Missionplanner

Systemtekniker til Drifts- og Stabsstøttecenteret ved Arktisk Kom


Systemtekniker til Drifts- og Stabsstøttecenteret ved Arktisk Kommando

Er du sergent/konstabel /korporal og har du lyst til at prøve kræfter med en udfordrende stilling i en kommando i et internationalt fokus, der ikke er bange for udfordringer og som gerne vil være et sted, der har verdens fokus, og hvor dine kompetencer kan udvikles, ja, så har du her muligheden for at få en stor oplevelse og blive en del af vores helt unikke tjenestested.
Om os
Arktisk Kommando er en værnsfælles operativ kommando med ansvar for alle Forsvarets indsættelser i Arktis og Nordatlanten. Kommandoens ansvarsområde omfatter både Grønland og Færøerne samt omkringliggende havområder og luftrum.

Hovedopgaverne for Arktisk Kommando er overvågning og suverænitetshævdelse til lands, til vands og i luften, eftersøgnings- og redningstjeneste, miljøovervågning, fiskeriinspektion samt støtte til det civile samfund. Arktisk Kommando er i færd med at implementere anbefalingerne fra regeringens Arktis-analyse, hvilket bl.a. indebærer, at kommandoen får tilgang af nye kapaciteter, herunder satellitovervågning, fregatter, øget tilstedeværelse med fly, moderne kommando- og kontrolsystemer samt en øget bemanding. Kommandoen skal endvidere stå i spidsen for oprettelsen af en frivilligorganisation i Grønland. Samtidig sker der for tiden en markant sikkerhedspolitisk og militær udvikling i det arktiske område, hvilket i høj grad påvirker Arktisk Kommando. Dagligdagen i kommandoen er præget af højt beredskab, mange operative opgaver, dynamisk opgaveløsning og et tæt samarbejde med bl.a. amerikanske og canadiske styrker.

Kommandoens operationer ledes fra et døgnbemandet operationscenter i Nuuk. Året rundt har Arktisk Kommando indsat enheder fra Søværnet og Flyvevåbnet i operativ kontrol, ligesom kommandoen kan forstærkes af enheder fra alle værn samt Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen. Arktisk Kommando har desuden et tæt samarbejde med myndighederne i nabolandene til Grønland og Færøerne, hvilket helt naturligt kræver en Combined/Joint tilgang til opgaverne.

Arktisk Kommando har hovedkvarter i Nuuk, hvor der for tiden arbejder omkring 50 medarbejdere. Bemandingen vil stige i den kommende tid. Derudover har kommandoen personale flere steder på øst- og vestkysten af Grønland, på Færøerne samt i Aalborg og København. Kommandoen har personel og enheder fordelt over fem tidszoner.

Om stillingen
Drifts- og Stabsstøttecentret (DSC) består af 1 chef og 8 medarbejdere, hvis funktion er at støtte Arktisk Kommando stab indenfor bl.a. drift, IT, forsyning og administration. Din opgave bliver primært at fungere som systemtekniker for vores Joint Operation Center.

Derudover kommer du til at indgå som en del af vores Helpdesk funktion, der til daglig servicerer og yder support til vore brugere. Du får bl.a. også ansvar for installation af PC’er, printere, konfiguration og udlevering af fjernarbejdspladser (FAP) samt administration og support af IP og mobiltelefoni.

Stillingen kan besættes af en sergent/konstabel/korporal.

Du vil skulle virke som specialist og ikke mindst problemknuser, når vi skal have løst de pålagte opgaver. Det forventes derfor, at du har et indgående IT-kendskab og hurtigt kan tilegne dig viden om det mere specielle udstyr, der også bruges til at støtte brugerne.

Du refererer til leder Tele/IT i DSC og arbejder i dagligdagen tæt sammen med DSC øvrige medarbejdere.
Om dig
Du har en relevant uddannelse indenfor IT/TELE-teknik samt gerne erfaring fra en lignende stilling. Dit ønske om videreudvikling indenfor området, skal være dit naturlige drive og motivation for at bidrage og optimere.

Du har fungeret som all-round systemadministrator/supporter, og har erfaring i at arbejde med Microsoft-systemer samt netværk (TCP/IP, LAN, VLAN og WAN), firewall og VPN. Vi ser også gerne, at du har erfaring med SQL servere, herunder opsætning og backup.

Du er udadvendt og kan skabe og vedligeholde en stor kontaktflade. Du er god til at strukturere din hverdag og dine opgaver, men du er også i stand til at arbejde i en hverdag, som kan være meget hektisk.

Vi forventer, at du kan arbejde selvstændigt og samtidigt være servicemindet og udadvendt. Du overholder dine deadlines gennem en solid koordinering, planlægning, og fleksibilitet overfor pludselige ændringer i prioriteringen af opgaverne. Der kan lejlighedsvis være arbejdsopgaver, der ligger ud over normal arbejdstid.

Du skal have gåpåmod og være villig til at ”gå en omvej” for at få opgaverne løst, og du må ikke stille dig tilfreds med vendinger som: ”det plejer vi at gøre”. Du skal have fokus på nytænkning og være fremtidsorienteret.

Kvalifikationer
Du skal være uddannet IT-tekniker eller alternativt IT-supporter.
Du er bredt uddannet indenfor IT området.
Du er eller skal kunne sikkerhedsgodkendes til YDERST HEMMELIGT.
Ansættelsesvilkår
Du bliver ansat og aflønnet i henhold til gældende relevant overenskomst. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende CO10 fællesoverenskomst og organisationsaftale for Centralforeningen for stampersonel.

Stillingen kan besættes af en medarbejder med lavere grad med et godt udviklingspotentiale. I så fald vil aflønningen ske i henhold til stillingens lønniveau.

Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvaret, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.

Fast tjenestested er Nuuk.

Faglært tillæg er betinget af godkendt faglig uddannelse og svendebrev.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING
Du er meget velkommen til at høre mere om stillingen hos major Allan Hermansen på telefon +299 364091 og om stillingen hos leder Tele/IT OS Michael Bo Nielsen på 00299 520730Bemærk at tidsforskellen mellem Danmark og Nuuk er 4 timer (bagud).

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du sende en mail til HR-konsulent Rikke Langvad Jensen ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på mail fps-ba-bs247@mil.dk

Ansøgningsfristen er den 26. november 2018. Vi forventer at afholde samtaler umiddelbart herefter.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.
  
  
  
Generel information

Tjenestested

AKO Nuuk

Lokation

Grønland

Værn

Værnsfælles

Funktionsniveau

M112 Konstabelgruppen

Ansøgningsfrist

26.11.2018

Indrykningsdato

31.10.2018

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejere

Tilmeld dig jobagent