Anlægsgartner søges som grøn mand på Christiansø


Anlægsgartner søges som grøn mand på Christiansø

Har du et familieliv, der er udfordret på logistik og tid til de daglige gøremål?

Mangler du tid til fordybelse i dit håndværk?

Har du for lidt tid til egne interesser, sociale arrangementer, til at nyde naturen, hinanden og dine børn?

Så er Christiansø noget for dig.

Du skal være en alsidig og åbensindet håndværker og dit primære område bliver at vedligeholde øens grønne arealer i overensstemmelse med Drifts- og plejeplanen for Christiansø. Du indgår i øens håndværkerteam. Arbejdet udføres efter retningslinjer fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og Naturstyrelsen, som vi har et godt samarbejde med.
Om os
Christiansø Administration har alle de funktioner, der ligger i en almindelig kommune.
Du vil blive en del af et hold på 10 håndværkere. Vores opgave er at drive og vedligeholde de fredede bygninger og fæstningsværker, samt sikre forsyningen af el, varme og vand til beboere og besøgende på Christiansø. Udover håndværkere har vi ansatte i vores skole, bibliotek, administrationskontor og på havnen.

Da Christiansø hører direkte under statens administration, betales statsskat, men ikke kommuneskat. Dermed behøver en familie ikke nødvendigvis to fuldtidsindkomster.
Som ægtefælle/samlever skal man kunne se muligheder frem for begrænsninger. Der er forskellige muligheder for småjobs i løbet af året, både under administrationen og i det private alt efter årstiden. Så hvis han/hun har håndværksmæssige, kreative, formidlingsmæssige eller musikalske evner kombineret med lidt initiativrigdom og virkelyst, er der gode muligheder for at opnå en supplerende indtægt. Og måske har I også mulighed for at kunne medbringe noget distancearbejde. En løsning, der bruges af flere familier på øen.

Christiansø er en lille ø med mange muligheder, hvor alt nærmest er muligt.
Øen består p.t af rigtig mange initiativrige voksne, som er gode til at skabe et godt fællesskab både for børn og voksne, via forskellige aktiviteter og arrangementer. Lige nu har du mulighed for at deltage i powerwalk, hockey, morgenbadning (hele året) yoga, stolegymnastik, whiskylaug, filmaftener, bogklub, kajakklub, strikkemik. Ja, vi bestemmer selv, hvad vi vil berige vores øliv med.

Ølivet er altså ikke blot et 8-16 job. Det er en unik mulighed for at få samlet familien, og du har rig mulighed for at tilegne dig nye kompetencer i et meget alsidigt håndværkerteam. Alt sammen i vores rolige og smukke omgivelser på Christiansø.

Dine børn kan gå i en af Danmarks mindste skoler, med et kompetent lærerteam, som vil undervise på det niveau, hvor dit barn er. Som forældre har I gode muligheder for at præge skolen i den retning, I synes er vigtig.
Om stillingen
Da du vil blive den eneste grøn mand på øen, skal du være indstillet på i perioder også at stå alene med opgaverne. Men du indgår på daglig basis i et team på 10-12 håndværkere og vil have mulighed for at trække på hjælp fra dine kollegaer, og vil jævnligt skulle løse opgaver sammen med dem.
Opgaverne er alsidige, og det kræver, at du er indstillet på at være fleksibel, idet vi hjælper hinanden på tværs af de forskellige fagområder.

Stillingen indebærer også, at du skal indgå i øens brand- og redningsberedskab. Vi sørger for røgdykkeruddannelse.
Om dig
Du er faglært anlægsgartner, eller har en anden faglært uddannelse, som er beslægtet med naturpleje og pleje af grønne arealer.
Du skal kunne arbejde selvstændigt og har stor indflydelse på arbejdets tilrettelæggelse. Foruden din faglige kunnen, lægger vi også vægt på, at du og din medfølgende familie har personlige og sociale egenskaber, der kan bidrage til øens kulturelle og sociale liv.
Ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til den enhver tid gældende organisationsaftale for
Landbrugsarbejdere, gartneriarbejdere, gartnere og forsøgsmedarbejdere og den gældende fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentlige Ansattes Organisationer - Det Statslige område (OAO-S-Fællesoverenskomsten).
Alt efter dine kvalifikationer og kompetencer er der mulighed for forhandling af tillæg. Hertil kommer en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Du bliver en del af øens brand- og ulykkesberedskab, for hvilket der ydes et pensionsgivende rådighedstillæg for at være til rådighed for udkald ved brand eller ulykke.

Stillingen er en fuldtidsstilling, og der er en tjenestelejebolig knyttet til stillingen.
Ansættelsesstart er den 1. september 2020 eller efter aftale.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Kontakt og ansøgning
Har du og din familie spørgsmål til stillingen og livet på Christiansø, er du meget velkommen til at kontakte en af følgende:
- Jens Peter Koefoed (chef for Christiansø Administration) telefon 2031 2913
- Ejvind Jensen (souschef og far til 2 børn) telefon 2022 5603.
- Louise Pescettini (lærer, naturvejleder og mor til 3 børn) telefon 2232 2551
- Charlotte Kring (multibeskæftiget og mor til 4 børn) telefon 5353 9526

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Birgit Jepsen ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 728 19183.

Ansøgningsfristen er den 15. juni 2020. Vi forventer at gennemføre samtaler i to runder hhv. uge 26 i Ballerup og i uge 28/29/30 på Christiansø.

Din ansøgning bør indeholde:
• En beskrivelse af dine fagkompetencer med dokumentation og en beskrivelse af dine tidligere ansættelsesforhold og opgaver.
• En beskrivelse af din familie, dine børns alder og din ægtefælle/samboendes kompetencer og interesser.
• Et par ord om dine og familiens fritidsinteresser.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Vær opmærksom på, at bilag skal uploades som pdf. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning, derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset personlig baggrund, til at søge stillingen,

Om Ertholmene
Ertholmene – i daglig tale Christiansø - er Danmarks østligste øgruppe beliggende 18 kilometer nordøst for Bornholm. To af øerne (Christiansø og Frederiksø) er beboede. Der er p.t. 90 fastboende. Øerne er ikke en del af den kommunale struktur, idet de ejes af staten og hører under Forsvarsministeriet, som har ansat en administrator til både at være chef for den samlede virksomhed og til at varetage en række myndighedsopgaver. Oprindeligt var øerne en søfæstning og senere et fiskersamfund, men i dag er de først og fremmest en attraktion, der hver sommer besøges af ca. 45.000 turister. Det giver os, der bor her, en ganske betydelig værtsrolle. Hovedparten af de beboere, der har job, er håndværkere ansat under Christiansø Administration til at vedligeholde anlæg, de fredede bygninger, den unikke natur og de gamle fæstningsværker.

Man kan desuden orientere sig på disse hjemmesider:
christiansoe.dk
facebook.com/christiansoe
instagram.com/naturparkchristiansoe
facebook.com/christiansoeskole
  
  
  
Generel information

Tjenestested

Christiansø

Lokation

Region Hovedstaden

Værn

Civil

Funktionsniveau

C100

Ansøgningsfrist

15.06.2020

Indrykningsdato

19.05.2020

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent