Børnefaglig medarbejder til ny Pårørendesektion i Veterancentret i Holstebro eller Karup
Pårørendesektionen er det nyeste store initiativ, som skal sikre, at veteranens pårørende får den nødvendige faglige støtte og hjælp til de udfordringer, der kan være ved at leve med følgevirkninger efter udsendelse. Sektionen vil bestå af en leder samt fem nye medarbejdere. Herudover tilknyttes to projektledere, der allerede er ansat i Veterancentret.
Det bliver også sektionens opgave at sikre smidige overgange mellem forskellige offentlige systemer, således at børn, unge og voksne pårørende bliver støttet i at få den rigtige hjælp.
Du bliver en del af en arbejdsplads med højt kvalificerede og specialiserede medarbejdere, der byder ind og tager initiativ. Her er et stort engagement, men samtidig en virksomhedskultur, hvor relationer er lige så vigtige som præstationer. Vi udfordrer vanetænkning, og her er luft og opbakning til at eksperimentere. Forsvaret er måske kendt for lineære systemer og høj kommandoføring, men i virkelighedens verden fylder samarbejde og kreativ opgaveløsning mere. Her er plads til mangfoldighed, og vi værdsætter også din unikke baggrund og faglighed.
Veterancentret har hovedkontor i Ringsted med lokale centre rundt i landet. Denne stilling bliver placeret enten på Dragonkasernen i Holstebro eller på Flyvestation Karup. Dine kolleger i pårørendesektionen vil være fordelt i Ålborg, Fredericia, Slagelse/Ringsted og Høvelte.
Stillingen er placeret i Militærpsykologisk Afdeling, men der vil være tæt samarbejde med kollegaerne i Rådgivnings- & Rehabiliteringsafdelingen.
Sammen med det øvrige Veterancenter, er du med til at styrke indsatsen yderligere for de pårørende, herunder børnene. Sektionen vil udgøre en vigtig kerne indenfor Veterancentrets samlede opgaveløsning, og du skal være med til at udvikle det bedste tilbud og støtte til målgruppen.
Dit primære ansvar er at yde kvalificeret rådgivning til særligt udsatte veteranfamilier og at koordinere indsats og samarbejde med andre offentlige instanser og frivillige organisationer.
Du indgår i tæt kontakt med de enkelte familier og bidrager til en stabil overgang til andre relevante instanser. Du vil som udgangspunkt ikke arbejde med familierne i længere forløb, men primært være tilknyttet i kortere perioder.
Det vil endvidere være en vigtig arbejdsopgave at formidle viden om børn og pårørende, så professionelle og frivillige, som er i kontakt med veteraners børn og pårørende får en øget forståelse for denne gruppes situation og behov. Der vil også være fokus på at styrke opmærksomheden i lokalsamfundet.
Herudover støtter du ind i eksisterende tiltag som samtalegrupper for børn og unge samt parforholdskurset PREP.
Du får stor indflydelse på opbygning af den nye sektion og din egen stilling, fordi alt skal bygges op og udvikles fra bunden. Det betyder også, at det ikke altid er muligt at forudse eller planlægge din hverdag på forhånd.
Du skal forvente nogen rejseaktivitet, ligesom der kan forekomme aften og weekendarbejde.
Du er god til at rådgive og støtte sårbare familier og til at koordinere indsatser. Derudover trives du med at arbejde på tværs af fagligheder og sektorer.
Du har mod på at undervise og holde oplæg for samarbejdspartnere.
Som person er du nysgerrig, iderig og går til dine opgaver med en positiv tilgang. Du er psykisk robust, så du er i stand til at beskæftige dig med sårbare individer.
Vi forventer, at du kan agere fleksibelt og selvstændigt. Det er også vigtigt, at du motiveres af at være med til løbende at udvikle og skabe rammerne for sektionen. Du trives i en uforudsigelig hverdag og har mod på de mange uforudsete udfordringer og opgaver, der kan opstå, når vi skaber og udvikler den nye sektion.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
KONTAKT OG ANSØGNING
Stillingen ønskes besat fra den 1. marts 2020. Ansøgningsfristen er den 15. december 2019, og vi forventer at gennemføre ansættelsessamtaler i uge 3.
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte specialkonsulent Julie Wedel Gjelstrup på 7216 3232 eller chefen for Militærpsykologisk Afdeling Anne Seehausen Hansen på 7216 3230.
Du kan læse mere om Veterancentrets arbejde på vores hjemmeside http://veteran.forsvaret.dk.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår kan du kontakte HR-konsulent Rikke Vishart på 7281 9648.
Vi beder dig søge stillingen via linket og vedhæfte CV, ansøgning og uddannelsesbevis som PDF-filer.
Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.
OM VETERANCENTRET
Veterancentret er forankret i Forsvarsministeriets Personalestyrelse og står for en systematisk indsats rettet mod alle veteraner og pårørende før, under og efter udsendelse. Udover de proaktive indsatser kan alle veteraner og pårørende få støtte fra psykologer og socialrådgivere, hvis behovet er relateret til udsendelse. Vi koordinerer indsatser med interne og eksterne aktører på området. Opgaverne omfatter bl.a. produktion og formidling af viden om veteraner og deres forhold, socialområdet, rehabiliteringsområdet, det militærpsykologiske område, klinisk behandling og koordination af veteranområdets initiativer.