Erfaren teamleder til materielplanlægning i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse


Erfaren teamleder til materielplanlægning i Materiel- og Indkøbsstyrelsen

Nu har du som major/orlogskaptajn muligheden for at søge en spændende og synlig stilling, hvor du kan arbejde med materielplanlægning og strategisk styring af materielområdet i Porteføljekontoret i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.
Som teamleder for materielteamet er du tæt på de centrale beslutningsprocesser på materielområdet og en del af et dynamisk kontor præget af et højt fagligt niveau, engagement og med en uformel omgangstone.
Om os
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) anskaffer, vedligeholder og bortskaffer materiel og it for Forsvarsministeriets koncern.

Porteføljekontoret er ansvarligt for styring og udvikling af materielkapacitetsplanen og it-kapacitetsplanerne, herunder iværksættelse og opfølgning på programmer og projekter og varetagelse af ejerperspektivet i relation til Forsvarsministeriets Departement og styrelser. I den forbindelse udarbejder Porteføljekontoret bl.a. bidrag til Forsvarsministeriets Materielstatusrapportering og koordinerer FMI forligsimplementering.

Porteføljekontoret er tillige overordnet ansvarlig for styring af FMI portefølje. I den forbindelse varetager kontoret bl.a. sekretariatsfunktionen i Porteføljekomiteen, Driftskomiteen og It-porteføljeudvalget.

Porteføljekontoret består af en chef og 11 militære og civile sagsbehandlere, opdelt i et porteføljeteam, et materielteam og et it-team. Kontoret er kendetegnet ved en åben, ærlig og uformel omgangstone, hvor vi udfordrer og hjælper hinanden. Vi har fokus på gode resultater og lægger tillige vægt på gode betingelser for personlig udvikling. Vi værdsætter konstruktiv dialog med vores samarbejdspartnere internt og i koncernen.
Om stillingen
Som teamleder i Porteføljekontorets materielteam er du ansvarlig for koordination, styring, udvikling og opdatering af den 15-årige materielkapacitetsplan sammen med teamets tre-fire medarbejdere. Du refererer til chefen for Porteføljekontoret og har ofte direkte dialog med FMI ledelse og kapacitetsansvarlige.

Dine opgaver vil bl.a. omfatte:

- Faglig ledelse af teamet, herunder sparring og udvikling af medarbejdere.
- Koordination af opdatering af materielkapacitetsplanen. Materielfaglige indstillinger og aktstykker til Forsvarsministeriets Departement og forberedelse til Forsvarsministeriets Investeringskomite.
- Drøftelse af materielkapacitetsplanens udvikling, økonomi og projekter med FMI ledelse og kapacitetsansvarlige.
- Løbende dialog og koordination internt samt med departementet såvel som Forsvarskommandoen, Hjemmeværnskommandoen, Beredskabsstyrelsen og øvrige styrelser og myndigheder.
- Bidrag til FMI Porteføljekomite og Driftskomite, der koordineres i kontorets porteføljeteam.

Eksponering, kompleksitet og faglighed i denne stilling gør, at du med den rette indsats får stor indsigt i forsvarets materielanskaffelser og drift på såvel et praktisk som strategisk niveau. Stillingen giver således gode muligheder for personlig og faglig udvikling i en spændende hverdag.
Om dig
Du har en militær baggrund og har gennemført Videreuddannelsestrin II/Ledere (VUT-II L), Master i Militære Studier (MMS) eller et tilsvarende udenlandsk kursus. Du kan også have en relevant akademisk uddannelse på kandidatniveau og væsentlig ledelseserfaring fra forsvaret.
Der lægges vægt på, at du har erfaring og en bred forståelse for Forsvarsministeriets koncern fx fra det operative område, fra materielområdet eller har arbejdet i en styrelse eller departement.

Derudover lægger vi vægt på, at du:

- Har veludviklede samarbejdsevner og menneskelige kompetencer, der understøtter varetagelse af teamlederfunktionen.
- Kan se igennem kompleksitet og kan holde mange bolde i luften på en systematisk og struktureret måde.
- Er i stand til at formulere dig på en enkel og letforståelig måde i både skrift og tale.
- Er ambitiøs, løsningsorienteret og har en veludviklet dømmekraft.

Din personlighed er imødekommende, din tilgang er helhedsorienteret og din faglighed bygger bl.a. på stærke analytiske evner. Du vil være hjulpet af at vide noget om materielområdet, porteføljestyring og økonomi – ellers sørger vi for, at du kommer til det.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat af 23. maj 2019 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.

Stillingen er indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer og orlogskaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforbyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale missioner.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Hvis du har en civil uddannelsesbaggrund, vil du blive ansat som specialkonsulent i henhold til gældende overenskomst mellem AC og Finansministeriet.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte den nuværende stillingsindehaver, major Christina Hviid Mailund, (indtil 17. september) på telefon 24 37 35 89 eller kontorets chef, oberstløjtnant Flemming Brühl Asmussen, på telefon 93 50 45 03.

Spørgsmål vedrørende løn- og ansættelsesvilkår rettes til HR-konsulent Martin Robert Fyrstenberg på telefon 72 81 91 76.

Ansøgningsfristen er den 22. september 2019. Samtaler afholdes snarest herefter.

Stillingen er ledig til besættelse fra medio oktober 2019 eller snarest herefter.

Vi vil bede dig søge stillingen via linket. Hvis der ikke er mulighed for at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med ved en eventuel samtale.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

OM FORSVARSMINISTERIETS MATERIEL- OG INDKØBSSTYRELSE
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) har, som styrelse under Forsvarsministeriets koncern, det overordnede ansvar for koncernens materiel- og informatiksystemer fra ’vugge til grav’. FMI har ca. 1.900 medarbejdere. Omkring 1.400 er civile, imens 500 er militære. Knap 850 af FMI’s ca. 1.900 medarbejdere er placeret i domicilet i Ballerup.
FMI’s hovedopgave er at anskaffe, vedligeholde og videreudvikle materiel til hele Forsvarsministeriets koncern, lige fra kampvogne, skibe og jagerfly til IT-udstyr, feltrationer og lommeknive. Til at gøre dette administrerer FMI årligt ca. 9 mia. kr. svarende til ca. 1/3 af det samlede forsvarsbudget. Pengene bliver brugt til at yde den bedst mulige støtte til især de udsendte styrker og operative enheder, da det er støtten hertil, som altid er i centrum.
  
  
  
Generel information

Tjenestested

Ballerup

Lokation

Region Hovedstaden

Værn

Værnsfælles

Funktionsniveau

M331 Løngruppe 5 Major/orlogskaptajn

Ansøgningsfrist

22.09.2019

Indrykningsdato

04.09.2019

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejere

Tilmeld dig jobagent