Almen sergent Hæren 1

Næstkommanderende til Electronic Warfare Kompagniet


Næstkommanderende til Electronic Warfare Kompagniet ved 1. ISRBTN.

Er du den synlige leder, der formår at planlægge og udstikke direktiver? Kan du motivere proffessionelle soldater og specialister?
Så har du muligheden for at blive vores nye næstkommanderende.
Om os
1. Intelligence Surveillance Reconnaissane Bataljon (ISRBTN) er en operativ bataljon i rammen af 1 Brigade med ansvar for brigadens efterretningstjeneste, herunder overvågning og opklaring. Bataljonen har desuden et betydeligt ansvar for udvikling af kapaciteter og enheder i relation til efterretningstjeneste, ligesom bataljonen har ansvaret for planlægning og gennemførelse af efterretningsmæssig kursusvirksomhed.

Bataljonen består af en stab, en stabsdeling, en All Source Analysis Cell og tre underafdelinger med kapaciteter til elektronisk krigsførelse, Unmanned Arial Systems og jordbaseret opklaring. ISRBTN består til daglig af ca. 270 medarbejdere hvoraf ca. 150 er garnisoneret i Fredericia.

ISRBTN er garnisoneret i Varde sammen med Efterretningsregimentet (EFR).

Electronic Warfare Kompagniet (EWKMP) er en single-source efterretningsindhentningsenhed beliggende i Fredericia.
Opgaven er grundlæggende efterretningsindhentning i det elektromagnetiske spektrum. Kompagniet er en alsidig arbejdsplads med flere forskellige specialer og specialiserede medarbejdere. Kompagniet er karakteriseret af en omskiftelig hverdag og et højt arbejdstempo. Vi er en kampstøtteenhed og løser opgaver i Hærens almindelige regi, men støtter også andre værn og myndigheder.
EWKMP er kontinuerligt indsat i et eller flere af Forsvarets missionsområder og er generelt en efterspurgt kapacitet.

EWKMP er præget af en åben og uformel tone, hvor kvalifikation og kompetencer vægtes frem for rang og funktioner. Mange områder af kompagniets arbejde og hverdag er meget specialiseret og kræver stor indsigt, hvilket betyder, at meget viden og ansvar er forankret hos specialisterne. Det fordrer derfor en åben dialog og tillid på tværs af alle niveauer, således opgaver løses på det bedst mulige grundlag.

Medarbejderen ved EWKMP er generelt karakteriseret ved teknisk sindelag, analytisk flair, ansvarlighed og ikke mindst selvstændighed. Derudover forstår medarbejderen ved kompagniet den fortrolighed, som arbejdsområdet og vore samarbejdspartnere naturligt pålægger os.
Om stillingen
Du bliver en del af kompagniets ledelse og virker som kompagnichefens stedfortræder.

Du bliver ansvarlig for koordinationen og kontrollen af faglige tjeneste ved kompagniet. Desuden bliver du ansvarlig for kompagniets ressourceplanlægning, herunder budgettering og budgetopfølgning.
Under indsættelse, vil du være kompagniets CBRN-officer og indgå i kompagniets førings- og analyseelement.

Sammen med kompagnichefen udstikker du direktiver for planlægningen af kompagniets større aktiviteter, som eksempelvis skydeperioder og enhedsuddannelse. I nogle tilfælde vil du få ansvaret for gennemførelsen. Du vil ligeledes bistå chefen i den interne uddannelseskontrol.

Du vil få opgaver som instruktør og faglærer i takt med opbygningen af dine kompetencer inden for EW.

Størstedelen af dine opgaver løses i samarbejde med andre medarbejdere i enheden. Afhængig af dine forudsætninger og interesser vil der være mulighed for at få ansvar for en række studie-, udviklings- og materielimplementeringsprojekter, herunder vil du skulle deltage i møder med forsvarets øvrige myndigheder samt planlægge kompagniets aktiviteter i relation til disse projekter.

Der forventes en årlig rejseaktivitet på 2-4 uger til kurser og møder, samt 3-5 ugers øvelsesaktivitet
Om dig
Du er kaptajn og har gennemgået VUT-I/L eller VUK (BTN/BDE). Alternativt er du premierløjtnant og optaget på føringskursus.
Som person har du stærke kompetencer inden for planlægning, styring og analytisk tænkning.
Det er en fordel, såfremt du har været delingsfører i en stående reaktionsstyrke.

Det er ønskeligt at du har erfaring fra INTOPS og gerne fra en efterretningsstilling.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat af 27. oktober 2015 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

Såfremt du er omfattet at en lokal tjenesteplan eller er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kompagnichefen kaptajn Thomas Amdi Jespersen, kontaktes på tlf. 72829500 eller EFR-1B-200A@fiin.dk.
Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, kan du tage kontakt til HR konsulenten ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse, afdelingsleder Malene Nørgaard Abel på telefon 7281 9142.

Ansøgningsfristen er den 21. juli 2019. Samtaler forventes afholdt umiddelbart efter ansøgningsfristens udløb.
Stillingen ønskes besat snarest muligt.

Fast tjenested er Fredericia.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, kan du medbringe disse til en evt. samtale.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede til at søge stillingen fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

OM EFTERRETNINGSREGIMENTET
Efterretningsregimentet er centrum for militære enheder, der indhenter, bearbejder og analyserer informationer, for at skabe sikkerhed for danske soldater. Regimentet bidrager til det daglige situationsbillede, og yder efterretningsstøtte til Hæren og til militære enheder, udsendt i international tjeneste. Regimentet forestår endvidere Conduct after Capture uddannelserne i forsvaret og er ansvarlig for den militære sikkerhedstjeneste i hæren.
Regimentet er placeret på Varde Kaserne og beskæftiger ca. 263 faste medarbejdere, fordelt på et garnisonsstøtteelement og en efterretningsbataljon. Regimentet uddanner ca. 250 værnepligtige om året.
Endvidere er 1 Intelligence Surveillance Reconnaissance Bataljon også placeret på garnisonen. Bataljonen tilhører 1. brigade og har 270 fastansatte.
  
  
  
Generel information

Tjenestested

Fredericia

Lokation

Region Syddanmark

Værn

Hæren

Funktionsniveau

M321 Løngruppe 4 Kaptajn/kaptajnløjtnant

Ansøgningsfrist

21.07.2019

Indrykningsdato

20.06.2019

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejere

Tilmeld dig jobagent