Kaptajnløjtnant søges som navigationsofficer til ABSALON
Stillingen er nyoprettet som kaptajnløjtnant, hvorfor der medfølger et betydeligt større ansvarsområde end, hvad der forventedes i den tidligere premierløjtnantsstilling.
Navigationsofficeren er ansvarlig for broen og har kommunikationssektionen samt andre vagtchefer underlagt. Derfor skal du være med til i samarbejde med operationsofficeren at udvikle dette område, således at der sikres optimal effekt i opgaveløsningen. ABSALON er ofte flagskib og denne nye navigationsofficer vil være afgørende i samarbejdet med commander task group om denne er ombord i ABSALON eller andetsteds.
ABSALON har i 2020 gennemført en indsættelse i Standing NATO Maritime Group 1 (SNMG1), og vil i 2. halvår gennemføre kortere sejladser med henblik på at sikre, at enheden er indsættelsesklar, når det påkræves. Pt. forventer vi indsættelse i Arktis Kommando i 2020 og indsættelse i SNMG1 i 2021. Dette program tillader en gradvis opbygning af erfaring, og vil kunne fungere godt som oplæringsforløb for en nytiltrådt.
Som leder af navigationstjenesten har du ansvaret for enhedens navigationsplanlægning, der indeholder alt fra indhentning af diplomatiske tilladelser, planlægning i elektroniske søkort og til meteorologitjeneste.
Stillingen indebærer også, at du har ansvaret for uddannelsen og udviklingen af bropersonel (menige og officerer) og udstikker retningen for broorganisationens opgaveløsning. Til alt dette har du en organisation, du uddelegerer opgaver til.
Du indgår i vagtcheftørnen sammen med tre andre vagtchefer og i er dermed stedfortræder for chefen på broen. Du er med til at stå for skibets sikre sejlads, og under klart skib er du bridge manager.
Enhedens opgaver og størrelsen på organisationen ombord på ABSALON stiller store krav til overblik, fremsynethed, fleksibilitet og evner til at bruge organisationen.
Som følge af et til tider højt arbejdstempo stilles der også høje krav til, at du både kan arbejde individuelt og samarbejde med andre. I forbindelse med øvelser og operationer bliver du inddraget i enhedens taktiske planlægning igennem 7Q planlægningsprocesser. Ansvaret og arbejdsopgaverne i et skarpt miljø medfører, at du får et unikt kollegialt forhold til de øvrige officerer ombord.
Udgangspunktet for den daglige tjeneste er fra basehavnen i Frederikshavn. Størstedelen af ABSALONS officerer har langt til det faste tjenestested, hvorfor hverdagen er indrettet yderst fleksibelt for netop at imødegå dette. Du vil få udleveret en FAP ved tiltrædelse således at hjemmearbejde er muligt.
Vi vil i fællesskab opstille et udviklingsforløb, der vil give dig de nødvendige kompetencer, der skal til for at bestride stillingen samt sikre din udvikling fremadrettet.
Du har en enestående mulighed for at bestride en udfordrende og meningsfuld stilling, der skal vise vejen frem for broorganisationen i 2. ESK. Du tilbydes en stilling, hvor du vil få tildelt et stort ansvar og gode muligheder for personlig og arbejdsmæssig udvikling. Du vil blive en central figur i ABSALON virke.
- Erfaring som vagtchef fra tidligere stillinger.
- Gennemført taktiske officersmoduler.
- Taktisk erfaring fra operationer og øvelser.
- Erfaring med sejlads i flådestyrker.
- Stor navigatorisk faglighed.
- Positiv indstilling og ”can do” mentalitet.
- Gode evner til at indgå i samarbejde med kollegaer.
- Evne til at gøre denne nye stilling til ”din” og omsætte ideer til handling.
Sidst men vigtigst: Du har modet til at vise, hvordan DU ser, at denne stilling skal give bedst effekt for Søværnet!
Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Hvis du er premierløjtnant kan du ansættes i stillingen mod, at der indgås en uddannelsesaftale. Ansættelse og aflønning sker i så fald som premierløjtnant i henhold til reglerne for funktion i højere stilling. Udnævnelse og overgang til varig ansættelse som kaptajnløjtnant kan finde sted, når uddannelseskravet er opfyldt.
Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet, ligesom du er forpligtet til at deltage i fredsskabende og fredsbevarende operationer m.v.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer. Du skal have godkendt blåt bevis.
Fast tjenested vil være Flådestation Frederikshavn.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte operationsofficeren på ABSALON, KL Rasmus Bæk Nielsen Mail: 2E-ABSL-OPO@mil.dk tlf: 72 85 44 93.
Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, kan du tage kontakt til Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent KL Ole Johnny Frederiksen på telefon 32 66 51 50.
Ansøgningsfristen er den 21. februar 2021.
Ansættelsesdato 1. april 2021.
Samtaler til stillingen forventes gennemført i uge 8 via VTC eller telefon.
Send ansøgningen elektronisk via linket ”Søg jobbet”.
Du må gerne vedlægge de FOKUS bedømmelser, du finder relevante for stillingen.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Send motiveret ansøgning og CV via linket hvor FOKUS, eksamenspapirer og andre relevante dokumenter også kan vedhæftes. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.