IT Specialist / Systemadministrator


IT specialister / systemadministratorer til Danmarks måske mest atypiske IT-arbejdsplads

Vil du deltage i drift og udvikling af Forsvarets nye datacenter setup, infrastruktur og serverdrift?
Om os
Forsvaret både ligner og adskiller sig fra andre offentlige og private arbejdspladser. Vores mission er at arbejde for fred og sikkerhed i Danmark og i verden. Det stiller krav om en IT-infrastruktur af meget høj kvalitet, der er sikker og effektiv og som tilbyder moderne tjenester baseret på efterprøvede teknologier fra bl.a. Hitachi, HP, Cisco, WMware og Microsoft.

Vi løser drifts- og udviklingsopgaver, der skaber fundamentet for kommunikation og IT for Forsvarets ansatte om bord på skibe i Nordatlanten eller på mission i ørkenen – men også i Oksbøl og Hjørring.

Vi skal både være effektive og levere gode brugervenlige IT-tjenester til Forsvarets ansatte. Åbenhed, ærlighed og loyalitet er kodeordene for et godt samarbejde hos os.

Vi er ved at opbygge en solid projekt- og driftsorganisation, og du er en del af et højt specialiseret team af civile og militære medarbejdere. Sektionen er en del af Program IT Konsolidering og Transformation (PIT) under Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI).
Om stillingen
Dine arbejdsopgaver omhandler primært teknisk administration af Forsvarets SQL Databaser og øvrige MS SQL-produkter. Sammen med dine kollegaer har du ansvaret for at sikre den videre udvikling inden for området og sikre fortsat stabil drift. Du vil blive ansvarlig for en række mindre projekter, som du selv kører og fører til dørs.

Dine konkrete opgaver er at:
• arbejde med infrastruktur i eksisterende og nye miljøer
• deltage i flytning af it samt implementering af it-services
• installere SQL software
• udføre drift/udvikling/design af database-hoteller
• udføre kontrol og fejlsøgning
• bistå i design af applikationens datastruktur, konfiguration af sikkerhedspolitikker
• beskrive og udføre backup og restore strategier
• konfigurere overvågning
• håndtere de genererede alarmer af den konfigurerede overvågning
• oprette og nedlægge databaser til vores kunder

Hos os er det dine evner, dit engagement og dine ambitioner, der hjælper os med at forbedre hverdagen for vores udsendte soldater i hele verden. Til gengæld tilbyder vi dig mulighed personlig og faglig udvikling og for at indgå i et team af usædvanligt dygtige og engagerede IT-specialister.

Din arbejdsplads er Flyvestation Karup.
Om dig
Du har en relevant baggrund, som eksempelvis datatekniker, datamatiker eller IT-supporter.

Det er afgørende at du har kendskab til drift af SQL, herunder viden om SQL-drift i virtuelle miljøer og gerne erfaring med Linux og Windows Server. Din værktøjskasse indeholder desuden erfaring med forskellige versioner af SQL og din praktiske erfaring er gerne suppleret med en eller flere MS certificeringer med fokus på databaser. Alternativt har du flere års erfaring med Microsoft server infrastruktur og WMware. Du behersker dansk og engelsk i både skrift og tale på et fagteknisk niveau.

Vi forestiller os, at du har minimum 2-5 års erfaring fra en IT-administrativ stilling, men har du den rette profil og personlighed og en solid teoretisk viden om MS SQL og SQL-drift i virtuelle miljøer, hører vi meget gerne fra dig.

Du er en teamplayer, og du brænder for at udvikle dit speciale og for at lære nye ting. Du har et godt humør og kommunikerer teknisk komplekse informationer til både tekniske og ikke-tekniske samarbejdspartnere og kolleger.

Du arbejder engageret, struktureret, kvalitetsbevidst samt tager ansvar for både dine og sektionens opgaver. Du trives i et arbejdsmiljø, hvor der er fokus på stabil drift af systemer, men hvor ændringer også kan ske hurtigt. Som person er du positiv af natur og ser løsninger frem for udfordringer. Du brænder for at dygtiggøre dig, og du deler aktivt din tekniske viden med dine kollegaer.
Ansættelsesvilkår
Løn og ansættelse er i henhold til gældende fælles overenskomst på det statslige område samt organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere i statens tjeneste af 4. juli 2013 mellem Finansministeriet og HK/STAT-SAMDATA. Din samlede løn, består af en grundløn og et individuelt forhandlet tillæg, afhængig af dine kvalifikationer. Hertil kommer en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne gennem hele dit ansættelsesforhold.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Major Jesper Roelsgaard, chef for infrastruktursektionen i PIT på tlf. 53 33 00 73.
Har du spørgsmål til ansættelsesprocessen eller løn- og ansættelsesvilkår, kan du ringe til HR-konsulent, Karin Dupont på tlf. 32 66 51 88.

Send din ansøgning og CV snarest og senest den 14. juni 2020. Vi afholder samtaler løbende, da stillingerne er til besættelse snarest.

Medmindre du i forvejen er fastansat under Forsvarsministeriets Koncern, er der tale om en tidsbegrænset ansættelse med forventet udløb den 31. december 2023.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

MERE OM FMI
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) har, som styrelse under Forsvarsministeriets koncern, det overordnede ansvar for koncernens materiel- og informatiksystemer fra ’vugge til grav’. FMI har ca. 1.900 medarbejdere. Omkring 1.400 er civile, imens 500 er militære. Knap 850 af FMI’s ca. 1.900 medarbejdere er placeret i domicilet i Ballerup.
FMI’s hovedopgave er at anskaffe, vedligeholde og videreudvikle materiel til hele Forsvarsministeriets koncern, lige fra kampvogne, skibe og jagerfly til IT-udstyr, feltrationer og lommeknive. Til at gøre dette administrerer FMI årligt ca. 9 mia. kr. svarende til ca. 1/3 af det samlede forsvarsbudget. Pengene bliver brugt til at yde den bedst mulige støtte til især de udsendte styrker og operative enheder, da det er støtten hertil, som altid er i centrum.
  
  
  
Generel information

Tjenestested

Flyvestation Karup

Lokation

Region Midtjylland

Værn

Civil

Funktionsniveau

C300

Ansøgningsfrist

14.06.2020

Indrykningsdato

14.05.2020

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent