Uddannelsesleder til Beredskabsstyrelsen Nordjylland


Uddannnelsesleder til Beredskabsstyrelsen Nordjylland

Er du fagligt, ledelsesmæssigt, føringsmæssigt og pædagogisk stærk? Kan du formidle Beredskabsstyrelsens værdier i både ord og handling? Brænder du for at være rollemodel for uddannelsesafdelingens befalingsmænd og værnepligtige? Så er det måske dig, vi søger til stillingen som uddannelsesleder ved Beredskabsstyrelsen Nordjylland.
Om os
Beredskabsstyrelsen Nordjylland er Beredskabsstyrelsens operative afdeling i Nordjylland og varetager foruden det operative beredskab også uddannelsen af ca. 90 værnepligtige redningsspecialister om året. Uddannelsesafdelingen er bemandet med 23 medarbejdere.
Om stillingen
Uddannelseslederen står for planlægning, gennemførelse, kontrol og udvikling i henhold til de bestemmelser, der er gældende for uddannelsen af værnepligtige. Du skal tillige selv indgå som instruktør.

Foruden uddannelsen af værnepligtige vil du også skulle arbejde med andre uddannelses- og kursusaktiviteter, herunder uddannelse af frivillige. Du vil indgå i ledelsen af uddannelsesafdelingen sammen med uddannelseschefen og de tre førere for delingerne. Du vil indgå i det statslige redningsberedskabs nationale og internationale beredskab, herunder centerets udrykningsvagt.
Om dig
Der stilles store krav til dig, både fagligt og i den daglige ledelse af medarbejderne i uddannelsesafdelingen. Det forventes tillige, at du er meget fleksibel og indstillet på ved selvstændig initiativ, at bidrage til udvikling og forandring. Til gengæld kommer du til at arbejde med topmotiverede og særdeles engagerede medarbejdere ved en spændende og velfungerende afdeling.

Vi forestiller os, at du:

• Har en relevant videregående uddannelse på minimum bachelorniveau.
• Har en bred beredskabsfaglig viden og uddannelse som sætter dig i stand til at virke som officer i Beredskabsstyrelsen og vagthavende befalingsmand.
• Har et bredt kendskab til og gerne erfaring fra det samlede danske beredskab.
• Har forståelse for politisk ledede organisationer.
• Er analytisk og kan inspirere, lede, drive og afslutte projekter.
• Har en klar skriftlig fremstillingsevne.
• Har mod på kompetenceudvikling og måske senere et andet job i Beredskabsstyrelsen.

Vi lægger vægt på, at du:

• Er positiv, udadvendt og fleksibel.
• Har gode samarbejdsevner.
• Har en proces- og resultatorienteret tilgang i din opgaveløsning.
• Kan håndtere flere samtidige problemstillinger.
• Har en god fysik og stærk psyke.
• Formår at praktisere en åben og anerkende ledelsesstil, med stor deling af viden.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat af 27. oktober 2015 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.

Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter sektionsledere. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide om stillingen er du meget velkommen til at kontakte uddannelseschef Liselotte Rask Bøtker på telefon 96 17 72 50 eller stabschef Claes Mørch på telefon 96 17 72 20.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent kaptajn Martin Fyrstenberg på telefon 32 66 59 00.

Ansøgningsfristen er den 24. februar 2019. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i forlængelse af ansøgningsfristen.

Stillingen er til besættelse 1. april 2019 eller snarest derefter.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

OM BEREDSKABSTYRELSEN
Beredskabsstyrelsen er en central myndighed indenfor katastrofeberedskabet og er placeret under Forsvarsministeriet.

Vores mission er at sikre borgerne et robust beredskab over for ulykker og katastrofer. Det gør vi ved at udvikle og styrke katastrofeberedskabet, så ulykker og katastrofer kan forebygges og afhjælpes.

Beredskabsstyrelsen yder assistance til kommuner, politi og andre myndigheder ved større ulykker eller katastrofer i Danmark, hvor der er brug for meget mandskab, specialmateriel eller ekspertviden, f.eks. om farlige stoffer.

Beredskabsstyrelsen assisterer efter anmodning ved katastrofer i udlandet. Desuden rådgiver Beredskabsstyrelsen myndigheder og virksomheder om bl.a. beredskabsplanlægning, øvelsesvirksomhed og brandforebyggelse. Vi gennemfører også beredskabsfaglige uddannelser for indsatsledere og holdledere i det kommunale redningsberedskab samt ansatte i politiet og ved andre myndigheder.

Beredskabsstyrelsen prioriterer arbejdet med mangfoldighed og ligestilling højt og opfordrer derfor alle interesserede uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold m.m. til at søge stillingen.

Se mere information om Beredskabsstyrelsen på www.brs.dk
  
  
  
Generel information

Tjenestested

Thisted

Lokation

Region Nordjylland

Værn

Beredskabsstyrelsen (BRS)

Funktionsniveau

U300 Ledere BRS

Ansøgningsfrist

24.02.2019

Indrykningsdato

28.01.2019

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejere

Tilmeld dig jobagent