Faglært kok til inspektionsfartøjet LAUGE KOCH


Faglært kok til inspektionsfartøjet LAUGE KOCH

Kan du se dig selv som en del af teamet: ”Hverdagens helte i Nordatlanten”, så er der her en mulighed.
Om os
Inspektionsfartøjet LAUGE KOCH (LAKO) indgår i 1. Eskadre, Division 19, og hejste kommando i december 2017, som det nyeste af i alt 3 enheder i KNUD RASMUSSEN-klassen.
LAKO’s primære operationsområde er i Nordatlanten omkring Grønland og sekundært i regi af nationale og internationale opgaver.

Som udgangspunkt vil LAKO operere i Sydvestgrønland i vinterperioden, og forskydes ofte i sommerperioden mod Nordvest- eller Østgrønland for eksempelvis at yde støtte til forskning eller slædepatruljen Sirius. Opgaverne er varierede og omfatter bl.a. suverænitetshævdelse, farvandsovervågning, søopmåling og støtte til det grønlandske samfund herunder fiskeriinspektion, isbrydningsassistance, SAR (search and rescue) samt støtte til forskere.

Besætningen udgøres til enhver tid af 21 personer, hvilket betyder at samarbejdet mellem befalingsmandsgruppen (6 personer) og den menige del af besætningen er tæt. Dette giver et godt og behageligt arbejdsklima med en uformel omgangstone i en relativ flad organisationsstruktur. Skibet har reelt to besætninger (42 M/K i alt), som dråbevis gennemfører udskiftning med fly på månedlig basis. Udgangspunktet for tjenesten ombord er ca. 2 måneders sejlads efterfulgt af ca. 2 måneder hjemme. Planlægningen fastlægges for et år af gangen, hvilket giver hvert enkelt besætningsmedlem stor indflydelse på egne sejladsperioder og eventuel uddannelse i samarbejde med sin respektive modpart.
Om stillingen
Din primære opgave bliver i samarbejde med hovmesteren, som også fungerer som skibets bager, at varetage den daglige drift af kabyssen. Herunder planlægning og tilberedning af dagens måltider for både besætningen og øvrige medsejlere samt rengøring efter gældende hygiejnekrav.
LAKO er selvforplejende (kutterkost), så med udgangspunkt i budgettet fra kostkassen skal der prioriteres og provianteres varer, således at dette foregår på en hensigtsmæssig, økonomisk og ernæringsrigtig måde.

Du vil også have øvrige opgaver i forhold til LAKO’s operative virke. Bl.a. som hjælper på skibets hospital og som Junior Medic, hvilket ofte er den, der yder førstehåndsindsats overfor en mulig tilskadekommen.

”Vi tilbyder”
Vi kan tilbyde en madglad, hjælpsom og taknemmelig besætning, hvor der er højt til loftet både om læ og ikke mindst geografisk – LAKO er et skib hvor godt humør og sammenhold ditto skattes højt.
Derudover er der naturligvis mulighed for kurser og efteruddannelse med udgangspunkt i din baggrund og potentielle ønsker.
Om dig
Du er faglært kok og har gennemført søværnets basisuddannelse eller tilsvarende. Du har blåt bevis og er egnet til sejlads mht. helbred, tandstatus og forsvarets fysiske basiskrav.
Du tør godt at være en af de vigtigste personer ombord, og sætter en ære i at kreere velsmagende måltider af god kvalitet. Dine sø-ben kan holde balancen og din indre gyrostabilisator brækker ikke ned, bare fordi kasernen ind i mellem bevæger sig.
Du har en sund form for humor og besidder en god kritisk sans, da kabysrygter jo, som navnet tilsiger, oftest starter i kabyssen.

Med empati som fundament kærer du dig om din næste, og er ikke bleg for at tage fat, når/hvis situationen kræver det. Du sætter handling før holdning, og som hjælper på hospitalet eller egenhændigt som Junior Medic stopper du ikke, før opgaven er løst – og så skaffer vi bare lidt senere den dag.

Hvis du har en gymnasial uddannelse (STX, HHX, HTX eller HF), kan du senere som medarbejder i Søværnet søge ind på Søværnets løjtnantsuddannelse og blive officer i Søværnet. Læs mere om løjtnantsuddannelsen her (link: https://karriere.forsvaret.dk/uddannelse/soevaernet/lojtnant/)
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en marinekonstabelstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.

Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvaret, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.

Faglært tillæg er betinget af godkendt uddannelse mod fremvisning af gældende svendebrev eller uddannelsesbevis jf. gældende overenskomst.

Dit faste tjenestested vil være i Frederikshavn

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING
Nærmere oplysning om stillingsindholdet kan fås ved henvendelse til LAKO Banjermester SSG Erik Schmidt via mail: 1ELAKO-BMA@mil.dk, eller på telefon: (mobil) 4130 9897 (skibskontor) 7285 3568

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Rikke Thomsen ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på mail FPS-BA-BS252@MIL.DK

Ansøgningsfrist er 12. januar 2020, Samtaler forventes gennemført medio/ultimo januar 2020.

Stillingen er til besættelse 1. marts 2020

Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.

Såfremt du er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning

FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem diversitet og nytænkning. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om 1. Eskadre (1 ESK)
1. Eskadre omfatter spændende og alsidige arbejdspladser på sejlende enheder såvel som landtjenestesteder. De sejlende enheder er primært indsat i det Nordatlantiske område og løser en lang række af Søværnets nationale opgaver 24/7/365. Opgaverne er blandt andet overvågning, suverænitetshåndhævelse, søredning og fiskeriinspektion i det nordatlantiske og arktiske område. Andre af eskadrens enheder er beskæftiget med varetagelse af søopmåling i danske og grønlandske farvande samt sejlads med Kongeskibet. Derudover har 1. Eskadre to spændende landtjenestesteder underlagt, Center for sømilitær teknologi (CST), der varetager al teknisk uddannelse i Søværnet og Center for maritim uddannelse og skibssikkerhed (CMS), der varetager uddannelsen af værnepligtige og elever, samt uddannelse i røgdykning, brandbekæmpelse, og medic uddannelser.
  
  
  
Generel information

Tjenestested

Flådestation Frederikshavn

Lokation

Region Nordjylland

Værn

Søværnet

Funktionsniveau

M112 Konstabelgruppen

Ansøgningsfrist

12.01.2020

Indrykningsdato

27.11.2019

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejere

Tilmeld dig jobagent