Operationsofficer til vagttjeneste ved Arktisk Kommandos JOC


Operationsofficerer til vagttjeneste ved Arktisk Kommandos Joint Operations Centre

Arktisk Kommando er i rivende udvikling. I den forbindelse er vi ved at sætte et stærkt hold, som skal sikre hovedkvarterets igangværende styrkelse. Vi søger tre officerer med visioner, gåpåmod og som ikke bange for at tage ansvar, vil vi gerne have dig med på holdet.
Om os
Arktisk Kommando er en operativ kommando med ansvar for alle Forsvarets indsættelser i Arktis. Arktisk Kommando refererer direkte til forsvarschefen. Kommandoens ansvarsområde omfatter både Grønland og Færøerne samt omkringliggende havområder og tilsvarende luftrum.

Hovedopgaven for Arktisk Kommando er det militære forsvar af Grønland og Færøerne samt overvågning og suverænitetshævdelse. Desuden løses en lang række andre opgaver, såsom eftersøgnings- og redningstjeneste, miljøovervågning, forureningsbekæmpelse, fiskeriinspektion, isbrydning og nødvendige støtteopgaver for det civile samfund.

Året rundt er enheder fra Søværnet og Flyvevåbnet indsat i og omkring Grønland og Færøerne under hovedkvarterets kommando. Slædepatruljen Sirius tilhører organisatorisk kom-mandoen, som både styrkeproducerer og indsætter denne eliteenhed. Arktisk Kommando samarbejder i stigende grad med de øvrige arktiske nationer herunder særligt Island, Canada, Norge og USA. Indenfor rigsfællesskabet udgør Grønlands Selvstyre, Færøernes Hjemmestyre, Rigsombuddene, Grønlands og Færøernes Politi vigtige samarbejdspartnere.

Arktisk Kommando har hovedkvarter i den grønlandske hovedstad Nuuk. Vi har et forbindelseselement i Tórshavn på Færøerne og en forbindelsesofficer på Thule Air Base i Nordvestgrønland. Herudover har vi bemanding i Kangerlussuaq, I Grønnedal, på Station Nord, på Station Mestersvig samt på Flyvestation Aalborg. Slædepatruljen Sirius opererer i den nordøstlige del af Grønland, med udgangspunkt fra deres permanente base på Station Daneborg.

Kommandoens operationsområde strækker sig fra farvandet omkring Færøerne i øst til Grønlandshavet og det Arktiske hav i nord, over Danmarksstrædet og Irmingerhavet øst for Grønland til Davidsstrædet og Baffin Bugten mellem Canada og Nordvestgrønland. Klimaet er barskt og de geografiske afstande er enorme i et operationsområde, der er helt eller delvist er uden infrastruktur.
Om stillingen
Arktisk Kommando søger tre operationsofficerer til Joint Operations Centre.

Som vagthavende operationsofficer indgår du i den operative kommandos Joint Operations Centre (JOC) og Joint Rescue Coordination Centre (JRCC), som løser en lang række opgaver af både militær og kystvagtsmæssig karakter. Du vil indgå i en vagttørn med de øvrige operationsofficerer, som bemander JOC'en på døgnbasis. Som vagthavende operationsofficer vil det være din opgave at sikre overblikket over rigsfællesskabets område samt koordinere og føre indsatsen af taktiske enheder i dette enorme operationsområde.

Med afsæt i dine erfaringer som operationsofficer, dine kompetencer, interesser og hovedkvarterets behov, vil du under din udstationering, have mulighed for at prøve kræfter med andre stillinger i kommandoens stab, som eksempelvis i J3 fremtidige operationer eller J5 planlægning.

Du kommer til at samarbejde med og disponere over de af Forsvarets enheder til vands, lands og i luften, der er indsat i Arktisk Kommandos operationssområde. Derudover vil du i dit virke jævnligt komme til at samarbejde med militære og kystvagtsenheder fra andre nationer samt Arktisk Kommandos civile samarbejdspartnere i Grønland og på Færøerne.

Udover vagttjeneste vil du få erfaring med og indsigt i værnsfælles operative stabsprocesser, som lægger sig op af NATO doktrinerne samt traditionel stabstjeneste ved en NIV 2 myndighed. Du vil bl.a. få tildelt særlige sagsområder og opgaver alt efter kommandoens behov og dine kompetencer eksempelvis indenfor områder som Search and Rescue (SAR), havmiljø, mere traditionelle militære discipliner eller teknologiske områder.
Om dig
Vi forstiller os, at du er kaptajnløjtnant/kaptajn i Søværnet, Flyvevåbnet, Hæren, Specialoperationsstyrkerne eller Hjemmeværnet, dog helst med en baggrund fra sejlende tjeneste, flyvende tjeneste eller fra et militært operationscenter.

