Data Link Managers (DLM) til nyoprettede stillinger på fregatten PETER WILLEMOES.


Data Link Managers (DLM) til nyoprettede stillinger på fregatten PETER WILLEMOES.

Fregatten PETER WILLEMOES søger to oversergenter, der er klar til at stå helt i front under indfasningen af områdeluftforsvar på IVER-klassen.
Om os
Fregatten PETER WILLEMOES tilhører 2. Eskadre, der opstiller enheder til internationale maritime operationer i verdens brændpunkter – fra humanitær bistand til krigsoperationer. Skibet er én af tre fregatter i IVER HUITFELDT-klassen, som er Søværnets største og primære kampenheder. Fregatterne er højteknologiske skibe, der kan løse en bred vifte af sømilitære opgaver – nationalt såvel som internationalt.

2021 vil komme til at bære præg af opkøring imod FOST, hvor vi bl.a. skal gennemføre uddannelse i Tyskland og Storbritannien på enhedens vej mod såvel beredskab som internationale opgaver i 2022.

På PETER WILLEMOES har vi en stærk kultur om bord og vi ved, at det er vores faglige stolthed, kammeratskab og positive arbejdstilgang som gør, at PETER WILLEMOES ikke står tilbage for at løse enhver opgave. Du bliver derfor en del af en af robust og sammentømret kampenhed, hvor sammenhold og udvikling går hånd i hånd med en stærk militær og maritim ånd i en kampenhed, som aktivt bidrager til at rykke grænserne for, hvad fregatvåbnet og Søværnet kan.

Vi har i gennemsnit 125 sejldage årligt udenfor basehavnen i Korsør, hvor vi har operationer og øvelser i danske og udenlandske farvande. De bliver typisk fordelt med øvelser på 10-20 dage, patruljering i op til 6 uger af gangen og i beredskabsperioden med sejlads af 3-4 måneders varighed.

Vi lægger vægt på fleksible rammer under ansvar, indenfor de muligheder som Forsvarets fokus på tilpasning af opgaver og organisation giver.
Om stillingen
Stillingen som DLM er nyoprettet i forbindelse med indfasning af områdeluftforsvar på IVER-klassen. Der er tale om en helt ny og spændende stilling, og hvis du lever op til ansættelseskriterierne, så kan det måske være dig, der bliver en central nøglespiller i drift og udvikling af link management. IVER-klassen er ved at tage det næste store skridt mod rollen som luftforsvarsfregatter. Skal du være med?

Som DLM får du en afgørende rolle i skibets evne til at føre effektiv luftkrig. Udveksling af data over link er en kerneforudsætning for luftforsvar, og du vil som DLM have det overordnede ansvar for at tilsikre, at skibets link-systemer anvendes hensigtsmæssigt og integreres effektivt i skibets taktiske virke.

Stillingen som DLM er specialiseret og målrettet mod et spændende teknisk og taktisk felt, der er i rivende udvikling i Søværnet. Som DLM har du ansvaret for at få det tekniske og taktiske til at gå op i en højere enhed, så skibet til enhver tid har effektiv dataudveksling over link under operationer og øvelser.

Du kommer desuden til at fungere som Terminal Area Security Officer (TASO) for kampinformationssektionens klassificerede IT-systemer, og vil herigennem have ansvar for korrekt sikkerhedsmæssig konfiguration og anvendelse.

Som DLM kommer du til at stå helt fremme i front af indfasning og udvikling af områdeluftforsvar. Der er tale om en stilling, der kræver faglighed, selvstændighed og specialiseret viden. Da stillingen er ny, kan du forvente at skulle bidrage aktivt til at udvikle rammerne for stillingen og link-området væsentligt i starten.

Division 21 er interesseret i, at nye DLM kommer ud og virke der, hvor der er behov for dem i forhold til indfasning af områdeluftforsvar, øvelser og operationer. Udlån af både kortere og længere varighed til andre enheder kan derfor komme på tale. Det er et krav, at du er indforstået med dette forhold, såfremt du ønsker at besætte stillingen.

Som DLM vil du også kunne fungere som vagtholdsleder i operationsrummet, når behovet opstår.

Vi kan tilbyde en ny og spændende stilling med store muligheder for at påvirke indhold, arbejdsgang og udvikling. Desuden kan vi tilbyde et fagspecifikt uddannelsesforløb, da der er tale om en stilling, der kræver en stor portion specialiseret viden og dermed kurser. Da der er tale om en nyoprettet stilling, skal du være forberedt på selv at bidrage aktivt til at udforme dit uddannelsesforløb.

Hvis du vil være en kernespiller i at forme IVER-klassens fremtid, så er stillingen som DLM et sted, hvor du kan levere et stort fodaftryk.
Om dig
Du er oversergent eller sergent inden for kampinformation og være klar til udnævnelse. Du har operativ erfaring fra sejlende tjeneste – gerne fra IVER-klassen. Du har erfaring med Søværnets forskellige link-systemer, herunder Link 11, Link 16 og JREAP, og har en solid faglighed indenfor kampinformation og anvendelse af C-FLEX.

Som DLM skal du først og fremmest være selvstændig, udviklingsorienteret og klar på at specialisere dig fagligt. En interesse for både teknisk og taktisk integration af dataudveksling og kampinformation er derfor central for din succes i stillingen.

Du skal besidde gode samarbejdsevner, idet du kommer til at arbejde tværfagligt med dine kollegaer fra både operationsdivisionen og våben- og elektronikdivisionen. Du skal kunne drive og forstå det tydelige vekselvirke mellem teknik og taktik.

Da udlån vil komme på tale, skal du være fleksibel og omstillingsparat, og klar på at udvikle link på tværs af alle enhederne i Division 21 i samarbejde med dine DLM-kollegaer.

Følgende kurser er et krav:

- TAC 012 – KI videregående
- TAC 216 – LINK 16 foundation
- TAC 111 – LINK11 for operatører

Følgende kurser er ønskelige:

- Data LINK Manager/Interface Control Officers course
- TASO-kursus (FSR 905)
- MLS fabrikskursus
- TAC 012 – Videregående kampinformation
- TAC 640 – MCCIS operatør
- TAC 620 – SITAWARE operatør

Hvis du har en gymnasial uddannelse (STX, HHX, HTX eller HF), kan du senere som medarbejder i Søværnet søge ind på Søværnets løjtnantsuddannelse og blive officer i Søværnet. Læs mere om løjtnantsuddannelsen her (link: https://karriere.forsvaret.dk/uddannelse/soevaernet/lojtnant/)

Ansættelsesvilkår
Stillingen er en oversergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.

Stillingen kan besættes af en sergent med et godt udviklingspotentiale. I så fald vil aflønningen ske i henhold til stillingens lønniveau og der vil blive udarbejdet en udviklingskontrakt m.h.p. gennemgang af den nødvendige strukturelle uddannelse.

Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvaret, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.

Dit faste tjenestested vil være i Korsør

Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.


KONTAKT OG ANSØGNING
Nærmere oplysning om stillingsindholdet kan fås ved henvendelse til operationsofficeren på PETER WILLEMOES, Mads Bovbjerg, 2E-WILM-OPO@MIL.dk eller telefon 30 16 94 33.
Alternativt CSG John Rasmussen, SCA-K-BEM02, telefon 72 85 75 22.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Birgit Dyrholm ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på mail FPS-BA-BS251@MIL.DK eller på tlf. nr. 7281 9171.

Ansøgningsfrist er 15. december 2020 og samtaler forventes afholdt i løbet af december og januar.

Stillingen er til besættelse 1. februar 2021

Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.

FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM 2. ESKADRE
2. Eskadre er den primære leverandør af Danmarks sømilitære kampevne. Eskadren løser opgaver i danske farvande, regionalt og globalt. Opgaverne spænder fra bidrag ved humanitære operationer til indsættelse i krigsmæssige operationer.
2. Eskadre består af moderne højteknologiske skibe: Fregatter, støtteskibe, minerydningsenheder samt Søværnets Dykkertjeneste som varetager alle dykkerrelaterede opgaver i Søværnet. Eskadren gennemfører også de taktiske og våbenmæssige uddannelser for hele Søværnet på Center for Taktik samt Center for Våben.
2. Eskadre ønsker at være en god arbejdsplads og vores fokus er at få det komplekse samspil mellem besætninger og en avanceret teknologi til at fungere for at kunne løse Søværnets opgave: At sikre Danmarks interesser fra havet – med magt om nødvendigt.

  
  
  
Generel information

Tjenestested

Korsør, Danmark

Lokation

Region Sjælland

Værn

Søværnet

Funktionsniveau

M221 Oversergent

Ansøgningsfrist

15.12.2020

Indrykningsdato

13.11.2020

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent