Medarbejder ved Forsvarets Dag i Høvelte


Medarbejder ved Forsvarets Dag i Høvelte

Har du lyst til at være med til at rekruttere værnepligtige til Beredskabsstyrelsen og Forsvaret? Er du en god formidler, der kan kommunikere i øjenhøjde med unge mennesker og informere dem om værnepligt og uddannelsesmuligheder indenfor både Beredskabsstyrelsen og Forsvaret?
Om os
Forsvarets Dag er en del af Forsvarets Rekruttering og står for sessionsbehandling af unge mænd og kvinder og ikke mindst information vedrørende valg af tjeneste for de, der er interesserede i at aftjene værnepligt ved Forsvaret eller Beredskabsstyrelsen. Forsvarets Dag rådgiver også om andre uddannelses- og karrieremuligheder i Forsvaret.

Forsvarets Dag er placeret ved 5 rekrutteringscentre i Aalborg, Herning, Fredericia, Slagelse og Høvelte, men tager også ”ud af huset” for at deltage i informationsarrangementer på skoler, ved uddannelsesmesser og lignende.

Den største opgave er dog gennemførelse af Forsvarets Dag på rekrutteringscentrene, der årligt på landsplan gennemfører sessionsbehandling og information for 35-40.000 unge mennesker. Heraf er de fleste unge mænd, der er omfattet af værnepligten, men ca. 10 % af deltagerne er unge kvinder, der overvejer at gøre tjeneste på værnepligtslignende vilkår ved Forsvaret eller Beredskabsstyrelsen, eller som ønsker en anden grunduddannelse eller karriere ved Forsvaret.
Om stillingen
Stillingen som Beredskabsstyrelsens repræsentant ved Forsvarets Dag i Høvelte er ledig til besættelse 1. januar 2020 eller hurtigst muligt herefter.

Dine arbejdsopgaver
• orientere om værnepligt i både Beredskabsstyrelsen og Forsvaret
• personlig rådgivning til værnepligtige om valg af tjeneste
• deltage i driften af Forsvarets Dag
• deltage i fysisk afprøvning af særligt egnede værnepligtige
• deltage i informationsarrangementer ved Forsvarets Dag samt på skoler og på uddannelsesmesser

Du vil være ansat af Beredskabsstyrelsen men udlånt til Forsvaret, og din daglige leder vil være lederen af Forsvarets Dag i Høvelte. Dine kolleger på Forsvarets Dag er folk med forskellige militære og civile baggrunde, som også ved en del om redningsberedskabet - men det vil være dig, der er eksperten på området.

Vi tilbyder:
Alsidige arbejdsopgaver i et tværfagligt miljø med fokus på den bedst mulige information til de værnepligtige. Du vil være specialisten indenfor værnepligt og karrieremuligheder i Beredskabsstyrelsen, men vil også skulle orientere om muligheder for aftjening af værnepligt samt karriere i Forsvaret. I den forbindelse vil du blive ”oplært” af kollegaerne på Forsvarets Dag. Du kan ligeledes til enhver tid trække på rådgivning fra Beredskabsstyrelsen.

Stillingen er en fast stilling ved Forsvarets Dag, men der er i begrænset omfang og efter nærmere aftale med lederen af rekrutteringscenteret, mulighed for at deltage i beredskabsfaglige kurser.
Om dig
Du er sergent i Beredskabsstyrelsen eller redningsspecialist. Når du fortæller om Beredskabsstyrelsen, er du bevidst om, at du er Beredskabsstyrelsens ambassadør og gør, hvad du kan, for at være et godt forbillede og rollemodel. Du har gode formidlingsevner såvel i skrift som tale og kan lide at møde nye mennesker hver dag. Du er udadvendt og god til at samarbejde på tværs af faggrupper. Du synes, at det er spændende at tilegne sig ny viden og at formidle den videre.

Du er loyal overfor det budskab, som du forventes at videregive og måden det skal gøres på, men du siger også til, hvis du har gode ideer til, hvordan det kan gøres bedre.

Du har flair for computer og netværk på brugerniveau. Du er i god fysisk form.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en sergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.

Ved ansøgning om en ny stilling i Beredskabsstyrelsen under Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.

Dit faste tjenestested vil være i Næstved.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

KONTAKT OG ANSØGNING
Du er velkommen til at kontakte Stabschef Martin Vang Nielsen i Beredskabsstyrelsens på telefon 55753750 eller lederen af Forsvarets Dag i Høvelte, Kenneth Straarup på mobil 29611878 eller mail FPS-VR-RSHO1@MIL.DK

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent seniorsergent Troels Enig ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 91 64 eller mail FPS-BA-BS245@MIL.DK.

Ansøgningsfristen er 15. december 2019. Ansættelsessamtaler forventes afholdt d. 18. december ellers løbende.

Stillingen er til besættelse 1. januar 2020.

Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.

FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.

OM BEREDSKABSSTYRELSEN
Beredskabsstyrelsen er en central myndighed indenfor katastrofeberedskabet og er placeret under Forsvarsministeriet. Forsvarsministeriets mission er at arbejde for Danmarks sikkerhed, interesser og borgernes tryghed. Som et led i det er det Beredskabsstyrelsens mission at sikre borgerne et robust beredskab over for ulykker og katastrofer. Det gør vi ved at udvikle og styrke katastrofeberedskabet, så ulykker og katastrofer kan forebygges og afhjælpes.

Beredskabsstyrelsen yder assistance til kommuner, politi og andre myndigheder ved større ulykker eller katastrofer i Danmark, hvor der er brug for meget mandskab, specialmateriel eller ekspertviden, f.eks. om farlige stoffer.

Beredskabsstyrelsen assisterer efter anmodning ved katastrofer i udlandet. Desuden rådgiver Beredskabsstyrelsen myndigheder og virksomheder om bl.a. beredskabsplanlægning, øvelsesvirksomhed og brandforebyggelse. Vi gennemfører også beredskabsfaglige uddannelser for indsatsledere og holdledere i det kommunale redningsberedskab samt ansatte i politiet og ved andre myndigheder.

Beredskabsstyrelsen prioriterer arbejdet med mangfoldighed og ligestilling højt og opfordrer derfor alle interesserede uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold m.m. til at søge stillingen.

Se mere information om Beredskabsstyrelsen på www.brs.dk
  
  
  
Generel information

Tjenestested

Livgardens Kaserne

Lokation

Region Hovedstaden

Værn

Beredskabsstyrelsen (BRS)

Funktionsniveau

U200 Mellemledere BRS

Ansøgningsfrist

15.12.2019

Indrykningsdato

29.11.2019

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejere

Tilmeld dig jobagent