Militær Inspektør


Militær Inspektør

Forsvaret Efterretningstjeneste (FE) har en målsætning om at være en af de mest dynamiske og operativt fokuserede vestlige tjenester af sin art. Vi søger derfor en energisk og initiativrig sikkerhedsinspektør, der fungerer godt i en dynamisk og udviklingsorienteret organisation, og som kan bidrage til den forsatte udvikling af militær sikkerhed.

Er du major/orlogskaptajn, M331, LG5?

Har du gennemslagskraft, og vil du være med til at implementere nye sikkerhedstiltag i Forsvaret?

Synes du, at risikostyring og militær sikkerhed er spændende områder. Har du gode samarbejds- og kommunikationsevner?

Har du et bredt kendskab til hele Forsvaret?

Kan og vil du gerne efterse den militære sikkerhed og indgå i et professionelt team, der varetager opgaven med forebyggende sikkerhed inden for hele Forsvarsministeriets område?

Hvis du kan svare ja til alt det ovenstående, har vi et vigtigt og spændende job som Inspektør i Afdelingen for Militær Sikkerhed til besættelse fra marts 2020.
Om os
FE arbejder for at beskytte Danmark og det danske demokrati. Vi opnår vores viden gennem målrettet efterretningsarbejde, og bruger den til at vurdere, bekæmpe og rådgive om aktuelle og fremtidige trusler. Det gør vi ved at indhente og analysere oplysninger om forhold i udlandet, som har betydning for Danmark og danske interesser.

FE er både Danmarks udenrigs- og militære efterretningstjeneste, den nationale it-sikkerhedsmyndighed samt Danmarks militære sikkerhedstjeneste, der sikrer et højt sikkerhedsniveau inden for Forsvarsministeriets område. FE er national sikkerhedsmyndighed inden for Forsvarsministeriets område.

Vi stræber efter at omsætte vores viden til effekt. Vores målsætning er at være en af de mest dynamiske og operativt fokuserede vestlige tjenester af sin art. Vores viden gør og skal gøre en forskel for Danmark og danske interesser.Sammen arbejder vi for Danmarks sikkerhed, interesser og borgernes tryghed.
Om stillingen
Du vil blive inspektør med ansvar for gennemførelse af generelle sikkerhedseftersyn samt temaeftersyn af styrelser og myndigheder inden for Forsvarsministeriets område både i Danmark og i udlandet. Ud over at være inspektør og varetage eftersynsmæssige opgaver skal du også lave sagsbehandling og skriftlige produkter, primært i form af eftersynsrapporter og sikkerhedsrådgivning.

I vores arbejde er det væsentligt, at der er fokus på sikkerheden i Forsvaret, herunder også ift. fysisk og adfærdsmæssig sikkerhed. Vi har et højt fagligt niveau og vægter kvalitet og faglighed i opgaveløsningen, som i sidste ende skal gøre en forskel helt ud i de yderste kroge af koncernen.

Vi arbejder ofte under tidspres, men uden at gå på kompromis med kvaliteten eller sikkerheden. Sagsbehandlingen skal være i orden og dokumenteret. Da vi er serviceleverandør af sikkerhed i Forsvaret, har kundeservice en høj prioritet.

Stillingen indebærer en del udadrettet kontakt, både i form af et bredt samarbejde med hele Forsvarsministeriets koncernområde og med andre myndigheder, herunder især Politiets Efterretningstjeneste og Udenrigsministeriet. Du vil som en del af jobbet have en del rejseaktivitet (ca. 40–50 dage om året) i både ind- og udland, herunder ifm. eftersyn, deltagelse i møder med NATO’s eftersynshold samt sikkerhedsmesser og uddannelse.

Vi kan love dig, at du vil få faglig sparring på et højt professionelt niveau i en sektion, hvor humør og faglig er i højsædet. Vi støtter hinanden og dækker ind, hvis der er behov for ekstra fokus og indsats andre steder i sektionen. Der vil være gode muligheder for personlig og faglig udvikling i stillingen.

Dine vigtigste opgaver:

• Udarbejder oversigt over sikkerhedseftersyn i Forsvaret.
• Ansvarlig for planlægning og gennemførelse af sikkerhedseftersyn, hvor Forsvarets klassificerede informationer og materiel anvendes, primært på styrelsesniveau 1 og 2 samt ved særlige myndigheder.
• Udarbejde rapporter over sikkerhedseftersyn, hvor FE er eftersynsansvarlig.
• Løbende opfølgning på sikkerhedseftersyn fortaget af bl.a. FE.
• Planlægge, koordinere og deltage i NATO og EU sikkerhedseftersyn inden for Forsvarsministeriets område.
• Monitere og sagsbehandle rapporter over sikkerhedseftersyn, hvor øvrige myndigheder er eftersynsansvarlige.
• Sagsbehandle direktiver og bestemmelser vedrørende eftersynsvirksomhed.
• Bidrage til og deltage i periodiske sikkerhedsorienteringer.
• Samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste i forbindelse med NATO og EU sikkerhedseftersyn i Danmark.
• Undervise i sikkerhedstjeneste.
• Rådgive Forsvarets myndigheder om sikkerhed.
Om dig
Du har en bred viden om hele Forsvaret og erfaring med stabstjeneste. Du har erfaring med og er god til planlægning. Du er god til at kommunikere – både skriftligt og mundtligt.

Du lever op til nedenstående faglige kvalifikationer:

• Major eller orlogskaptajn, M331.
• Erfaring som sagsbehandler på styrelsesniveau 1 eller 2.
• Erfaring med militær sikkerhedstjeneste.
• Engelsk på forhandlingsniveau.

Som person er du fleksibel og helhedsorienteret. Du er god til at samarbejde, såvel som du er god til at skabe samarbejde mellem andre og kan få forskellige fagligheder til at spille sammen. Du skal kunne arbejde målrettet og omhyggeligt. Din hverdag vil være præget af, at kunderne løbende efterspørger svar.

Dine vigtigste personlige kompetencer:

• Gode formidlingsevner i skrift og tale.
• Gode samarbejds- og koordinationsevner.
• God sans for detaljer.
• Helhedsorienteret.
• Initiativrig.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat af 23. maj 2019 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.

Stillingen er indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer og orlogskaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse.

Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.

Sådan søger du stillingen
Du skal sende din ansøgning og CV via stillingsopslaget på FE hjemmeside www.fe-ddis.dk, senest den 11. december 2019. Du kan ikke søge stillingen via Forsvarets hjemmeside.

Vi forventer, at de indledende ansættelsessamtaler vil finde sted i uge 51 og stiler mod en ansættelse fra 1. februar 2020 eller snarest derefter.

Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på telefon 33 32 55 66, lokal 5006, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.

Du kan også læse mere på https://fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores ”Beretning” og kan få et mere detaljeret indblik i FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige spørgsmål.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
  
  
  
Generel information

Tjenestested

København

Lokation

Region Hovedstaden

Værn

Værnsfælles

Funktionsniveau

M331 Løngruppe 5 Major/orlogskaptajn

Ansøgningsfrist

11.12.2019

Indrykningsdato

27.11.2019

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejere

Tilmeld dig jobagent