Kontorelever til Danmarks måske mest unikke arbejdsplads


Kontorelever til Danmarks måske mest unikke arbejdsplads

Trives du med ansvar og administrative udfordringer, og kunne du tænke dig en spændende kontoruddannelse, hvor du selv kan være med til at sætte målet? Så er det nu vi gerne vil se en ansøgning fra dig, da vi ved Forsvarsministeriet Materiel- og Indkøbsstyrelsen i Ballerup søger kontorelever.
Om os
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse er en styrelse under Forsvarsministeriet, der overordnet set indkøber, vedligeholder og udfaser materiel for alle forsvarets myndigheder - lige fra kampvogne, skibe og fly til gummistøvler og lommeknive.

Vi består af ca. 1000 engagerede medarbejdere, og du vil derfor komme til at arbejde i en stor organisation og få en bred kontaktflade.

Derudover har vi stor fokus på trivsel, både hos den enkelte men også i Forsvarsministeriet Materiel- og Indkøbsstyrelsen som helhed.
Om stillingen
Som kontorelev hos os får du en alsidig administrativ uddannelse, hvor der er mulighed for at styrke både faglige samt personlige kompetencer. Derudover vil du også i høj grad have mulighed for at påvirke dine opgaver ud fra dine kompetencer og dit engagement.

Udtale fra en tidligere elev:
"FMI er en stor arbejdsplads, og gennem min elevtid har jeg fået mulighed for at stifte bekendtskab med mange forskellige arbejdsgange, afdelinger og kollegaer.

Gennem et toårigt turnusforløb i tre forskellige afdelinger har jeg opnået et godt kendskab til de enkelte afdelingers arbejdsområder og tilegnet mig kompetencer, der har bidraget til afdelingernes opgaveløsning. Det har været et godt udgangspunkt for at indkredse mit egentlige interesse- og kompetenceområde.

Arbejdsglæden er i det hele taget i fokus i FMI. Både sociale arrangementer, faglige oplevelser, kollegaer og elevnetværk har bidraget til, at det både har været lærerigt og sjovt at være elev i FMI."
Om dig
Vi forventer, at du er åben og imødekommende. Du har lyst til at arbejde i en stor organisation, hvor du vil komme i kontakt med mange forskellige kollegaer. Du er mødestabil og brænder for en hverdag, hvor der både er varierende samt rutinemæssige opgaver, der skal løses. Du er servicemindet og sætter en ære i at følge dine opgaver til dørs med bedst mulige resultat.

Da indkøb ofte foregår med internationale leverandører er det vigtigt, at du kan formulere dig godt både mundtligt og skriftligt på dansk og engelsk.

Du motiveres af mange forskellige typer opgaver, og opsøger selvstændigt viden for at kunne løse opgaverne på bedst mulige måde. At indgå i en større elevgruppe er noget for dig, og det er naturligt for dig at bidrage og tage initiativer, der sikrer et godt sammenhold og elevnetværk.

Du har bestået/består EUD eller EUX med fagretning handel, en gymnasial uddannelse som STX, HTX, HF eller tilsvarende, og efterfølgende gennemført et kort grundforløb.
Er du over 25 år og har bestået HGS, bedes du vedlægge en uddannelsesplan (realkompetencevurdering, RKV) fra en erhvervsskole. Er du i tvivl om kravene bedes du kontakte en erhvervsskole.
Ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til den enhver tid gældende organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) og den enhver tid gældende
fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentlige Ansattes Organisationer - Det Statslige område (OAO-S-Fællesoverenskomsten).
Lønnen er afhængig af din alder. Lønnen for dig under 18 år, det første år kr. 11.290,92 pr. måned. Er du over 18 år, er lønnen det første år kr. 14.159,42 pr. måned. Er du over 25 år, er lønnen kr. 20.484,50 pr. måned.

Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Marika Landgren 7281 5993 eller Dorte Eibye på 7281 5981. Har du spørgsmål vedrørende løn og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent Lars Holte på 7281 9158

Sådan søger du
Hvis du er interesseret, skal du søge stillingen via nedenstående link, og du bedes vedhæfte relevante dokumenter til din ansøgning.
Ansøgningsfristen er den 24. april 2020.
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 20 til 21.
Uddannelsesstart 15. august 2020.

Forsvarsministeriet Materiel- og Indkøbsstyrelsen (FMI) har, som styrelse under Forsvarsministeriets koncern, det overordnede ansvar for koncernens materiel- og informatiksystemer fra ’vugge til grav’. FMI har ca. 1.900 medarbejdere. Omkring 1.400 er civile, imens 500 er militære. Knap 850 af FMI’s ca. 1.900 medarbejdere er placeret i domicilet i Ballerup. FMI’s hovedopgave er at anskaffe, vedligeholde og videreudvikle materiel til hele Forsvarsministeriets koncern, lige fra kampvogne, skibe og jagerfly til IT-udstyr, feltrationer og lommeknive. Til at gøre dette administrerer FMI årligt ca. 7 mia. kr. af det samlede forsvarsbudget. Pengene bliver brugt til at yde den bedst mulige støtte til især de udsendte styrker og operative enheder, da det er støtten hertil, som altid er i centrum.

  
  
  
Generel information

Tjenestested

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbstyrelse

Lokation

Region Hovedstaden

Værn

Civil

Funktionsniveau

C100

Ansøgningsfrist

24.04.2020

Indrykningsdato

23.03.2020

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejere

Tilmeld dig jobagent