Master i Militære Studier samt Operations og Føringsuddannelsen - Forskningsbaseret videreuddannelse


Master i Militære Studier samt Operations og Føringsuddannelsen

Er du officer eller civilt ansat i Forsvaret og vil du videreuddanne dig til de højeste leder- og chefniveauer i Forsvaret? Så er der nu åbent for ansøgninger til Master i Militære Studier samt Operations- og Føringsuddannelsen med opstart maj 2020.
Om os
Dette opslag henvender sig til ansøgere, der enten søger den samlede uddannelse ”Master i Militære Studier” eller et enkeltmodulsforløb samt endvidere – for officerer fra Hæren og Hærhjemmeværnets vedkommende – eventuelt Operations- og Føringsuddannelsen med henblik på optag 2020.

Master i Militære Studier udbydes som et samlet forløb, der giver titlen Master i Militære Studier, eller som et enkeltmodulsforløb (dele af uddannelsen) som supplement til en allerede erhvervet civil master- eller kandidatuddannelse. Såfremt du ønsker et enkeltmodulsforløb skal du blot anføre dette i din ansøgning samt vedlægge dokumentation for din gennemførte civile master-/kandidatuddannelse.

Alle modulerne på Master i Militære Studier udbydes i en fastlagt årlig cyklus. Der er studiestart den 6. maj 2020. Der gennemføres som hovedregel afsluttende eksamen med enten ekstern eller intern bedømmelse for hvert modul, og eksamenerne vil normalt enten være skriftlige eller en kombination af skriftlig og mundtlig (synopsiseksamen).

Til orientering kan Flex-moduler søges af alle, når de slås op på www.fak.dk i oktober/november samt april/maj for henholdsvis det efterfølgende forårs- og efterårssemester. Ansøgning til disse har ikke sammenhæng til dette opslag til den samlede Master i Militære Studier eller som enkeltmodulsstuderende. Flex-modulerne kan dermed anvendes som mulighed for relevant faglig kompetenceudvikling samt eventuel tidlig opstart på en kommende samlet Master i Militære Studier uden endnu at være optaget på den samlede uddannelse. Forsvarsakademiet opfordrer alle interesserede til ligeledes at søge disse.

Både Master i Militære Studier og Operations- og Føringsuddannelsen gennemføres som ”blended learning” ved en vekslen mellem tilstedeværelsesperioder og distancelæringsaktiviteter. Tilstedeværelsesperioderne vil blive gennemført på Forsvarsakademiet (København), men der vil også blive benyttet andre militære etablissementer i Danmark eller som udrykning/rejse til Europa.
Om stillingen
Master i Militære Studier forbereder de studerende på at varetage stillinger på højeste ledelsesniveau samt efterfølgende chefniveau.

Master i Militære Studier lægger særligt vægt på at udvikle den studerendes evne til at analysere, vurdere og træffe beslutninger, der omhandler operative, strategiske samt ledelses- og styringsmæssige problemstillinger. Uddannelsen fokuserer på det teoretiske fundament for militære doktriner, operationer, det militære instruments rolle i samfundet og blandt statens virkemidler, militær ledelse i forskellige kontekster samt relevante metoder og teorier for opgaveløsning. Uddannelsen er forskningsbaseret og forholder sig således til problemstillinger og metoder, der er relevante for Forsvaret, det danske- samt det internationale samfund.

Master i Militære Studier er en akkrediteret masteruddannelse med en belastning på 60 ECTS (European Credit Transfer System), der er normeret til ca. tre års varighed. Uddannelsen kan dog gennemføres på ca. to år. Der er faglig og interessemæssig valgfrihed i dele af uddannelsen. Uddannelsen er et deltidsstudie og skal afsluttes inden for seks år, fra den studerende påbegynder den samlede uddannelse.

For en studerende, der gennemfører studiet på de normerede ca. tre år, skal der påregnes tilstedeværelsesdage i forbindelse med undervisningen i et omfang på ca. 10 – 15 dage pr. semester (halvår). Herudover vil der være en arbejdsbelastning på ca. 150 – 250 timer pr. semester i forhold til selvstændige læringsaktiviteter og selvstudie, som den studerende skal tilrettelægge selvstændigt og eventuelt i samråd med sin chef.

Master i Militære Studier baseres på tre konstituerende søjler: Militær Ledelse, Militær Strategi og Militære Operationer.

Som indledning til uddannelsesforløbet skal der gennemføres et obligatorisk introduktionsmodul på 5 ECTS points. Efterfølgende skal den studerende inden for hver af de konstituerende fagområder gennemføre et ”Grundmodul” på 10 ECTS point. Derudover skal der gennemføres et eller to Flex-moduler (afhængig af Flex-modulernes ECTS omfang). Afslutningsvis skal den studerende udarbejde et Masterprojekt.

Master i Militære Studier består således af et Introduktionsmodul, tre moduler indenfor henholdsvis Operationer, Ledelse og Strategi, et eller to Flex-moduler samt et afsluttende Masterprojekt.

Operations- og Føringsuddannelsen:
Formålet med Operations- og Føringsuddannelsen er at give officerer i Hæren og Hærhjemmeværnet en uddannelse med henblik på at kunne bestride landmilitære stillinger i operative stabe ved nationale og multinationale stabe på brigade-, divisions- og korps-, og Land Component (LCC) niveauet.

Den samlede Operations- og Føringsuddannelse består af videreuddannelseskurset Advanced Land Operations, der udbydes uden for rammen af masteruddannelsen, og et efterfølgende Flex-modul Component Campaign Planning i rammen af Master i Militære Studier.

Operations- og Føringsuddannelsen tages normalt forud for – og i sammenhæng med en optagelse på Master i Militære Studier eller som enkeltmodulsstuderende. Ved ansøgning om optagelse på Master i Militære Studier tilkendegiver ansøgeren, om han/hun ligeledes ønsker at ansøge om optagelse Operations- og Føringsuddannelsen. Component Campaign Planning vil udgøre 10 ECTS point i flex-segmentet for den studerende i forbindelse med den samlede masteruddannelse.

Den samlede Operations- og Føringsuddannelse kan kun søges af officerer i Hæren eller Hærhjemmeværnet. Dog kan alle, uanset værn, der er optaget på Master i Militære Studier, søge om optagelse på Flex-modulet Component Campaign Planning. Dette forudsætter dog, at man forud herfor har bestået Extended modul i søjlen Militære Operationer.

BEMÆRK: Studerende der bliver optaget på Operations- og Føringsuddannelsen og efterfølgende MMS skal gennemføre det obligatoriske MMS Introduktionsmodul i maj 2020 forud for opstart på Advanced Land Operations. Dette modul er opstarten på MMS og skal gennemføres inden der gives adgang til den resterende del af MMS uddannelsen.

Der er studiestart på Operations- og Føringsuddannelsen og første tilstedeværelse på Advanced Land Operations den 1. august 2020. Advanced Land Operations afsluttes i april 2021, hvorefter Flex-modulet Component Campaign Planning begynder og dette afsluttes ultimo juni 2021. De studerende starter herefter på den resterende del af masterstudiet i august 2021, men har på dette tidspunkt allerede erhvervet 10 ECTS i Flex-segmentet via modulet Component Campaign Planning og 5 ECTS point fra den obligatoriske søjle gennem introduktionsmodulet.

Du kan læse mere om Operations- og Føringsuddannelsen på www.fak.dk

Krav til dig og generelle vilkår

Som en akkrediteret masteruddannelse kan Master i Militære Studier søges af alle, der honorerer følgende krav:

• Er officer i Forsvaret på M321 eller M322 niveau med min. 2 års relevant erhvervserfaring fra professionen.

Vedr. civile ansøgere (ansat under Forsvarsministeriets myndighedsområde eller som ekstern ansøger):

• En akademisk grad på bachelor-/diplomniveau (kvalifikationsrammeniveau 6) eller højere og
• minimum 2 års relevant erhvervserfaring.

I forbindelse med optagelse på studiet vurderes ansøgere inden for Forsvarsministeriets myndighedsområde blandt andet ud fra nedenstående kriterier (uddrag af FKO VEJL 180-1 af marts 2014):

• Ansøgerens egnethed til major og orlogskaptajnsniveauet og højere – herunder operativt.
• Den indstillende myndigheds bemærkninger og prioritering af ansøger.
• Ansøgerens tjenestemæssige baggrund.
• Ansøgerens bedømmelsesgrundlag.
• Ansøgerens vandel.
• Ansøgerens studieegnethed.
• Ansøgerens honorering af helbredsmæssige krav.

For optagelse på Operations- og Føringsuddannelsen tillægges følgende supplerende kriterier betydning:

• Stabstjeneste på minimum afdelingsniveau.
• Gennemført hele Føringskursus (Bataljons- og Brigadekursus) eller Videreuddannelsestrin I for Ledere.
• Min. tre år i graden ”kaptajn”.
• Gode resultater fra taktik og stabsarbejde på de militære lederuddannelser, samt den taktiske og operative tjeneste på kaptajnsniveauet.

Da Master i Militære Studier er tæt knyttet til professionen som officer i Forsvaret, anvendes- og udbydes Master i Militære Studier primært med henblik på at dække Forsvarets interne behov for uddannede officerer på højeste funktionsniveau.

Der udbydes både ordinære pladser på Master i Militære Studiet (det samlede forløb) samt pladser på enkeltmodulforløb (dele af uddannelsen til ansøgere med anden master-/kandidatuddannelse) til ansatte i Forsvaret.

Forudsætningen for optagelse som enkeltmodulsstuderende er, at medarbejderen er ansat i eller forventes at komme i betragtning til en stilling som officer på højeste funktionsniveau eller lignende civil stilling inden for Forsvarsministeriets myndighedsområde. Officerer i Forsvaret, der er ansat i disse stillinger på baggrund af en civil uddannelse på master-/kandidatniveau eller en realkompetenceafklaring, har med denne ansættelse samt en indgået uddannelsesaftale prioritet til disse pladser.
Om dig
Du skal være motiveret for personlig og faglig udvikling, og med din erfaring og forudgående akademiske baggrund fra officersuddannelsen eller andre uddannelser skal du aktivt bidrage til den samlede læring på uddannelsen. Du skal være indstillet på, at din deltagelse, interaktion og sparring med medstuderende, lærerne samt din arbejdsplads er en væsentlig del af at opnå resultater samt at skabe et motiverende og engageret studiemiljø.

Under uddannelsen skal du:

• Indgå i flere forskellige sammenhænge, studiegrupper m.m., hvilket fordrer samarbejde og planlægning.
• Definere dele af indholdet af din master ud fra interesse og eget vurderet behov, hvilket kræver motivation og selvindsigt.
• Håndtere din samlede studieportefølje samt koordinere dine samlede ressourcer i forhold til studiet, familien og dit job, hvilket kræver planlægning, fleksibilitet samt aktiv styring.
• Trives med at være en del af et højt fagligt og akademisk miljø (på kvalifikationsramme niveau 7 (master- og kandidatniveau)), hvor selvstændighed og initiativ medvirker til, at du når egne fastsatte mål og ambitioner for uddannelsen.
Ansættelsesvilkår
Søg uddannelsen ved at trykke på linket ”Søg den ledige stilling”.

Ansøgningsfristen er søndag d. 17. november 2019.

Forud for ansøgning via link, bedes du orientere dig om, hvorvidt, der ved din myndighed, er interne krav eller procedurer, som du skal overholde og være opmærksom på. I dialogen med din nærmeste chef kan sådanne emner afdækkes.

Vedhæft følgende i forbindelse med din ansøgning:

• En kort motiveret ansøgning (maks. en side).
• Curriculum Vitae (CV).
• Eksamens-/karakterbevis – både fra Videreuddannelsestrin I/L og/eller Videreuddannelseskursus samt eventuelt civilt gennemførte uddannelser på niveau 6 og 7 (hhv. bachelor/diplom og master/kandidat).
• Eventuel udfærdiget FOKUS-bedømmelse/personeludtalelse fra adgangsgivende uddannelse (Videreuddannelsestrin I/L el. Videreuddannelseskurser for officerer).
• Seneste FOKUS-bedømmelse eller Personudtalelse (maksimalt 6 måneder gammel), gerne afgivet i anledning af ansøgning til MMS.
• Relevante påtegninger/stillingstagen til din ansøgning jf. din myndigheds interne procedure.
• Eventuelle udtalelser eller andet, som du mener styrker dit kandidatur.

Optagelsesproces

Optagelsesprocessen er længerevarende, da der i sagsbehandlingen indhentes input fra flere myndigheder, herunder ansøgers egen myndighed og dennes prioritering, Forsvarsministeriets Personalestyrelse samt Forsvarsakademiet. Processen resulterer i en intern prioritering, der endeligt afgøres ved et møde med repræsentanter fra alle indstillende myndigheder i Forsvaret, Forsvarets Personalestyrelse og Forsvarsakademiet. Ansøgerne kan forvente svar på deres ansøgning d. 11. marts 2020.

Pris
For studerende ansat inden for Forsvarsministeriets område er der ingen kursusafgift, men tjenestestedet betaler relaterede omkostninger til uddannelsen (time- og dagpenge, transport, kost og logi). Forsvarsakademiet betaler for kost og logi under internatophold.

For eksterne ansøgere er der fastsat en kursuspris på ca. 70.000 kr. for den samlede uddannelse (afhænger af valg af FELX moduler). Denne pris dækker de meromkostninger som Forsvarsakademiet har i forhold til at optage et begrænset antal studerende ekstra. Meromkostninger dækker blandt andet administration, vejledning, retning af opgaver, censorer ved eksterne bedømmelser, bøger samt udgifter til internat-/seminarophold.

Udover kursusprisen skal eksterne studerende selv dække eventuelle omkostninger til transport, logi (hvis man har behov for at overnatte i forbindelse med undervisning, der ikke er internat-/seminarophold), mad og drikke samt computer og studieredskaber.

Udenlandske kurser (ækvivalerende Master i Militære Studier)
Værnskommandoerne samt Specialoperationskommandoen råder over et antal pladser på udenlandske uddannelser. Uddannelserne slås op som separate opslag på ”Karriere i Forsvaret”. Som ansøger SKAL du sende en separat ansøgning til hver af de uddannelser, som du vil ansøge. Det er således ikke nok, at du blot anfører det i eksempelvis ansøgningen til Master i Militære Studier. Bemærk også at en ansøgning om optagelse på et udenlandsk kursus ikke samtidig betyder ansøgning om optagelse på dansk MMS.
I år er der følgende udenlandske studiepladser:

HÆREN:
Hærkommandoen udbyder én kursusplads ved The Joint Services Command & Staff Academy i Shrivenham, England.
Uddannelsen gennemføres som tilstedeværelse ved The Joint Services Command & Staff College (JSCSC) i tiden september 2020 til juli 2021 med et tre ugers introduktionskursus med opstart ultimo august 2020.
Sideløbende med Advanced Command and Staff Course tilbydes masteruddannelse (Masters of Arts in Defence Studies via Kings College London), som for Hærens vedkommende er obligatorisk for at ækvivalere den danske masteruddannelse.
Uddannelsen ækvivalerer en MMS, og Hæren betragter tillige uddannelsen som ækvivalerende med Operations- og Føringsuddannelsen (OFU).

Du kan læse mere om uddannelsen her: https://www.da.mod.uk/Course/ACSC

SØVÆRNET:
Søværnskommandoen udbyder i år en MMS ækvivalerende videreuddannelse i USA ved the United States Naval War College i Newport, Rhode Island fra medio juli 2020 til ultimo juni 2021 (Naval Staff College), hvor Søværnet har en plads med start i 2020.

Du kan læse mere om uddannelsen her: https://www.usnwc.edu/Naval-Staff-College

SPECIALOPERATIONSKOMMANDOEN:
Specialoperationskommandoen udbyder én kursusplads ved Naval Postgraduate School (NPS) i perioden juni 2020 til december 2021.
Uddannelsen gennemføres ved Graduate School of Operational and Information Sciences, som er en del af NPS. Skolen er beliggende i Monterey i Californien, USA. Skolen er en af de højest akkrediterede militære uddannelsesinstitutioner i det amerikanske forsvar.

Du kan læse mere om uddannelsen her: https://nps.smartcatalogiq.com/en/Current/Academic-Catalog/Graduate-School-of-Operational-and-Information-Sciences-GSOIS/Department-of-Defense-Analysis/Special-Operations-Irregular-Warfare-Curriculum-699

Kontakt og yderligere information

Hvis du vil vide mere om Master i Militære Studier og Operations- og føringsuddannelsen, så gå ind på fak.dk og læs om uddannelserne. På hjemmesiden kan du bl.a. finde studieordningen, modulbeskrivelser, uddannelsesskitsen samt se mere materiale om optagelsesprocessen. Hvis du bliver optaget på MMS, vil du skulle følge studieordningen for 2020, som pt. er under udarbejdelse. Du kan på følgende link læse mere om, hvilke ændringer den nye studieordning kommer til at indeholde, og hvad det betyder for dig som studerende: http://www.fak.dk/nyheder/Pages/Master-i-Militaere-Studier-gennemgaar-stoerre-justeringer.aspx

Hvis du vil vide mere er du velkommen til at ringe til studieleder orlogskaptajn Claus Rasmussen på telefon 728 17062, eller studievejleder major Allan Therkelsen på telefon 728 17061.
Vil du vide mere om Operations- og Føringsuddannelsen, kan du kontakte major Henrik Gustafsson på telefon 728 17377.

Om Forsvarsakademiet
Forsvarsakademiet fornemmeste opgave er at uddanne officerer, der kan føre, lede og udvikle militære enheder i krig, krise og konflikt. Forsvarsakademiets vision er at udvikle og gennemføre uddannelser, der skaber nogle af de dygtigste og mest anerkendte officerer i NATO.
Forsvarsakademiet er desuden en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion, etnisk oprindelse eller andet til at søge uddannelsen som et led i egen udvikling og kvalificering, men også for at tilføre uddannelsen værdifulde input til glæde for det samlede udbytte ved de studerende, deres arbejdspladser samt samfundet generelt.
  
  
  
Generel information

Tjenestested

FAST BOPÆL

Lokation

Intet fast arbejdssted

Værn

Værnsfælles

Funktionsniveau

M331 Løngruppe 5 Major/orlogskaptajn

Ansøgningsfrist

17.11.2019

Indrykningsdato

04.10.2019

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejere

Tilmeld dig jobagent