Leder/Sagsbehandler til KAMA artillerisektion


Leder/Sagsbehandler til KAMA artillerisektion

Brænder du for at arbejde i et spændende og dynamisk organisation, så er denne stilling i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse måske noget for dig.
Har du også lyst til at arbejde med søværnets artilleri og CEROS ildledelsessystemet, så læs her.
Om os
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) i Ballerup anskaffer, drifter og bortskaffer materiel for Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet. Den ledige stilling er i Kapacitetscenter Maritim (KAMA) hvis ansvarsportefølje primært er søværnsrelateret.

Stillingen er i Artillerisektionen (KC AR), hvis primære opgave er at dække al materielfaglig sagsbehandling for ildledelsessystemer, 35mm, 76mm og 127mm artillerisystemer med tilhørende ammunition i søværnets enheder og på søværnets skoler. Vi er et team på 10 medarbejdere og sektionens opgaver spænder vidt fra materielindkøb, materielintroduktion, DeMars-løsninger til igangsættelse/drift af automatisk PM datakørsler samt idriftsætning af artillerisystemer.
Om stillingen
Til den faste stilling søges en kaptajnløjtnant eller overværkmester med solid erfaring indenfor vedligeholdelsestjenesten, artilleri- og ildledelsessystemer om bord i søværnets enheder eller søværnets landtjenestesteder.

Du kommer primært til at indgå i et team, hvor dine opgaver primært bliver at støtte KC ARs Kapacitetsmanagers (KCM) og KC ARs tekniske sagsbehandlere med installation og idriftsætning af artilleri- og ildledelsessystemer, herunder udfærdigelse af våbensikkerhedsdokumentation. Der er endvidere selvstændigt sagsbehandling af andre tekniske problemstillinger specielt indenfor våbenområdet.

Du kommer til at arbejde i et dynamisk kontormiljø i vores hovedkontor i Ballerup. Der vil i perioder ligeledes være en del sejlads med søværnets enheder.

De vigtigste opgaver er:

- Ledelse, installation og idriftsætning af artilleri- og ildledelsessystemer.
- Ansvar for og deltagelse i udarbejdelse af kontrol- og våbensikkerhedsdokumentation.
- Teknisk sagsbehandling.
- Varetagelse af den faglige kontakt til relevante sagsbehandlere i KAMA samt Søværnskommandoen.

Vi tilbyder en udfordrende stilling i en moderne virksomhed, hvor vi tilgodeser den enkeltes potentiale. Det er en spændende og velfungerende arbejdsplads med en uformel omgangstone og engagerede
kollegaer. Danmarks engagement i internationale operationer gør, at vi kan have en travl hverdag, men samtidig lægger vægt på et godt arbejdsmiljø med mulighed for kompetenceudvikling.
Om dig
Vi forventer, at du er proaktiv, fleksibel og trives i et omskifteligt miljø.

Som civil forestiller vi os, at du har en erhvervsfaglig grunduddannelse, der er suppleret med en videreuddannelse som f.eks. en akademiuddannelse i Ledelse.

Du forstår at kommunikere og samarbejde tværfagligt med kollegaer med forskellig baggrund, og du trives med at løse mange forskelligartede opgaver i dagligdagen.
Derudover forventes, at du kan arbejde selvstændigt med stillede opgaver og formår at følge dem til dørs.

Sprogligt skal du kunne formulere dig både skriftligt og mundtligt på teknisk engelsk.

Det vil være en fordel:

- Hvis du besidder erfaring indenfor den maritime operative brug af artilleri og tilhørende ammunition, og at du har kendskab til søværnets sejlende enheder specielt indenfor våbenområdet.
- Har haft sejlende tjeneste som våbenteknisk officer eller tilsvarende.
- Har bred erfaring fra kapacitetscenterets ansvarsområder i øvrigt, f.eks. kurser i Ildledelsesanlæg M/85 eller Pjecetekniker M/85.
- Har gode ledelses- og samarbejdsevner.
- Har helhedsforståelse og gode analytiske evner.
- Har haft tjeneste som sagsbehandler ved NIV III og / eller f.eks. faggruppeleder.
Ansættelsesvilkår
Du bliver ansat og aflønnet efter gældende overenskomst.

Som civil bliver du ansat som overværkmester og aflønnes i henhold til gældende aftale mellem CO10, Centralforeningen for Stampersonel og Forsvarsministeriets Personalestyrelse.
Afhængigt af dine kvalifikationer vil der være mulighed for at forhandle tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 18%.

Som kaptajnløjtnant besættes efter protokollat af 23. maj 2019 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 4 som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes til HEM og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Hvis du har en militær baggrund, har du som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktbyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer. Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Såfremt du er premierløjtnant, vil der være mulighed for at indgå en uddannelsesaftale. Du vil i perioden frem til en eventuel udnævnelse i stillingen, bestride stillingen som funktion i højere stilling.

Hvis du har en militær baggrund er ansættelsen endvidere betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale missioner.

Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler.

KONTAKT OG ANSØGNING
Har du fået lyst til at høre mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte chef Kurt Hedegaard på telefon 72 81 55 41.
Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent Anders Erik Filtenborg på telefon 72 81 91 78.

Ansøgningsfristen er 25. oktober 2020, men vi forventer at afholde samtaler op til og løbende.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Du anmodes om at vedhæfte relevante dokumenter for uddannelse mv.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem diversitet og nytænkning. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

FORSVARSMINISTERIETS MATERIEL- OG INDKØBSSTYRELSE
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) fungerer som materielfagligt videnscenter og logistisk myndighed. I samarbejde med Forsvarskommandoen med underliggende værnskommandoer sikrer FMI rettidig støtte og forsyninger til Forsvarets igangværende operationer i ind- og udland. Det er FMI´s opgave at anskaffe, vedligeholde og videreudvikle materielkapaciteter for alle Forsvarets myndigheder lige fra kampvogne, skibe og jagerfly til støvler, feltrationer og lommeknive. FMI er en styrelse under Forsvarsministeriet og administrerer ca. en tredjedel af det samlede forsvarsbudget. Pengene bliver brugt til at yde den bedst mulige støtte til især de udsendte styrker og operative enheder.
  
  
  
Generel information

Tjenestested

Ballerup, Danmark

Lokation

Region Hovedstaden

Værn

Civil

Funktionsniveau

C300

Ansøgningsfrist

25.10.2020

Indrykningsdato

14.09.2020

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent