Håndværker til Konstruktionskompagniet (genopslag)


Håndværker til Konstruktionskompagniet (genopslag)

Vil du være med til at sikre de bedst mulige forhold for vores styrkebidrag rundt omkring i verden? Er du omstillingsparat og fleksibel samtidig med, at du er en holdspiller?
Kan du sige ja til ovenstående, er stillingen som håndværker i Konstruktionskompagniet muligvis noget for dig.
Om os
Konstruktionskompagniet (KONSTKMP) er et specialistkompagni og en del af Ingeniørregimentet. Vi består af 152 medarbejdere fordelt i 5 delinger.
Kompagniet er værnsfælles, hvilket betyder, at vi på nuværende tidspunkt har personale fra både Flyvevåbnet og Hæren.
Konstruktionskompagniet er en del af 3 CBRN- og KONST-bataljon, hvis motto beskriver hverdagen meget godt: Everything – Everytime – Everywhere, Alting – Altid – Alle steder.

Delingerne i kompagniet består af en kommandodeling, to maskindelinger, en konstruktionsdeling, en lejrdeling og en infrastruktursektion.
Vores primære opgave består i, at støtte Forsvarets enheder i opbygning og vedligeholdelse af lejre.
Derudover løser vi alle tænkelige opgaver, både nationalt og internationalt. For tiden udsender vi camp-bidrag til Irak og Mali, men har også årligt medarbejdere på Grønland i en kortere periode for at vedligeholde Forsvarets faciliteter.

Kompagniet er kendetegnet ved et højt aktivitetsniveau med til tider mange rejsedage. Derudover er kompetenceudvikling en naturlig del af hverdagen.
Om stillingen
Som håndværker i Konstruktionskompagniet bidrager du til at løse kompagniets mange opgaver i ind- og udland. Hovedopgaven er etablering af lejre, men vi løser også en bred vifte af andre opgaver. Vi løser opgaverne som en enhed og du må derfor ikke forvente kun at løse opgaver indenfor dit eget fagområde.
Da stillingen er en militær håndværkerstilling er den grønne tjeneste også en væsentlig del at jobbet. Der er derfor, som i resten af Forsvaret, feltdage, skydebanedage og øvelser.
Om dig
Du er uddannet konstabel og har forrettet tilfredsstillende tjeneste. Derudover har du et svendebrev i et af fagene indenfor byggeindustrien (eksempelvis elektriker, tømrer eller VVS & Energi).

Som kommende håndværker i Konstruktionskompagniet er det vigtigt at du har en løsningsorienteret tilgang til opgaverne og besidder en vis portion kreativitet.

Har du relevante kurser er det naturligvis en fordel, hvis ikke sammensætter vi et forløb hvor du bibringes relevante kompetencer.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en faglig konstabel stilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved overenskomst mellem Forsvarets Personeltjeneste og Hærens Konstabel- og Korporalforening for konstabelgruppen af linjen og reserven, konstabelelever og korporaler af linjen og reserven i Hæren.

Dit faste tjenestested vil være i Skive.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kaptajn Kim Kenneth Jakobsen på telefon: 72 82 83 01 eller på mail: IGR-3B-300A@fiin.dk
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-Konsulent John K. Christiansen ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon: 72 81 91 63.
Såfremt du er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem diversitet og nytænkning. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM INGENIØRREGIMENTET
Ingeniørregimentet hører hjemme på Skive Kaserne, en af landets største kaserner.
Regimentets hovedopgave er at uddanne enheder indenfor de fem ingeniørspecialer; kampingeniør-, ammunitionsrydnings-, konstruktions-, geospatial- og CBRN-tjeneste.
Regimentet består af et garnisonsstøtteelement, tre professionelle bataljoner og en reservebataljon. Regimentet uddanner årligt knap 600 værnepligtige i regi af Hærens Basisuddannelse (HBU) og kursister fra alle våbenarter og værn.
Regimentet har også enheder på Pionergården på Vestamager, hvor dele af Ammunitionsrydningscenteret holder til.
Skive Kaserne huser også en reparationsdeling fra Trænregimentet, Prinsens Musikkorps, Hjemmeværnets Landsdelsregion Vest, Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- & Vestjylland samt Hjemmeværnsskolens Uddannelsescenter Midt- og Vestjylland. Derudover er der også elementer fra de funktionelle tjenester; bl.a. Driftsområde Skive under Forsvarsministeriet Ejendomsstyrelse samt Udleverende Depot Skive og Værkstedsområde Skive, begge under Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.
  
  
  
Generel information

Tjenestested

Skive

Lokation

Region Midtjylland

Værn

Hæren

Funktionsniveau

M112 Konstabelgruppen

Ansøgningsfrist

16.08.2020

Indrykningsdato

27.07.2020

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent