i så fald som kaptajn/kaptajnløjtnant i henhold til reglerne for funktion i højere stilling. Udnævnelse og overgang til varig ansættelse som major/orlogskaptajn kan finde sted, når uddannelseskravet er opfyldt.

Du har som militært ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Som militær er ansættelsen betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger kan erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

Dit faste tjenestested er i Ballerup.

Som ansat under Forsvarsministeriets område, er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder bl.a., at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne gennem hele dit ansættelsesforhold.

Er du udpeget til INTOPS, bedes du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte oberstløjtnant Carsten Hasenfuss på telefon 25 60 05 68.

Har du spørgsmål til ansættelsesprocessen eller løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte HR-konsulent kaptajn Martin Fyrstenberg på telefon 32 66 59 00.

Ansøgningsfristen er den 24. januar 2021, og vi forventer at gennemføre samtaler i umiddelbar forlængelse af ansøgningsfristen.

Stillingen er til besættelse snarest muligt.

Vi vil bede dig søge stillingen via nedenstående link. Du bedes vedhæfte relevante dokumenter, såsom ansøgning, CV og uddannelsesbevis.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM FORSVARSMINISTERIETS MATERIEL- OG INDKØBSSTYRELSE
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) har, som styrelse under Forsvarsministeriets koncern, det overordnede ansvar for koncernens materiel- og informatiksystemer fra ’vugge til grav’. FMI har ca. 1.900 medarbejdere. Omkring 1.400 er civile, imens 500 er militære. Knap 850 af FMI’s ca. 1.900 medarbejdere er placeret i domicilet i Ballerup.

FMI’s hovedopgave er at anskaffe, vedligeholde og videreudvikle materiel til hele Forsvarsministeriets koncern, lige fra kampvogne, skibe og jagerfly til IT-udstyr, feltrationer og lommeknive. Til at gøre dette administrerer FMI årligt ca. 9 mia. kr. svarende til ca. 1/3 af det samlede forsvarsbudget. Pengene bliver brugt til at yde den bedst mulige støtte til især de udsendte styrker og operative enheder, da det er støtten hertil, som altid er i centrum.
  
  
  
Generel information

Tjenestested

Ballerup, Danmark

Lokation

Region Hovedstaden

Værn

Værnsfælles

Funktionsniveau

M331 Løngruppe 5 Major/orlogskaptajn

Ansøgningsfrist

24.01.2021

Indrykningsdato

11.01.2021

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent