Kemiker til BRS 2019


Kemiker til Kemisk Beredskab

Er du en dygtig detektiv i laboratoriet? Kan du formidle vanskelig kemi på en forståelig måde? Vil du være med til at gøre en forskel med blå blink, og har du lyst til at blive en del af Beredskabsstyrelsens Kemiske Beredskab? Så har vi et spændende job til dig som kemiker i Beredskabsstyrelsen i København.
Om os
Vi løser operative opgaver ved hændelser med kemiske stoffer i samarbejde med redningsberedskabet, politiet og andre myndigheder. Kemisk Beredskab udarbejder information om kemiske stoffer (fx APP ”Farlige stoffer”), rådgiver om kemiske stoffer, foretager analyser af kemiske stoffer og er med ude på indsatser. Som en del af Beredskabsstyrelsen løser vi også en lang række andre opgaver for at styrke og udvikle samfundets samlede beredskab.

Kemisk Beredskab ligger på Østerbro (på Københavns Universitet) og er dermed geografisk adskilt fra resten af Beredskabsstyrelsen i Birkerød.

I hverdagen har vi en uformel omgangstone med fokus på læring og udvikling, og dine input er altid meget velkomne.
Om stillingen
Som kemiker bliver du en del af et stærkt team på 12 medarbejdere bestående af en kontorchef, en souschef, ni kemikere, en laborant. Den nye stilling er en opnormering.

I det daglige hjælper vi hinanden med opgaverne og udnytter vores forskellige fagligheder til at opretholde et robust Kemisk Beredskab. I skarpe situationer kræves selvstændig løsning af opgaverne i tæt dialog med vores forskellige rekvirenter. Det operative arbejde med indsatser sker efter fastlagte procedurer i forhold til det øvrige beredskab.

Der vil ved ansættelsen blive tilrettelagt et individuelt oplæringsforløb, så du på sigt kan varetage de mange forskellige typer opgaver, som en kemiker i Kemisk Beredskab skal løse.

Dine arbejdsopgaver vil blandt andet være:

- At deltage i døgnberedskabet med telefonrådgivninger og udrykninger til selve hændelsen i hele Danmark og ind imellem også internationalt.
- At stå for de daglige rutiner i laboratoriet, så alle instrumenter er klar i beredskab.
- At oparbejde og udføre kvalitative kemiske analyser af ukendte prøver fra vores rekvirenter, at kvalitetssikre data samt at formidle prøveresultater både mundtligt og skriftligt.
- At deltage i øvelser og undervise på kemi- og beredskabsfaglige kurser.
- At udvikle og vedligeholde informationssystemet om farlige stoffer til brug for hændelser med de kemiske stoffer.
Om dig
Du har en relevant naturvidenskabelig akademisk uddannelse på kandidatniveau som for eksempel cand. scient., farmaceut, ingeniør eller lignende.

Du er engageret, fleksibel og tager ansvar, ligesom du er god til at kommunikere og samarbejde med personer på alle niveauer og til tider under stort pres.

Du har en analytisk-kemisk baggrund, da en af vores kerneopgaver netop er kemiske analyser. Vi råder over mange forskellige analyseapparater blandt andet GC-MS, LC-MS, IC-MS, ICP-OES, XRF og FTIR, hvorfor vi gerne ser, at du har erfaring inden for flere af disse teknikker.

Du har kendskab til DANAK-akkreditering af kemiske analyser efter ISO-17025 og erfaring med myndighedsarbejde.

Beredskabsstyrelsen skal i løbet af de kommende år gennemføre en akkreditering af laboratoriet. Hos Kemisk Beredskab får du mulighed for at sætte dit personlige præg på vores nye kvalitetssystem, som skal favne et meget bredt analyseprogram, hvor ingen prøver er ens.

Det er vigtigt for os, at du trives i en stilling, der byder på stor variation – hvor dagene sjældent er ens. Du skal kunne yde optimalt i en hektisk situation, som til tider er akut og uden for normal arbejdstid. Hos os får du mulighed for at udvikle både dine analytiske og beredskabsfaglige talenter.

Du skal efter et individuelt uddannelsesforløb indgå i Kemisk Beredskabs vagtordning (svarende til vagt fra hjemmet uden for normal arbejdstid af en uges varighed ca. hver anden måned). Det vil sige, at du skal være klar til at give telefonisk rådgivninger eller rykke ud til selve hændelsen eller gå i laboratoriet.

Det er nødvendigt, at du har eller tager kørekort (B).

Du skal kunne deltage i øvelser, uddannelse og møder i Danmark og ind i mellem i udlandet.
Ansættelsesvilkår
Du bliver ansat og aflønnet efter den enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikere i staten. Derudover vil der, afhængig af dine kvalifikationer, være mulighed for at forhandle tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 17,1% af basisløn.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele dit ansættelsesforhold.

KONTAKT OG ANSØGNING
Du er meget velkommen til at kontakte souschef Ulla Klixbüll på telefon 4590 6852 eller chefkonsulent Anders Søndergaard på telefon 4590 6855, hvis du har spørgsmål angående stillingen.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesforhold kan du kontakte Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent Toke Rasmussen på telefon 3266 5991.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Du bedes ligeledes scanne og vedhæfte relevante dokumenter, så som bevis for uddannelse mv.

Ansøgningsfristen er den 15. oktober 2019. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 43.

Stillingen er til besættelse hurtigst muligt.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

OM BEREDSKABSSTYRELSEN
Beredskabsstyrelsen er en myndighed under Forsvarsministeriet. Vores mission er at arbejde for et robust samfund ved at udvikle og styrke beredskabet, så ulykker og katastrofer forebygges og afhjælpes. Beredskabsstyrelsen leder det statslige redningsberedskab og rådgiver det kommunale redningsberedskab og andre myndigheder samt yder assistance ved større eller længerevarende indsatser i Danmark, hvor der er brug for meget mandskab eller specialmateriel. Beredskabsstyrelsen assisterer også efter anmodning ved natur- eller menneskeskabte katastrofer i udlandet.
  
  
  
Generel information

Tjenestested

København

Lokation

Region Hovedstaden

Værn

Beredskabsstyrelsen (BRS)

Funktionsniveau

C300

Ansøgningsfrist

15.10.2019

Indrykningsdato

27.09.2019

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejere

Tilmeld dig jobagent