Har du erfaring fra JRCC, har du en uddannelse som SAR Mission Coordinator, som On-Scene-Coordinator, eller har du erfaring med billedopbygning, vil dette være en fordel, ligesom uddannelserne indenfor fiskeriinspektion eller havmiljø vil have relevans.

Jobbet som vagthavende operationsofficer og SAR Mission Coordinator kan særligt i forbindelse med gennemførelse af konkrete operationer, herunder SAR føles stressende, hvor der kræves overblik, handlekraft og samarbejdsevner. Derfor er det vigtigt, at du er god til at holde hovedet koldt, kan prioritere opgaverne, har gode analytiske anlæg, ved hvornår du skal sige fra og er god til at kommunikere i såvel skrift som tale på både dansk og engelsk.

Stillingen er for dig, der vil prøve kræfter med tjeneste i en værnsfælles operativ stab, der altid er indsat, og hvor alle opgaver pr. definition er skarpe. Du vil selvsagt få gode muligheder for kompetenceudvikling og i relevant omfang videreuddannelse. Derudover er jobbet en unik mulighed for at opleve og prøve kræfter med Grønlands storslåede natur. Har du familie, er der gode institutioner og skoler for dine børn samt stort set jobgaranti for din partner.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat af 27. oktober 2015 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Du vil blive stillet en fri bolig til rådighed samt ydelser jf. Grønlandsaftalen.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

Kontakt og ansøgning

Ansøgningsfristen er 5. maj 2019. Vi gennemfører samtaler løbende og ansætter løbende.

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte chefen for Arktisk Kommandos Joint Operations Centre (JOC)/Joint Rescue Coordination Centre (JRCC) orlogskaptajn Michael Hjort på VFK-A-CHJOC@mil.dk eller mob.tlf. +299 536220.

Om specifikke grønlandske forhold kan du kontakte Allan Hermansen partner ved Forsvarsministeriets Personelstyrelse på fps-ra-ma01@mil.dk eller på tlf. +299 491104.

Bemærk at tidsforskellen mellem Danmark og Grønland er 4 timer (bagud).

Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-Konsulent Peter Korfits Frank, Forsvarsministeriets Personalestyrelse på tlf. 72819140.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

Det er ikke et krav, men du må gerne vedlægge din seneste FOKUS.

Forsvaret er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

OM ARKTISK KOMMANDO
Arktisk Kommando er en værnsfælles operativ kommando med ansvar for alle Forsvarets indsættelser i Arktis og Nordatlanten. Kommandoens ansvarsområde omfatter både Grønland og Færøerne samt omkringliggende havområder og luftrum.
Hovedopgaverne for Arktisk Kommando er overvågning og suverænitetshævdelse til lands, til vands og i luften, eftersøgnings- og redningstjeneste, miljøovervågning, fiskeriinspektion samt støtte til det civile samfund. Arktisk Kommando er i færd med at implementere anbefalingerne fra regeringens Arktis-analyse, hvilket bl.a. indebærer, at kommandoen får tilgang af nye kapaciteter, herunder satellitovervågning, fregatter, øget tilstedeværelse med fly, moderne kommando- og kontrolsystemer samt en øget bemanding. Kommandoen skal endvidere stå i spidsen for oprettelsen af en frivilligorganisation i Grønland. Samtidig sker der for tiden en markant sikkerhedspolitisk og militær udvikling i det arktiske område, hvilket i høj grad påvirker Arktisk Kommando. Dagligdagen i kommandoen er præget af højt beredskab, mange operative opgaver, dynamisk opgaveløsning og et tæt samarbejde med bl.a. amerikanske og canadiske styrker.
Kommandoens operationer ledes fra et døgnbemandet operationscenter i Nuuk. Året rundt har Arktisk Kommando indsat enheder fra Søværnet og Flyvevåbnet i operativ kontrol, ligesom kommandoen kan forstærkes af enheder fra alle værn samt Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen. Arktisk Kommando har desuden et tæt samarbejde med myndighederne i nabolandene til Grønland og Færøerne, hvilket helt naturligt kræver en Combined/Joint tilgang til opgaverne.
Arktisk Kommando har hovedkvarter i Nuuk, hvor der for tiden arbejder omkring 50 medarbejdere. Bemandingen vil stige i den kommende tid. Derudover har kommandoen personale flere steder på øst- og vestkysten af Grønland, på Færøerne samt i Aalborg og København. Kommandoen har personel og enheder fordelt over fem tidszoner.
  
  
  
Generel information

Tjenestested

AKO Nuuk

Lokation

Grønland

Værn

Værnsfælles

Funktionsniveau

M321 Løngruppe 4 Kaptajn/kaptajnløjtnant

Ansøgningsfrist

05.05.2019

Indrykningsdato

05.04.2019

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejere

Tilmeld dig jobagent