IT-medarbejder til infrastrukturafdelingen i Forsvarets IT


IT-medarbejder til infrastrukturafdelingen i Forsvarets IT

Vil du være med til at varetage den daglige drift og vedligeholdelse af vores SCCM-installation? Har du en solid teoretisk viden om SCCM og øvrige Microsoft Server teknologier? Så er du måske vores nye IT-medarbejder til infrastrukturafdelingen i Forsvarets IT.
Om os
Forsvarets mission er at arbejde for fred og sikkerhed i både Danmark og verden. Til støtte for dette, stiller Forsvaret krav om en IT-infrastruktur af meget høj kvalitet, der både er sikker, effektiv samt tilbyder moderne tjenester baseret på de nyeste teknologier fra bl.a. HP, Cisco og Microsoft.

Koncern IT er en af landets største IT-virksomheder og løser en række spændende drifts- og udviklingsopgaver. Disse skaber fundamentet for kommunikation og IT for Forsvarets ansatte ombord på skibe i Nordatlanten eller på mission i ørkenen – men også i Oksbøl og Hjørring.

Vi skal både være effektive og samtidig levere gode, brugervenlige IT-tjenester til Forsvarets ansatte. Åbenhed, ærlighed og loyalitet er kodeordene for et godt samarbejde hos os.

Vi lægger vægt på et godt arbejdsmiljø i moderne rammer, fleksibel arbejdstid og betalt frokostpause. På vores unikke arbejdsplads har du med andre ord tid til et liv ved siden af, uden du skal give afkald på kompetenceudvikling og relevante udfordringer!

Vores sektion (Core Drifts- og Koordinationsstøtte) består pt. af 17 medarbejdere. Sektionen er en del af Infrastrukturafdelingen (Core), som hører under Koncern IT, der er en afdeling under Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

Vi bor på Helseholmen i Hvidovre (Avedøre Holme), men forventer at blive samlet under hele Materielstyrelsen i Ballerup.
Om stillingen
Du bliver hos Forsvarets IT en del af en sektion med 17 højt specialiserede medarbejdere, som yder støtte til drift af den bagvedliggende infrastruktur.

Som IT-medarbejder arbejder du primært med Microsoft System Center Configuration Manager (SCCM) og MDM-systemer. Du kommer til at varetage den daglige drift og vedligeholdelse af SCCM, rapportering og, i samarbejde med 1-2 kolleger, udvikling af anvendelsen af SCCM. Målet er at gøre driften af infrastrukturen så effektiv og proaktiv som mulig. Vi benytter SCCM til management af desktops og servere i miljøer med op til 20.000 klienter.

Hos os, og ikke mindst Forsvaret, er det dine evner, dit engagement og dine ambitioner, der hjælper os med at forbedre hverdagen for vores udsendte soldater i hele verden. Til gengæld tilbyder vi dig muligheden for at indgå i et team af dygtige og engagerede IT-specialister, og der er en lang række af muligheder for personlig og faglig udvikling.
Om dig
Vi forestiller os, at du har en relevant IT-mæssig uddannelse gerne suppleret med 2-5 års erfaring fra en IT-administrativ stilling, men har du den rette profil og personlighed samt en solid teoretisk viden om SCCM og øvrige Microsoft Server teknologier, hører vi meget gerne fra dig, selvom du endnu ikke nødvendigvis har så meget praktisk erfaring.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med en eller flere af følgende teknologier; SCCM CB, Microsoft Updates (WSUS) – patch procedure, AD, PowerShell, OSD, Windows diverse platforme, Automatisering samt MDM systemer, f.eks. VMWare WS One.

Vi ser gerne, at du har en fornuftig viden om og erfaring med Microsoft infrastruktur med underliggende services og fejlsøgning indenfor disse. Du formår at kommunikere teknisk komplekse informationer til såvel tekniske som ikke-tekniske samarbejdspartnere og kolleger. Derudover behersker du dansk og engelsk i både skrift og tale på et fagteknisk niveau.

Det er essentielt for stillingen, at du er ansvarsbevidst, eftersom din adfærd kan påvirke mange tusinde brugere. Det er vigtigt, at du er i stand til at arbejde selvstændigt og både har mod og en stærk vilje til selv at finde vejen til målet. Du har et stærkt ønske om at udvikle dit speciale og lære nye ting.

Du trives i et arbejdsmiljø, hvor der er fokus på stabil drift af systemer, men hvor ændringer også kan ske hurtigt. Som person er du positiv af natur og søger løsninger i udfordringerne. Du er udviklingsorienteret, da du aktivt søger at øge din viden og færdigheder, og du deler gerne din tekniske viden med dine kollegaer.

Du arbejder engageret, er struktureret, kvalitetsbevidst og tager ansvar for både dine og sektionens opgaver, idet du er en holdspiller.
Ansættelsesvilkår
Du ansættes og aflønnes efter den til enhver tid gældende relevante overenskomst.

Alt efter dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Hertil kommer en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Som ansat under Forsvarsministeriets område, er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder bl.a., at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne gennem hele dit ansættelsesforhold.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Sektionschef Andreas Weis Kalckar på telefon 7281 4633.

Har du spørgsmål til ansættelsesprocessen eller løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Julie Palmquist på telefon 7281 9159 indtil d. 26. november 2020. Herefter kan du med fordel kontakte Lars Holte på telefon 7281 9158.

Ansøgningsfristen er den 8. december 2020. Vi holder samtaler løbende. Stillingen er til besættelse snarest herefter.

Du kan søge stillingen via linket. Du bedes vedhæftet relevante dokumenter, såsom ansøgning, CV og uddannelsesbevis.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen.
Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM KAPACITETSANSVARLIG KONCERN IT
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) har, som styrelse under Forsvarsministeriets koncern, det overordnede ansvar for koncernens materiel- og informatiksystemer fra ’vugge til grav’. FMI har ca. 1.900 medarbejdere. Omkring 1.400 er civile, imens 500 er militære. Ca. 300 af FMI’s 1.900 medarbejdere er placeret i domicilet i Hvidovre.

Kapacitetsansvarlig Koncern IT (KAKI) er en division under FMI, som driver, vedligeholder og udvikler koncernens netværk, applikationer og arbejdsstationer. Endvidere driver og udvikler KAKI koncernens SAP-applikation DeMars. KAKI forestår desuden koordinering, planlægning, ressource- og udliciteringsstyring samt sikkerhed og kvalitetsstyring mv. inden for informatikområdet for hele koncernen.
  
  
  
Generel information

Tjenestested

Hvidovre, Danmark

Lokation

Region Hovedstaden

Værn

Civil

Funktionsniveau

C200

Ansøgningsfrist

08.12.2020

Indrykningsdato

17.11.2020

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent