Civil karriere 1

Centralindkøber til Operationel Indkøbsafdeling


Centralindkøber til Operationel Indkøbsafdeling

Arbejder du struktureret og kan du bevare overblikket i pressede situationer, så er du måske den nye indkøber som Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) står og mangler.
Om os
Vi er en indkøbsdivision i FMI, som består af ca. 125 medarbejdere fordelt på to afdelinger: Strategisk Indkøbsafdeling og Operationel Indkøbsafdeling.

I Operationel Indkøbsafdeling lægger vi vægt på høj faglighed og initiativ. Arbejdet i afdelingen foregår i en uformel omgangstone, og med et arbejdsklima der bærer præg af stor aktivitet. Vi prioriterer den daglige trivsel og dialog højt.
Om stillingen
Som indkøber vil du høre til i Operationel Indkøbsafdeling og indgå i et professionelt team af erfarne materielplanlæggere og indkøbere af reservedele til Forsvarets Militære område. Du bliver ansvarlig for indkøb af konsulenter på IT-området og din arbejdsplads er placeret i Hvidovre sammen med den del af indkøbssektionen, som arbejder der.

Derudover skal du:
• Validere indkøbsrekvisitioner og være ansvarlig for, at indkøb foregår inden for tildelt budgetramme.
• Placere indkøbsordrer og sikre gennemførelse og opfølgning af bl.a. betalingsafvikling, varemodtagelse samt overholdelse af leveringstider.

Herudover forestår vi annoncering jævnfør Udbudsloven for indkøb op til tærskelværdien for EU-udbud.
Om dig
Du har en kontoruddannelse eller lignende og har erfaring med indkøb/logistik i SAP. Derudover vil det være en fordel, hvis du har suppleret med en akademiuddannelse indenfor logistik og indkøb, men det er ikke et krav. Kendskab og/eller erfaring med Udbudsloven er ligeledes en fordel.

Du bidrager til et godt samarbejde, og du kan formulere dig på skrift og i tale såvel på dansk som engelsk. Du er serviceminded og har flair for at håndtere mange forskelligartede opgaver.
Ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til den enhver tid gældende organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) og den enhver tid gældende fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentlige Ansattes Organisationer - Det Statslige område (OAO-S-Fællesoverenskomsten). Basislønnen udgør 25.178,62 kr. pr. måned i aktuelt niveau. Afhængigt af dine kvalifikationer vil der være mulighed for at forhandle tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes, og opretholde denne under hele ansættelsesforløbet.

Har du fået lyst til at høre mere om jobbet, kan du kontakte indkøbssektionschef MARITIM Henrik Lyngsie på telefon 7281 4131.
Har du spørgsmål til ansættelsesprocessen herunder løn- eller ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent Lars Holte Sandgaard på telefon 7281 9158.

Ansøgningsfristen er 15. november 2018. Vi holder løbende samtaler så søg gerne så hurtigt som muligt.

Vi beder dig om at søge stillingen via ”Søg jobbet”
Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede, uanset personlig baggrund, til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er Forsvarets materielfaglige myndighed. Vi indkøber, vedligeholder og udfaser materiel for alle Forsvarets myndigheder – lige fra kampvogne, køretøjer, skibe, helikoptere og jagerfly til støvler og lommeknive. FMI hører under Forsvarsministeriet, og administrerer ca. en tredjedel af det samlede forsvarsbudget. Pengene bliver brugt til at yde den bedst mulige støtte til især de udsendte styrker og operative enheder.
  
  
  
Generel information

Tjenestested

Hvidovre

Lokation

Region Hovedstaden

Værn

Civil

Funktionsniveau

C200

Ansøgningsfrist

15.11.2018

Indrykningsdato

01.11.2018

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejere

Tilmeld dig jobagent