IT-medarbejder til infrastrukturafdelingen i Forsvarets IT (genopslag)


IT-medarbejder til infrastrukturafdelingen i Forsvarets IT (genopslag)

Vi har brug for en ny kollega, som skal deltage i drift og udvikling af vores primære overvågningsværktøj, SCOM. Måske er det dig?
Om os
Forsvaret både ligner og adskiller sig fra andre offentlige og private arbejdspladser. Vores mission er at arbejde for fred og sikkerhed i både Danmark og verden. Til støtte for dette, stiller Forsvaret krav om en IT-infrastruktur af meget høj kvalitet, der er både sikker, effektiv og tilbyder moderne tjenester baseret på de nyeste teknologier fra bl.a. HP, Cisco og Microsoft.

Koncern IT er en af landets største IT-virksomheder og løser en række spændende drifts- og udviklingsopgaver, som skaber fundamentet for kommunikation og IT for Forsvarets ansatte ombord på skibe i Nordatlanten eller på mission i ørkenen – men også i Oksbøl og Hjørring.

Vi skal både være effektive og samtidig levere gode, brugervenlige IT-tjenester til Forsvarets ansatte. Åbenhed, ærlighed og loyalitet er kodeordene for et godt samarbejde hos os.

Vi lægger vægt på et godt arbejdsmiljø i moderne rammer med en arbejdsuge på gennemsnitligt 37 timer, fleksibel arbejdstid og betalt frokostpause. På vores unikke arbejdsplads har du med andre ord tid til et liv ved siden af, uden at du skal give afkald på kompetenceudvikling og relevante udfordringer!

Vores sektion (Core Drifts- og Koordinationsstøtte) består pt. af 18 medarbejdere, hvoraf 3 er militære og 15 er civile. Sektionen er en del af Koncern IT under Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

Vi bor på Helseholmen i Hvidovre (Avedøre Holme), men forventer at blive samlet under hele Materielstyrelsen i Ballerup.
Om stillingen
Du bliver hos Forsvarets IT en del af en sektion med 18 højt specialiserede medarbejdere, som yder støtte til drift af den bagvedliggende infrastruktur.

Du kommer primært til at arbejde med Microsoft System Center 2012 porteføljen med fokus på Microsoft System Center Operation Manager 2012 (SCOM). Du kommer til at varetage den daglige drift og vedligeholdelse af SCOM, rapportering, og i samarbejde med 1-2 kolleger udbygge anvendelsen af SCOM i den øvrige del af IT-organisationen. Målet er at gøre driften af infrastrukturen så effektiv og proaktiv som mulig.

Vi forestiller os, at du har 2-5 års erfaring fra en IT-administrativ stilling, men har du den rette profil og personlighed samt en solid teoretisk viden om Microsoft Server teknologier, hører vi meget gerne fra dig, selv om du endnu ikke nødvendigvis har så meget praktisk erfaring.
Om dig
Du har en relevant IT-uddannelse, en akademisk uddannelse eller en uddannelse som datatekniker.

Det er ønskeligt, at du har en fornuftig viden om og erfaring med Microsoft infrastruktur med underliggende services. Du behersker desuden dansk og engelsk i både skrift og tale på et fagteknisk niveau.

Du er en teamplayer, og du brænder for at udvikle dit speciale og for at lære nye ting. Du har et godt humør og formår at kommunikere teknisk komplekse informationer til såvel tekniske som ikke-tekniske samarbejdspartnere og kolleger.

Du arbejder engageret, struktureret og er kvalitetsbevidst, og tager ansvar for både dine og sektionens opgaver. Du trives i et arbejdsmiljø, hvor der er fokus på stabil drift af systemer, men hvor ændringer også kan ske hurtigt. Som person er du positiv af natur og ser løsninger frem for problemer. Du brænder for at dygtiggøre dig, og du deler aktivt din tekniske viden med dine kollegaer.

Hos os og ikke mindst hos Forsvaret, er det dine evner, dit engagement og dine ambitioner, der hjælper os med at forbedre hverdagen for vores udsendte soldater i hele verden. Til gengæld tilbyder vi dig muligheden for at indgå i et team af usædvanligt dygtige og engagerede IT-specialister, og der er en lang række af muligheder for personlig og faglig udvikling.
Ansættelsesvilkår
Der er tale om en fuldtidsstilling med fast tjenestested i Hvidovre.

Du bliver ansat og aflønnet efter gældende overenskomst.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte fungerende sektionschef Andreas Weis Kalckar på telefon 72 81 46 33.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Mette Sihm ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 96 96.

Ansøgningsfristen er den 22. april 2019.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Du anmodes om at vedhæfte relevante dokumenter for uddannelse mv.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

OM FORSVARSMINISTERIETS MATERIEL- OG INDKØBSSTYRELSE
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) har, som styrelse under Forsvarsministeriets koncern, det overordnede ansvar for koncernens materiel- og informatiksystemer fra ’vugge til grav’. FMI har ca. 1.900 medarbejdere. Omkring 1.400 er civile, imens 500 er militære. Knap 850 af FMI’s ca. 1.900 medarbejdere er placeret i domicilet i Ballerup.

FMI’s hovedopgave er at anskaffe, vedligeholde og videreudvikle materiel til hele Forsvarsministeriets koncern, lige fra kampvogne, skibe og jagerfly til IT-udstyr, feltrationer og lommeknive. Til at gøre dette administrerer FMI årligt ca. 9 mia. kr. svarende til ca. 1/3 af det samlede forsvarsbudget. Pengene bliver brugt til at yde den bedst mulige støtte til især de udsendte styrker og operative enheder, da det er støtten hertil, som altid er i centrum.
  
  
  
Generel information

Tjenestested

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbstyrelse

Lokation

Region Hovedstaden

Værn

Civil

Funktionsniveau

C300

Ansøgningsfrist

22.04.2019

Indrykningsdato

08.04.2019

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejere

Tilmeld dig jobagent