Grønlandsk- og dansksproget koordinator ved InterForce Grønlands nye sekretariat i Nuuk, placeret sammen med Arktisk Kommando


Grønlandsk- og dansksproget koordinator ved InterForce Grønlands nye sekretariat i Nuuk, placeret sammen med Arktisk Kommando

Har du mod på at være omdrejningspunkt for et start-up i Nuuk, der bidrager til at forkorte afstanden mellem det grønlandske erhvervsliv, det grønlandske samfund og Forsvaret? Så har du nu muligheden for at få en vigtig rolle i oprettelsen af det nye sekretariat for InterForce Grønland.
Om os
InterForce har siden 1999 arbejdet for at optimere forholdene for de medarbejdere i den private og offentlige sektor, som ved siden af deres civile job har en tilknytning til Forsvaret og Hjemmeværnet.

I løbet af 2020 opretter Forsvaret InterForce Grønland i Nuuk. InterForce Grønland bliver en del af den 20 år gamle InterForce-organisation, som i Nuuk får sekretariat ved Arktisk Kommando. For at styrke sin opgaveløsning i Grønland i de kommende år skal Arktisk Kommando bl.a. øge involveringen af den grønlandske befolkning. For at hjælpe med at skabe de bedst mulige relationer mellem de enkelte, som engagerer sig med frivilligt beredskabsarbejde, og de virksomheder, som til daglig har disse medarbejdere ansat, opretter man derfor InterForce Grønland.

InterForce Grønland vil udgøres af et selvstændigt forretningsudvalg bestående af en formand fra erhvervslivet, vicechefen for Arktisk Kommando og en gruppe af andre erhvervsledere fra Grønland. Denne organisation vil være ansvarlig for en bred vifte af aktiviteter såsom afholdelse af informationsmøder, netværksarbejde, projektplanlægning samt kommunikation på forskellige platforme. Alle tiltagene er for at understøtte de, som er aktive i en frivillig styrke i Grønland, eller som på anden vis indgår i Forsvarets samlede Reservestyrke.

InterForce Grønland bliver en del af den rigsdækkende InterForce-organisation. Foruden InterForce Grønland er der seks InterForce-regioner i Danmark (Nordjylland, Midtjylland, Syddanmark, Sjælland, Hovedstaden og Bornholm).

InterForce-Sekretariatet, som du ansættes af, har til huse i Kastellet i København og består af en sekretariatschef, en kommunikationsmedarbejder, en overassistent og en afdelingsleder. Sidstnævnte er daglig leder for de seks danske regioners medarbejdere såvel som InterForce Grønlands medarbejder.
Til daglig vil du indgå i et tæt samarbejde med den såkaldte militære koordinator, der også er vicechef i Arktisk Kommando, såvel som den kommende formand for InterForce Grønlands forretningsudvalg.
Om stillingen
Stillingen er en fuldtidsstilling, hvor du refererer direkte til InterForce-Sekretariatet i København. I det daglige arbejde i Grønland koordinerer du tæt med den militære koordinator for InterForce Grønland og hans stab i Arktisk Kommando.

Stillingen er i Nuuk, hvor det daglige arbejde vil foregå. Der vil være møder, seminarer og uddannelse i løbet af året i Danmark, ligesom du kan forvente, at den daglige leder og sekretariatschefen i København besøger dig i løbet af året.

Du vil være ansvarlig for løsningen af følgende overordnede opgaver:
• Primus motor på selve opstarten af sekretariatet for InterForce Grønland
• Etablering og vedligeholdelse af netværk og samarbejdsrelationer på tværs af det grønlandske civilsamfund og Forsvaret
• Kontaktpunkt for erhvervsvirksomheder, som er medlem af InterForce eller ønsker at blive det
• Støtte til det lokale forretningsudvalg
• Administration af det lokale budget
• Opdatere og udarbejde grønlandsk stof til InterForces hjemmeside, såvel som til sociale medier
• Formidling af information og viden om InterForce Grønland på både grønlandsk og dansk
• Administrativt kontaktpunkt for støttevirksomheder, herunder vedligeholdelse af InterForces virksomhedsdatabase i Grønland (Wordpress)
• Stå for planlægning og gennemførelse af InterForce-arrangementer
• Udføre administrative og praktiske opgaver, fx i forbindelse med afvikling af InterForce Grønland-arrangementer
Om dig
Du har en akademisk uddannelse, eller anden uddannelse, evt. en administrativ uddannelse kombineret med relevant erfaring, gerne inden for samfundsvidenskab, kommunikation, projektstyring eller lignende. Hvis du er nyuddannet, skal du ikke lade dig skræmme væk.

Vi forventer, at du kan arbejde selvstændigt, er målrettet samt fleksibel i forhold til de daglige arbejdsopgaver.

Det er vigtigt, at du kan skrive og tale både grønlandsk og dansk, ligesom kendskab til grønlandsk erhverv og virksomheder i Grønland er en fordel.

Du skal besidde evnen til at tænke analytisk og have erfaring med anvendelse af grundlæggende IT-systemer. Kendskab til Arktisk Kommando, Forsvaret, Hjemmeværnet og Beredskabet vil også være en fordel.
Ansættelsesvilkår
Du vil blive omfattet af overenskomsten for relevant faglig organisation.
I Grønland er der en 40 timers arbejdsuge. Alt efter dine kvalifikationer og kompetencer, kan det være muligt at forhandle et tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele dit ansættelsesforhold.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

KONTAKT OG SØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte InterForce-Sekretariatets chef, Finn Winkler på FKO-L-CHIFS@fiin.dk, mobil +45 40 32 91 15 eller den daglige leder af de lokale sekretariater Kim Callaghan Olsen på FKO-L-CFR03@fiin.dk, mobil +45 41 32 31 04
Har du spørgsmål til løn- eller ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent Lars Holte Sandgaard ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på +45 72 81 91 58.

Ansøgningsfristen er den 16. december 2019. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 3 enten i Nuuk og/eller København, afhængig af ansøgningsfeltet. Stillingen er til besættelse pr. 1. februar 2020 eller snarest herefter.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, bedes du medbringe dem til en eventuel samtale.

Forsvarsministeriets område er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

Læs mere om InterForce på www.interforce.dk.
  
  
  
Generel information

Tjenestested

AKO Nuuk

Lokation

Grønland

Værn

Civil

Funktionsniveau

C300

Ansøgningsfrist

16.12.2019

Indrykningsdato

21.11.2019

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejere

Tilmeld dig jobagent