FMN

Dekan ved Forsvarsakademiet


Dekan ved Forsvarsakademiet

Vi søger en ambitiøs, innovativ og hårdtarbejdende dekan, som kan videreudvikle og kvalitetssikre Forsvarets forsknings- og udviklingsportefølje samt Forsvarsakademiets produktion af forsknings- og udviklingsbaseret uddannelse.
Om os
Forsvarsakademiet har de seneste ti år udviklet sig fra i overvejende omfang at levere erfaringsbaseret uddannelse til i dag at levere forsknings- og udviklingsbaseret uddannelse på kvalifikationsrammens niveau 5, 6 og 7.

Forsvarsakademiet udvikler og producerer forskning, udvikling, rådgivning og formidling indenfor de militære kernekompetencer på et videngrundlag, der i hovedsagen udgøres af militær strategi, militær ledelse, militære operationer, militær teknologi, militær historie, krigsteori og kulturforståelse. Med afsæt i Forsvarsakademiets strategi og fakultetsstrategien skal denne udvikling fortsættes og uddybes.

Dekanen ved Forsvarsakademiet er ansvarlig for vidensgrundlag og han/hun er direkte foresat for akademiets forsknings- og uddannelsesbærende institutter, for Forsvarets Videnscenter og for dekanens egen stab. Dekanen refererer til chefen for Forsvarsakademiet.
Om stillingen
Dekanen har ansvaret for Forsvarsakademiets forsknings- og uddannelsesstrategi. Han/hun forestår den overordnede styring, udvikling, koordination og ressourceallokering i relation til Forsvarsakademiets forskningsaktiviteter og uddannelser.

Dekanen iværksætter desuden udgivelse af strategi- og policypapirer samt direktiver, bestemmelser og vejledninger inden for området. Dekanen har samtidig ansvaret for kvalitetsudviklingen af Forsvarsakademiets forsknings- og uddannelseskompetencer samt for Forsvarsakademiets eksterne relationer på forsknings- og udviklingsområdet.

Endelig har dekanen det overordnede ansvar for akkrediteringen af de til Forsvarsakademiet henlagte uddannelser herunder den militære akademiuddannelse, den militære diplomuddannelse samt masteruddannelsen i militære studier.

Stillingen som dekan for Forsvarsakademiet er ledig til besættelse 1. juli 2019.
Om dig
Vi forestiller os, at du har en akademisk videreuddannelse og gerne en Ph.d. indenfor et relevant kernekompetenceområde. Du har endvidere national og international erfaring med ledelse af militær forskning og uddannelse på kvalifikationsrammens niveau 6 og 7.
Alternativt er du officer og har gennemført videreuddannelsestrin II for militære ledere eller ækvivalerende videreuddannelse og gerne med erfaring fra forskningsbaseret arbejde, ligesom supplerende akademisk uddannelse vil være en fordel.

Du har dokumenteret ledelseserfaring og gerne relevant praktisk erfaring fra internationale operationer. Du skal have et udbygget netværk til såvel danske universiteter og tænketanke som relevante udenlandske militære og civile forskningsinstitutioner. Endelig skal du have indgående kendskab til Forsvarets uddannelsesområde samt det civile uddannelsessystem.

Det er afgørende, at du forstår værdien og rækkevidden af god uddannelse, og at du som person nyder almen respekt for din professionalisme og for din civile og/eller militære indsigt og erfaring.

Du kommer til at sætte præg på tidssvarende leverance af mellemlederuddannelser, officersuddannelser, hvor ambitionen er, at Forsvarsakademiet som en effektiv og tidssvarende uddannelsesvirksomhed, fortsat kan være med til at sikre, at Danmark uddanner nogle af NATO’s bedste officerer og mellemledere.
Det forventes, at du er i stand til at formidle på dansk og engelsk på et højt fagligt niveau – skriftligt som mundtligt.

De mere personlige egenskaber, som i særlig grad vil blive vægtet, er evnen til at samarbejde, inspirere og begejstre dine omgivelser.
Ansættelsesvilkår
Du ansættes på kontraktvilkår i henhold til rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i
staten. Den endelige lønpakke vil afhænge af din baggrund og dine kvalifikationer, men
stillingen er indplaceret i løngruppe 2. Der er mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer ligesom at der er mulighed for, at ansættelsen kan ske på åremål.

Hvis du i forvejen er tjenestemand, kan ansættelsen efter en konkret vurdering ske som tjenestemand, hvorefter den lønmæssige indplacering vil ske i lønramme 38.
Ansøgningen skal i så fald stiles til Dronningen, medmindre du allerede er indplaceret i lønramme 38.

Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og kunne opretholde denne i hele din ansættelsesperiode.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du ønsker yderligere oplysninger om stillingen, kan du kontakte chefen for Forsvarsakademiet, kontreadmiral Henrik Ryberg på mail, fak-ch@mil.dk eller på telefon 728 19002.

Har du spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent, Nezi Olgun på telefon 728 19125.

Ansøgningsfristen er den 23. maj 2019 og samtaler forventes afholdt snarest herefter.
Ansøgningen vedlagt alle relevante bilag sendes elektronisk via linket ”send ansøgning” nederst på siden.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.
  
  
  
Generel information

Tjenestested

Svanemøllens Kaserne

Lokation

Region Hovedstaden

Værn

Civil

Funktionsniveau

C400

Ansøgningsfrist

23.05.2019

Indrykningsdato

03.05.2019

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejere

Tilmeld dig jobagent