Missionplanner

Sagsbehandler med erfaring og gode samarbejdsevner til Administrationssektionen (J1) ved Specialoperationskommandoen (genopslag)


Sagsbehandler med erfaring og gode samarbejdsevner til Administrationssektionen (J1) ved Specialoperationskommandoen (genopslag)


Vi søger en dygtig og erfaren seniorsergent til stillingen som souschef ved Administrationssektionen (J1) i Specialoperationskommandoen, som har lyst til at arbejde med administrative opgaver inden for NIV-II myndighedsområdet.
Om os
Med Forsvarsaftalen 2013-2017 blev det fastsat, at Specialoperationskommandoen skulle etableres, med henblik på at styrke Forsvarets muligheder for at bidrage med stærke, moderne og værnsfælles specialoperationskapaciteter i den operative opgaveløsning.

Specialoperationskommandoen er oprettet i 2015 og er placeret på Flyvestation Aalborg. Jægerkorpset og Frømandskorpset er underlagt Specialoperationskommandoen.

Administrationssektionen (J1) i Specialoperationskommandoen leverer administrativ støtte til SOKOM stab samt Jægerkorpset og Frømandskorpset.

Vi har en uformel omgangstone, hvor samarbejde, humor i hverdagen og et godt socialt sammenhold skaber grundlag for at håndtere hverdagens mangeartede udfordringer.
Om stillingen
Du vil blive souschef i J1-sektionen ved staben for Specialoperationskommandoen. Sektionen omfatter, foruden dig, en sektionschef (kaptajn) og fem erfarne medarbejdere samt to fleks-medarbejdere.

Din opgave bliver at støtte sektionschefen med den daglige ledelse af sektionen og faglig sparring samt agere repræsentant for sektionen i udvalgte arbejdsgrupper. Desuden er du stedfortræder for sektionschefen, og skal i dennes fravær kunne godkende arbejdstid og rejser i DeMars.

Derudover skal du forvente at bidrage til sagsbehandling i sektionen og håndtere sager af både individuel og generel karakter inden for det administrative område, som for eksempel rejsedirektiv, arbejdstid, FOKUS, sygefravær m.m.

I samarbejde med sektionschefen skal du rådgive chefer og ledere i staben samt det administrative fælleskab i forvaltningsgrundlaget inden for personeladministrative sager.

Du skal ofte arbejde med DeMars i forbindelse med kontrol af arbejdstidsstyring ved underliggende myndigheder samt trække rapporter til brug som ledelsesinformation for de resterende chefer i staben og underliggende myndigheder.

Du vil i stillingen opleve en stor grad af frihed under ansvar inden for tildelte opgaver, hvor du får mulighed for at arbejde selvstændigt samt at nytænke og udvikle eksisterende arbejdsgange og processer.
Om dig
Du er seniorsergent eller er i gang med eller fundet egnet til gennemgang af VUT II/ML. Du har godt kendskab til alle former for administrative opgaver, herunder ressourcestyring og strukturstyring. Du har tidligere beskæftiget dig med personeladministration, herunder administration og forvaltning af løn, arbejdstid og rejser.

Du har endvidere et godt kendskab til Forsvarets IT systemer, specielt DeMars, Business Intelligence og KESDH.

Du skal selvstændigt kunne varetage sagsbehandling på varierede sagsområder, der kræver specialviden, og i den forbindelse kunne udtrykke dig let og forståeligt på skrift. Det er en fordel, hvis du har gennemgået sagsbehandlerkursus. Er dette ikke tilfældet, skal dette gennemføres snarest efter tiltrædelse.

Du arbejder effektivt og målrettet, forstår at prioritere dine arbejdsopgaver og kan overholde deadlines. Da du vil få en stor berøringsflade, er det vigtigt at du besidder gode samarbejdsevner og bidrager med en høj faglighed, ligesom du i det daglige skal kunne bevare overblikket i pressede situationer.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en seniorsergent stilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende CO10 fællesoverenskomst og organisationsaftale for Centralforeningen for stampersonel.

Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvaret indgår forhandling om personlige tillæg som en del af ansættelsesproceduren.

Dit faste tjenestested vil være i Aalborg.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

Kontakt og ansøgning
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefen for Operationsstøtteafdelingen, oberstløjtnant Claus Wammen på tlf.: 728 57150.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Rikke Langvad Jensen ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på mail fps-ba-bs247@mil.dk

Vi vil bede dig om at søge stillingen via nedenstående link. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

Såfremt du er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Ansøgningsfristen er den 25. juni 2019 og vi forventer at afholde ansættelsessamtaler hurtigst muligt derefter.

Forsvaret er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk oprindelse til at søge stillingen.

OM SPECIALOPERATIONSKOMMANDOEN
Specialoperationskommandoen indgår i Forsvarskommandoen og ligger ved Aalborg. Specialopera-tionskommandoen er det faglige og operative kapacitetscenter for Danmarks specialoperationskapaciteter. Specialoperationskommandoen omfatter en kommandostab, Jægerkorpset og Frømandskorpset.

Chefen for Specialoperationskommandoen er overfor Forsvarschefen ansvarlig for al styrkeproduktion og –udvikling indenfor Specialoperationsområdet herunder for styrkeproduktionen og –opstillingen af et dansk kernebidrag til en NATO Composite Special Operations Component Command, der skal kunne indsætte specialstyrker i internationale operationer og virke på operativt niveau.
Det værnsfælles og tætte samarbejde på tværs af Forsvarets kapaciteter er et helt centralt ele-ment i Specialoperationskommandoens motto: Styrke Gennem Fælles Indsats.
  
  
  
Generel information

Tjenestested

Flyvestation Aalborg

Lokation

Region Nordjylland

Værn

Værnsfælles

Funktionsniveau

M231 Seniorsergent

Ansøgningsfrist

25.06.2019

Indrykningsdato

04.06.2019

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejere

Tilmeld dig jobagent