Kommunikationsmedarbejder til forsvarets ambitiøse it-program


Kommunikationsmedarbejder til forsvarets ambitiøse it-program

Kan du omsætte kompleks information til letforståelige og fængende budskaber, og kan du producere indhold af høj kvalitet? Og synes du, at det er meningsfuldt og spændende at arbejde et sted, der lever og ånder for at levere den rette it til de danske soldater? Hvis du kan svare ja til de spørgsmål, og gerne vil arbejde i et program, der skal forbedre forsvarets it og styrke cybersikkerheden, så skal du søge stillingen som kommunikationsmedarbejder til Forsvarets program til konsolidering og transformering af it (PIT).
Om os
Programmet hører til i Forsvarsministeriets Materiel og Indkøbsstyrelse (FMI), der har hovedkvarter i Ballerup, men selve programmet er geografisk placeret i Hvidovre.

Programmets overordnede formål er at øge den operative effekt af it i hele Forsvarsministeriets koncern, øge koncernens cybersikkerhed, og opnå effektiviseringer.

For at nå de ambitiøse mål er der oprettet en dedikeret programorganisation, og når PIT er fuldt bemandet, vil der være ca. 40 faste medarbejdere. Hertil kommer en stor mængde projektdeltagere fra hele koncernen.

Programmet består af en programdirektør med underliggende projektchefer og rådgivere, samt en programorganisation. Du vil blive ansat i Programstøttesektionen, der giver support til resten af programmet.

Programmet forventes, at løbe til udgangen af Forsvarsforliget i 2023, og vil løbende have flere større projekter i gang. Hvert af disse vil kunne have et antal delprojekter, der enten helt eller delvist gennemføres som en del af programorganisationen.
Om stillingen
Som kommunikationsmedarbejder i PIT bliver du en del af et dynamisk miljø, som emmer af energi, forandringsvilje, lyst og troen på, at man kan gøre en positiv forskel for soldaterne. For soldaterne fortjener, at it-sikkerheden er i orden, og at de har it, der styrker dem i kampen.

Udover at være en del af PIT, vil du blive en del af det faglige miljø i kommunikationssektionen ved FMI, og du vil komme til at arbejde tæt sammen med denne sektion.

Din overordnede rolle som kommunikationsmedarbejder er at udarbejde og kvalitetssikre programmets og projekternes kommunikation, og støtte vidensdelingen internt i programmet.

I krydsfeltet mellem den interne og eksterne kommunikation skal du fungere som en brobygger, der skal holde helheden sammen og sørge for at kommunikationen kan køre sikkert frem og tilbage mellem PIT-ledelse og de ansatte i PIT samt mellem PIT og de forskellige styrelser og myndigheder under Forsvarsministeriet.

Det er en alsidig stilling, hvor du vil få en berøringsflade med mange forskellige interessenter og målgrupper, og det stiller krav til, at du hurtigt kan indsamle og analysere kompleks viden for efterfølgende at formidle det i et letforståeligt sprog.

Dine opgaver omfatter, men er ikke begrænset til:
- Opbygning og vedligehold af PIT intranet
- Produktion af nyhedsbreve
- Produktion af nyheder og kampagner (skrift, foto og video)
- Kvalitetssikring og redigering
- Udarbejdelse af referater
- Støtte til town hal møder, briefinger mm
- Produktion af foldere, pjecer mm
Om dig
Du har nok som minimum en bachelorgrad eller anden tilsvarende baggrund inden for kommunikation, journalistik, markedsføring eller lignende.

Det er dine realkompetencer inden for kommunikation, vi vægter, og i mindre grad hvilken specifik uddannelse, du har.

Det vil blive betragtet som en fordel, men er ikke altafgørende, hvis du har erfaring med -eller kendskab til it området.

Du kan kende dig selv i forhold til følgende:

- Kan producere nyheder ved brug af tekst, foto og video
- Skriver et korrekt og præcist dansk
- Kan omsætte kompliceret faglig viden til letforståelige budskaber
- Erfaren i at udarbejde interessent- og målgruppeanalyser
- Har erfaring med Sharepoint eller lignende intranetplatform
- Som person er du udadvendt og trives i samarbejder med dine kollegaer
- Du vægter åbenhed og humor samt tværfagligt samarbejde
- Du er forandringsparat og trives med forskellige opgaver i en omskiftelig organisation
Ansættelsesvilkår
Du bliver ansat og aflønnet i henhold til gældende overenskomst med mulighed for individuel forhandling alt efter gældende kvalifikationer.
Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende overenskomst.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Medmindre du i forvejen er fastansat under Forsvarsministeriets Koncern, er der tale om tidsbegrænset ansættelse med forventet udløb ultimo 2021.

KONTAKT OG ANSØGNING
Vil du vide mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte Carsten Christiansen på tlf. +45 728 14381.

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR konsulent Toke Rasmussen på tlf. 32665991 eller på mail fps-ba-bs202@mil.dk.

Ansøgningsfristen er den 20. februar 2019.

Vi holder samtaler løbende, så hvis ovenstående har vakt din interesse, send os da en ansøgning hurtigst muligt.

Stillingen er til besættelse 1. april 2019.

Send motiveret ansøgning og CV via linket hvor eksamenspapirer og andre relevante dokumenter også kan vedhæftes. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.Forsvaret.dk
  
  
  
Generel information

Tjenestested

Hvidovre

Lokation

Region Hovedstaden

Værn

Civil

Funktionsniveau

C300

Ansøgningsfrist

20.02.2019

Indrykningsdato

30.01.2019

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejere

Tilmeld dig jobagent