IT Service Continuity Manager/beredskabsmanager til Koncern IT i Forsvarsministeriet


IT Service Continuity Manager/beredskabsmanager til Koncern IT i Forsvarsministeriet

Brænder du for sikkerhed og for at være med til at sikre it til Forsvarsministeriets opgaveløsning under alle forhold som terror, naturkatastrofer og pandemi?

Koncern it har en udfordrende og alsidig stilling klar, hvor du arbejder tæt sammen med ledelsen, og hvor du byder ind med dine kompetencer og erfaringer med beredskab, sikkerhed, it-driftsprocesser samt gode samarbejdsevner.
Om os
Koncern IT er en højt specialiseret it-arbejdsplads, der har ansvaret for drift, vedligeholdelse og udvikling af it-løsninger/-systemer til vores kunder i Forsvarsministeriets koncern.

Netop nu gennemføres også en gennemgribende it-modernisering, hvor vi er ved at implementere en helt ny strategi, der bl.a. byder på konsolidering af systemer i hele koncernen, ny teknologi, etableringen af nye datacentre og en helt ny organisation i rammen af Program It-konsolidering og transformation (PIT).

Stillingen er placeret i Koordinationsafdelingens Styringssektion, der støtter Koncern IT’s ledelse med overordnet styring af Koncern IT’s produktion af it-systemer/-services. Vores mål er at have en velfungerende tværgående styring, hvor drift, vedligeholdelse, udvikling og implementering af løsninger sker gennem en styret og effektivt proces i tæt samarbejde med vores kunder.

Vi søger derfor konstant at optimere etablerede arbejdsprocesser og governance. Som eksempel er vi netop i gang med en opdatering af beredskabsplaner for genetablering af it-services/-systemer. I samarbejde med PIT vil vi endvidere skulle sikre beredskabsplaner for konsoliderede systemer. Du får derfor stor indflydelse på udvikling af området.

Vi tilbyder en velfungerende arbejdsplads med gode muligheder for personlig kompetenceudvikling og indflydelse på en forholdsvis nyetableret afdeling, der fortsat arbejder med at udvikle ansvarsområderne og sikre tæt samarbejde internt i Koncern IT. Vi lægger vægt på et godt arbejdsmiljø i moderne rammer med en arbejdsuge på gennemsnitligt 37 timer, fleksibel arbejdstid og betalt frokostpause.

På vores arbejdsplads har du med andre ord tid til et liv ved siden af jobbet, uden du skal give afkald på kompetenceudvikling og relevante udfordringer.

Om stillingen
Det primære fokus er at udarbejde og vedligeholde Koncern IT’s overordnede IT Service Continuity Management-/beredskabskoncept, der sikrer sammenhæng mellem denne og underliggende Disaster Recovery-/beredskabsplaner for Koncern IT’s it-services.

Beredskabskonceptet understøtter koncernens operative enheders planer for indsættelser.

Du arbejder tæt sammen med Koncern IT’s ledelse i opgaveløsningen, hvor din opgave også er at levere ledelsesinfo og beslutningsoplæg, samt rådgive om tiltag og sikre opfølgning på ’taskere’.

Øvrige opgaver:

Støtte Koncern IT’s serviceansvarlige ift. beredskabsplaner for it-services, så de understøtter de aftaler, der er mellem os som leverandør og koncernen (Service Level Agreements)
Planlægge og gennemføre beredskabsøvelser for test af koncept og underliggende planer.

Identificerer og fremsætter anbefalinger til løsninger på infrastruktur- og forretningsudfordringer.

Understøtte Koncern IT’s beredskabsledelse:

Udføre sekretærfunktion, herunder indkalde til og facilitere møder.

Fungere som ”single point of contact” for løbende kommunikation til beredskabschefen og beredskabsledelsen.

Indsamle information og dokumentation i efterbehandlingsfasen til brug for evalueringsworkshop.

Kan indgå i beredskabsledelsen som beredskabskoordinator med ansvar for at etablere et sekretariat til at varetage støtteopgaver på områder som lokaler, kommunikation, logistik, forplejning, transport, økonomiopfølgning mm.
Om dig
Du er nytænkende og kreativ i din tilgang til opgaveløsningen i et helhedsperspektiv, hvor du evner at se muligheder, tage initiativ og arbejde systematisk, når det er nødvendigt.

Du har relevant erhvervserfaring og det vil være en fordel, hvis du har erfaring med statslig/offentlig styring. Du har f.eks. en it-faglig baggrund og gerne erfaring fra arbejdet med it-styring.

Alternativt er du officer M321 eller M331 med flere års erfaring fra forskellige stillinger i Forsvarsministeriets koncern og gerne med erfaring fra Forsvaret, Hjemmeværnet eller Beredskabsstyrelsen. Det er en fordel, hvis du har kendskab til it-området, beredskabsplanlægning/operativplanlægning og flair for styring og planlægning generelt.

Du er analytisk stærk og finder løsninger i komplekse problemstillinger, samtidig med at du formår at netværke og etablere stærke relationer. Du evner at kommunikere om teknisk komplekse informationer til såvel tekniske som ikke tekniske samarbejdspartnere, facilitere og sparre med alle dine interessenter, herunder ledelsen, forretningsinteressenter og tekniske eksperter.

Herudover har du gode samarbejdsevner og lyst til at tage ansvar for, at opgaverne kommer i mål både som en del af et team og selvstændigt.

Det er vigtigt for os som dine nye kolleger, at du har et godt humør, har lyst til fællesskabet og trives i et arbejdsmiljø, hvor der er frihed under ansvar og fokus på at gøre hinanden gode. Vi hjælper hinanden med at yde det bedst mulige. Ændringer i opgaver og udfordringer kan hurtigt opstå, og det er derfor vigtigt, at du trives med en fleksibel og omskiftelig hverdag.

Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du:

Har kendskab til it-driftsstyringsstandarder som ITIL.

Har erfaring indenfor IT Service Continuity Management/Business Continuity Management.
Har erfaringer med operativ beredskabsplanlægning.

Er du klar til ovenstående udfordringer, så har du potentialet til at blive vores nye kollega.

Vi glæder os til at læse din ansøgning og se dig til en samtale.
Ansættelsesvilkår
Der er tale om en fast stilling ved Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse med fast tjenestested i Hvidovre.

Stillingen besættes efter protokollat af 23. maj 2019 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.

Dette brede opslag omfatter kaptajner/kaptajnløjtnanter og majorer/orlogskaptajner i løngruppe 4 og 5. Stillingens indhold og niveau justeres efter den valgte kandidat.

Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte officerer i Forsvaret.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforbyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale missioner.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Hvis du har en civil baggrund, bliver du ansat efter den til enhver gældende overenskomst. Der vil i forbindelse med en ansættelse være mulighed for forhandling af tillæg, der modsvarer dine kvalifikationer.

Som ansat i Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Kontakt og ansøgning
Ønsker du at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte major Niels Majland Jørgensen på tlf. 7281 4321.

Hvis du vil vide mere omkring løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-Konsulent Pia Knudsen på tlf. 7281 9144 eller mail: fps-ba-bs206@mil.dk.

Stillingen er til besættelse pr. den 1. marts april 2021.

Ansøgningsfristen er søndag den 31. januar 2021. Samtaler forventes afholdt umiddelbart herefter.

Du bedes søge stillingen via linket. Du bedes scanne og vedhæfte relevante dokumenter, såsom CV, bevis for kandidatuddannelse mv.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

Kapacitetsansvarlig Koncern IT (KAKI)
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) har, som styrelse under Forsvarsministeriets koncern, det overordnede ansvar for koncernens materiel- og informatiksystemer fra ’vugge til grav’. FMI har ca. 1.900 medarbejdere. Omkring 1.400 er civile, imens 500 er militære. Ca. 300 af FMI’s 1.900 medarbejdere er placeret i domicilet i Hvidovre.

Kapacitetsansvarlig Koncern IT (KAKI) er en division under FMI, som driver, vedligeholder og ud-vikler koncernens netværk, applikationer og arbejdsstationer. Endvidere driver og udvikler KAKI bl.a. koncernens SAP-system, DeMars og Captia-baserede ESDH-løsning. KAKI forestår desuden koordinering, planlægning, ressource- og udliciteringsstyring samt sikkerhed og kvalitetsstyring mv. inden for informatikområdet for hele koncernen.

Koncern IT’s styring af drift og vedligeholdelse har siden 2004 været baseret på ITIL og er værktøjsunderstøttet med BMC Remedy. Projekter styres iht. principperne i Axelos PRINCE2 og Statens It-projektmodel (SIPMO). Endvidere anvendes Axelos Management of Succesful Programs (MSP) og Management of Portfolios (MoP), som ramme for koncernens program- og porteføljestyring.
  
  
  
Generel information

Tjenestested

Hvidovre, Danmark

Lokation

Region Hovedstaden

Værn

Værnsfælles

Funktionsniveau

M331 Løngruppe 5 Major/orlogskaptajn

Ansøgningsfrist

31.01.2021

Indrykningsdato

08.01.2021

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent