Sikkerhedsofficer til Forsvarsministeriets Personalestyrelse


Sikkerhedsofficer til Forsvarsministeriets Personalestyrelse

Synes du sikkerhed er både spændende og vigtigt? Og trives du med at have et stort ansvar og selvstændighed i opgaveløsningen? Så har vi det helt rette job til dig i en velfungerende organisation.
Om os
Service- og Administrationssekretariatet er placeret ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse i Ballerup.

Vi håndterer Personalestyrelsens interne og driftsmæssige forhold herunder militær sikkerhed.
Om stillingen
Som sikkerhedsofficer vil du løse alle opgaver forbundet med den militære sikkerhedstjeneste, herunder fysisk sikkerhed og personelsikkerhed. Du har ansvar for at være på forkant med sikkerhedssituationen og at gennemføre praktisk risikostyring og vil blandt andet stå for at udarbejde sikkerhedsinstruks og sikringsplan.

Du kommer til at have en tæt dialog med de assisterende sikkerhedsofficerer ved de decentrale enheder under styrelsen inklusiv Veterancentret, ligesom du kommer til at arbejde tæt sammen med FPS informationssikkerheds- og GDPR-team.

Nye medarbejdere skal alle gennemføre en sikkerhedsuddannelse, og det er dig, der står for tilrettelæggelse og undervisning ca. en gang om måneden.

Derudover skal du som sikkerhedsofficer blandt andet varetage følgende opgaver:
- Behandle sager vedrørende den militære sikkerhedstjeneste.
- Rådgive chefer i spørgsmål og sager vedrørende den militære sikkerhedstjeneste.
- Orientere nytiltrådte chefer om status vedr. den militære sikkerhed ved myndigheden, herunder navnlig risikovurderinger og sikringsplaner.
- På chefens foranledning tilrettelægge og gennemføre intern kontrol af den militære sikkerhed.
- Rapportere om brud på den militære sikkerhed og andre sikkerhedsmæssige hændelser.

Vi tilbyder en spændende stilling i et fagligt miljø med høj grad af videndeling og samarbejde blandt dedikerede medarbejdere. Omgangstonen er uformel og vi har overskud til også at have det hyggeligt sammen, selvom vi har travlt.

Stillingen er på 37 timer ugentligt.
Om dig
Vi forventer, du er kaptajn/kaptajnløjtnant eller chefsergent.

Stillingen kan også besættes af en seniorsergent med et godt udviklingspotentiale. I så fald vil aflønningen ske i henhold til stillingens lønniveau. Såfremt du ikke allerede har kurser og/eller uddannelse der kan betyde, at du kan udnævnes til chefsergent, skal der udfærdiges en uddannelsesaftale med henblik på gennemførelse af den nødvendige strukturelle uddannelse.

Du har en god sikkerhedsforståelse og opmærksomhed, da det er en grundlæggende forudsætning for, at en afbalanceret militær sikkerhed kan opretholdes. Du har gennemført uddannelsen som sikkerhedsofficer, og det vil være en fordel, hvis du også har en kryptosikkerhedsofficersuddannelse.

For at kunne løse dine opgaver på bedste vis er det en fordel, hvis du er struktureret og god til at holde hovedet koldt og bevare overblikket. Som person skal du kunne begå dig på alle niveauer i organisationen, da sikkerhedsofficerens opgaver relaterer sig til myndighedens eller enhedens opgaveportefølje. Du skal fremstå som et godt eksempel som person, medvirke til at skabe korpsånd og være synlig i dagligdagen.
Ansættelsesvilkår
Du bliver ansat og aflønnet efter gældende overenskomst.

Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvaret, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.

Dit faste tjenestested vil være i Ballerup.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING:
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefen for Service- og Administrationssekretariatet kommandørkaptajn Alan Damm på telefon 41 72 92 12.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Mette Sihm ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på mail fps-ba-bs249@mil.dk eller telefon 72 81 96 96.

Ansøgningsfristen er den 25. oktober 2020. Vi forventer at afholde samtaler umiddelbart herefter. Stillingen er ledig til besættelse snarest muligt efter den 1. november 2020.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM FORSVARSMINISTERIETS PERSONALESTYRELSE
Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS) er overordnet ansvarlig for personaleområdet og HR-driften i Forsvarsministeriets koncern. Koncernen omfatter Forsvarskommandoen, Beredskabsstyrelsen, Forsvarets Efterretningstjeneste, Hjemmeværnet samt en række styrelser såsom Materiel- og Indkøbsstyrelsen, Ejendomsstyrelsen og Personalestyrelsen.

Vi støtter med rekruttering, dels til koncernens mange uddannelser, dels til de ca. 20.000 faste stillinger og de 3.500 stillinger i reserven. Vi rådgiver om HR og arbejdsmiljø, indkalder til Forsvarets Dag, forhandler overenskomster og yder støtte til veteraner og pårørende. Vi har desuden det faglige ansvar for udvikling og udmøntning af koncernens HR-strategiske tiltag.

FPS er som arbejdsplads kendetegnet ved høj faglighed, fokus på videndeling, gode menneskelige relationer og et velfungerende arbejdsmiljø.
Hovedsædet er placeret i Ballerup med decentrale partnerelementer og rekrutteringscentre rundt om i hele landet. Veterancentret, der er en del af FPS, er placeret i Ringsted.
  
  
  
Generel information

Tjenestested

Ballerup, Danmark

Lokation

Region Hovedstaden

Værn

Værnsfælles

Funktionsniveau

M321 Løngruppe 4 Kaptajn/kaptajnløjtnant

Ansøgningsfrist

25.10.2020

Indrykningsdato

07.10.2020

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent