Engineering support opgaver ved F-16 sektionen i Ballerup - er det noget for dig


Engineering support opgaver ved F-16 sektionen i Ballerup - er det noget for dig

Har du lyst til et ansvarsfuldt job i en travl og varieret hverdag, hvor du vil opleve et spændende og fagligt højt arbejdsmiljø med ledelsesindhold samt et godt kollegialt samarbejde? Så er du måske vores nye medarbejder i kapacitetscenter F-16 ved Kapacitetsansvarlig Luftsystemer (KALU).
Om os
I KALU er vi systemansvarlige for materielsystemer til luftmilitære operationer. Vi varetager det overordnede driftsansvar for materielkapaciteterne, herunder anskaffer, forsyner, vedligeholder og bortskaffer materiel. I forretningsområdet FLY er vi ca. 50 kolleger, som har det overordnede ansvar for at drive og udvikle forsvarets fly og tilhørende støtteudstyr.

Vi samarbejder i et internationalt miljø med flyproducenter, industrien og andre nationer for at opnå de bedst mulige betingelser for driften af den enkelte flytype.

Som den øverste tekniske myndighed i forsvaret har vi systemansvaret for flytyperne, og har således ansvaret for vedligeholdelseskonceptet samt medvirker ved udarbejdelsen af strategien for videreudvikling af flytypen. Vi er en bredt sammensat sektion og består af specialister, herunder ingeniører og militære medarbejdere. Hos kapacitetscenter F-16 er vi et team på 18 medarbejdere, der primært arbejder med udvikling, drift og vedligeholdelse af F-16 flyet samt relaterede systemer.

Herunder 2 officerer der er udsendt i USA til varetagelse af danske interesser i flyets programudvikling og vedligeholdelse.
Om stillingen
Hvordan bliver din hverdag?
Du vil få et ansvarsfuldt job i en travl og varieret hverdag, hvor du skal varetage specifikke opgaver i relation til logistik, drift og vedligeholdelse af F-16 flyet inkl. undersystemer samt ledelsesmæssige ansvar. Du vil blive en del af F-16 sektionen, hvor du skal støtte ingeniørerne og de tekniske officerer i deres daglige virke samt projektleder Service Life Sustainment Program (SLSP) og udfasning af F-16.

Du kommer til at arbejde med logistik, drifts-, forsynings- og modifikationsopgaver til F-16 flyet indenfor alle områder, hvor du også vil have til ansvar at virke som bindeled mellem teamets forskellige sagsområder. Du vil få en vigtig rolle i F-16 Udfasningsprojekt og i SLSP, hvor du vil bidrage til løsning af logistiske og forsyningsmæssige opgaver, herunder sikre tilvejebringelse af materiel i rette tid, mængde og kvalitet. SLSP er et strukturvedligeholdelsesprogram, som medvirker til, at F-16 kan holdes operativ (flyvende) frem til udfasningen. Du vil indgå i F-16 udfasningsprojekt, som skal sikre en effektiv og sikker overgang til F-35, og som skal sikre en effektiv udfasning af F-16. Du vil derigennem kunne kvalificere dig til fremtidige stillinger i den fremtidige kampfly struktur.

Du skal forvente at arbejde procesorienteret, med fokus på, at opgaveløsningen sker korrekt. Derudover skal du bidrage til at udarbejde den nødvendige dokumentation, der danner grundlag for div. projekter, drift og udfasning.

Dine opgaver
Som vores nye kollega bliver dine arbejdsopgaver indenfor ovennævnte hovedområder, at varetage teknisk og administrativ sagsbehandling, herunder løsning af logistiske og materieltekniske problemstillinger på et højt fagligt niveau.

Herudover har du ansvar for:

• Engineering Support internt til sagsbehandlere (ingeniører og andet teknisk personale) og eksternt til Fighter Wing og Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste (FVT) primært til Produktionsområde Aalborg herunder plan for komponent vedligeholdelse, plan for lagerstyring/lagerstruktur samt ind- og udlån af materiel.
• Kontakt til USA herunder at behandle sager vedr. ændret brug af materiel Third Party Transfer
• At varetage daglig ledelse (i koordination med Projektlederen for Udfasningsprojektet) af (pt.) 2 forsyningsspecialister – i øjeblikket på Flyvestation Karup.
• At arrangere møder med logistisk indhold herunder lede/gennemføre møderne bl.a. Vedligeholdelseskoordinationsmøder (VKM) og møder både internt og eksternt bl.a. med kritisk liste indhold.
• At arbejde med kritiske forsyninger for at tilvejebringe disse i rette tid, mængde og kvalitet samt sted.
• At lede logistiske funktioner under udfasningsprojektet, herunder optimering af reparabelt lager.
• At oprette og lede anvendelsen af F-16 udfasning projektlagre og tilknyttet personel.

Endvidere forventes du at:

• Rådgive brugerne i driftsspørgsmål.
• Lede møder og sagsbehandling vedrørende brugernes logistiske udfordringer.
• Bidrage til udarbejdelse af dokumentationsgrundlaget for gennemførelse af vedligehold, modifikationer, reparationer og udfasning af F-16.
• Udøve selvstændig projektledelse og sagsbehandling af mindre projekter.
• Løse logistiske opgaver (fx lageroptimering, ajourføre/oprette materialestamdata, projektlager, kassation, indkøbsforberedende arbejde mv.).
• Rådgive og støtte sektionens sagsbehandlere i procesgangene for opgaveløsning.

Basen for Forsvarets kampfly er beliggende i Skrydstrup. Vedligeholdelsen af F-16 og dens tilhørende undersystemer udføres forskellige steder i Danmark og i udlandet. Der vil derfor være rejseaktivitet forbundet med stillingen.
Om dig
Du er officer, befalingsmand eller civil, f.eks. værkmester eller materielmester med en teknisk/logistisk baggrund, gerne med erfaring fra drift i relation til luftfart. Eller du er teknisk/logistisk uddannet officer fra hæren med baggrund i operativ logistik/J4 baggrund.
Du har administrativ erfaring – gerne med brug af SAP/R3 med særlig vægt på MM og PM. Herudover har du flair for IT-systemer, herunder MS office mm.

Det er afgørende, at du arbejder ansvarligt, er selvdreven og initiativrig samt har gode analytiske evner. I en travl hverdag kan du bevare overblikket og arbejde struktureret med komplekse problemstillinger. Det er naturligt for dig at rejse til og kommunikere med andre logistiske medarbejdere i forsvaret.

Du er god til at kommunikere og evner at formulere dig forståeligt på skrift og i tale på såvel dansk som engelsk. Du er en proaktiv og positivt engageret medspiller, som med fleksibilitet og åbenhed løser opgaver selvstændigt såvel som i team.

Vi kan tilbyde dig et ansvarsfuldt job med en travl og varieret hverdag. Du vil opleve et spændende, uformelt og fagligt højt arbejdsmiljø og et godt kollegialt samarbejde. Du vil selvfølgelig blive tilbudt den efteruddannelse, der skal til for at kunne varetage stillingen.
Ansættelsesvilkår
Som civil bliver du ansat og aflønnet efter den til enhver tid gældende overenskomst.

Som befalingsmand er dette en seniorsergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.
Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvaret, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst

Som officer besættes efter protokollat af 23. maj 2019 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.

Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner/kaptajnløjtnanter.

Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforbyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale missioner.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Hvis du er reserveofficer med relevant civil videregående uddannelse, vil du skulle realkompetenceafklares, for at kunne blive ansat som officer af linjen.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte oberstløjtnant Martin Pedersen på tlf.: 7281 5101 eller 2242 0154.

Har du spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent Anders Erik Filtenborg på telefon 7281 9178.

Ansøgningsfristen er den 23. august 2020, og vi forventer at afholde ansættelsessamtaler umiddelbart efter – formodentlig i uge 35.

Stillingen er til besættelse den 1. september 2020.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM FORSVARSMINISTERIETS MATERIEL- OG INDKØBSSTYRELSE
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) har, som styrelse under Forsvarsministeriets koncern, det overordnede ansvar for koncernens materiel- og informatiksystemer fra ’vugge til grav’. FMI har ca. 1.900 medarbejdere. Omkring 1.400 er civile, imens 500 er militære. Knap 850 af FMI’s ca. 1.900 medarbejdere er placeret i domicilet i Ballerup.

FMI’s hovedopgave er at anskaffe, vedligeholde og videreudvikle materiel til hele Forsvarsministeriets koncern, lige fra kampvogne, skibe og jagerfly til IT-udstyr, feltrationer og lommeknive. Til at gøre dette administrerer FMI årligt ca. 9 mia. kr. svarende til ca. 1/3 af det samlede forsvarsbudget. Pengene bliver brugt til at yde den bedst mulige støtte til især de udsendte styrker og operative enheder, da det er støtten hertil, som altid er i centrum.
  
  
  
Generel information

Tjenestested

Ballerup

Lokation

Region Hovedstaden

Værn

Værnsfælles

Funktionsniveau

C300

Ansøgningsfrist

23.08.2020

Indrykningsdato

28.07.2020

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent