CISO Forsvarsministeriets Personalestyrelse

til Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse i Ballerup

Security Coordinator

Vær med til at styrke cyber- og informationssikkerheden i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse som Security Coordinator!

 

Har du flair for koordination og målrettet kommunikation? Kan du lide at være den, som driver processer med mange interessenter og vil du gennemføre forandringer? Så er du måske vores nye kollega!

Vi søger en dygtig sagsbehandler til cyber- og informationssikkerhedsafdelingen i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI)i Ballerup.

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse indkøber, vedligeholder og udfaser materiel og it for Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og de øvrige myndigheder i Forsvarsministeriets område. Lige fra kampvogne, skibe, fly og it-systemer til støvler og lommeknive.

Cyber- og informationssikkerhedsafdelingen støtter hele Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

Det er vores opgave at sikre, at truslerne mod Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse bliver håndteret optimalt. Det gør vi bla. ved at rådgive, udvikle og sætte de overordnede rammer for styrelsens arbejde med cyber- og informationssikkerhed samt GDPR.

Vi er samtidigt en del af Forsvarsministeriets Cyber and Information Security Division, som arbejder med at styrke cyber- og informationssikkerhedsorganisation i hele Forsvarsministeriets område.

Nedenfor kan du læse mere om, hvad vi kræver af dig…

FAKTA

Løn- og ansættelsesvilkår
Tiltrædelse snarest muligt eller den 1. marts 2021.

Du bliver ansat og aflønnet i henhold til den enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og relevant forhandlingsberettiget organisation. Der vil være mulighed for at forhandle tillæg i overensstemmelse med de stillede krav og dine kvalifikationer.

Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Som ansat i Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne godkendelse under hele ansættelsesforløbet.

Ansøgningsprocessen
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Nicolaj Nielsen på 4038 5597.

Har du spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent Ava Leonora Berg på 3266 5136.

Ansøgningsfristen er udløbet.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via nedenstående link. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.


Hvem søger vi efter til Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, Ballerup?

Som Security Coordinator får du en nøglerolle. Du er bla. den, der indsamler tekniske og andre bidrag og konsoliderer og formidler dem, så de vigtige pointer og budskaber står knivskarpt for modtagerne. Det kan fx være i form af artikler til en bred gruppe af medarbejdere og rapportering og beslutningsoplæg til ledelsen.

Koordinationsopgaven er mangesidet. Når vi udvider organisationen, sikrer du, at processerne virker. Du bliver også tovholder på planlægning og gennemførsel af seminarer og initiativer, der skal bidrage til forandringer i organisationen.

Du kommer til at bruge din egen viden og erfaring inden for koordination og målrettet kommunikation til at understøtte dine kollegers faglighed.

Gennem dine opgaver får du et stort netværk og bred indsigt i cyber- og informationssikkerhedsarbejdet i hele Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

Du er formentlig bachelor eller kandidat inden for strategi, organisation eller kommunikation. Men du kan også have erfaring fra et direktionssekretariat eller lignende. Du er løsningsorienteret, og det er vigtigt, at du er opsøgende og selvkørende med et stort drive. Og så er du god til at finde løsninger og få afsluttet opgaverne.

Det er en fordel, hvis du kender til Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og har kendskab til cyber- og informationssikkerhedsområdet, gerne med praktisk erfaring med ISO27001 og databeskyttelse.

Forsvarsministeriets Cyber and Information Security Division (CID) er en nyetableret enhed, som skal sikre Forsvarsministeriets myndigheder mod cybertrusler. Ambitionerne er høje, for det handler om at beskytte dem, der beskytter Danmark.

For os handler cyber- og informationssikkerhed og GDPR om meget mere end compliance. Det handler om at højne det reelle databeskyttelses- og sikkerhedsniveau. Det gør vi bla. ved at skabe de nødvendige tekniske og organisatoriske forandringer i Forsvaret og de andre myndigheder i Forsvarsministeriets område.

Vi rådgiver, støtter og sætter de overordnede rammer for styrelsernes og de underliggende myndigheders arbejde med cyber- og informationssikkerhed.

Vi er en nyetableret afdeling, men vi er en del af en god arbejdsplads. CID-holdet består af generalister og specialister, både erfarne og nyuddannede. Vi har en stærk holdånd, og vi støtter og styrker hinandens individuelle kompetencer. For at sikre at den enkelte medarbejder har mulighed for at udvikle sig både fagligt, personligt og individuelt, investerer vi gerne i uddannelse og udvikling.

Vi har en ambition om, at CID skal være blandt de bedste inden for cyber- og informationssikkerhed. Derfor har vi nogle af de dygtigste medarbejdere på området. Og dem passer vi godt på!