CSRM

Cyber Security Risk Manager der kan passe på Danmarks cybersikkerhed

Har du den erfaring med informationssikkerhed og risikostyring, der skal til for at udfylde en central rolle i arbejdet med at styrke cyber- og informations-sikkerheden i Forsvarsministeriets ministerområde?

Nedenfor kan du læse mere om, hvad vi kræver af dig…

FAKTA

Løn- og ansættelsesvilkår
Tiltrædelse 1. august 2020.

Ansættelse og aflønning vil ske i henhold til gældende overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg efter krav og kvalifikationer.

Som ansat i Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne godkendelse under hele ansættelsesforløbet.

Ansøgningsprocessen
Du er velkommen til at kontakte kontorchef for Center of Excellence, Steffen Thestrup Rasmussen, på 6139 7203, hvis du vil vide mere om stillingen.

Ansøgningsfristen er den 8. juni 2020, og vi forventer at gennemføre ansættelsessamtaler i ugerne efter. Vi vil bede dig om at søge stillingen via nedenstående link. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.


Hvem søger vi efter?

Med ansættelsen i Forsvarsministeriets kontor Center of Excellence under den nyoprettede CID, Cyber and Information Security Division, får du rig mulighed for at gøre din indflydelse gældende, og for at sætte din dybe viden og erfaring på området i spil.  Du kommer til at arbejde på Holmens Kanal centralt i København, hvorfra du kan se frem til en hverdag i et tæt samarbejde med dine kolleger, sikkerhedsspecialister, it-eksperter samt Forsvarsministeriets styrelser og myndigheder.

Dine primære arbejdsopgaver er at:

  • Planlægge, implementere og koordinere processen med at etablere en fælles tilgang til risikostyring for hele koncernen
  • Sikre et godt overblik over risici samt at identificere og analysere, kortlægge og følge op på risici
  • Skabe overblik og sammenhænge mellem risici og de imødegående handlinger
  • Udarbejde ledelsesrapportering
  • Støtte organisationen i gennemførelse af risikovurderinger og sikre opdaterede og tidssvarende risikostyringsprocedurer
  • Facilitere risiko-workshops

Ud over dine primære arbejdsopgaver vil du også arbejde med andre informationssikkerheds-opgaver sammen med dine kollegaer i afdelingen. Det er jeres opgave at understøtte Forsvarsministeriet ved at rådgive om og bidrage til planlægningen af arbejdet med cyber- og informationssikkerhed.

Du har minimum fem års erfaring med informationssikkerhed og risikostyring. Du har erfaring med it-revision og du har kendskab til udarbejdelse af risikostyringsprocesser. Du har et bredt kendskab til standarder for informationssikkerhed og risikostyring, særligt ISO 27001, 27002 og 27005.

Din analytiske sans gør, at du er struktureret og metodisk i din tilgang til dit arbejde. Dit engagement smitter og du er god til at tage beslutninger, skabe handling og drive processer fremad.

Samarbejdet med andre er vigtigt for dig. Du er godt til at skabe kontakt og formidle dine budskaber, og det motiverer dig at bistå dine kolleger med deres risikostyringsarbejde. Det er vigtigt, at du kan navigere i en kompleks organisation.

Du er den, der:

  • kan fokusere på opgaven uden at lade dig distraher
  • har stærke formulerings- og formidlingsevner, mundtligt og især skriftligt
  • har gode sociale færdigheder med flair for at finde kompromisser og løsninger

Det er en fordel, hvis du har erfaringer med at arbejde i en statslig eller anden offentlig myndighed.

Forsvarsministeriets CID er en nyetableret enhed, som skal sikre ministeriets områder mod cybertrusler. Ambitionerne er høje, for det handler om at beskytte dem, der beskytter Danmark.

For os i CID handler cyber- og informationssikkerhed om meget mere end compliance. Det handler om at højne det reelle sikkerhedsniveau, herunder at skabe både den nødvendige tekniske og organisatoriske forandring, der er nødvendig, for at understøtte dette.

Det er vores opgave at styrke cyber- og informationssikkerheden i alle Forsvarsministeriets områder. Vi rådgiver, støtter og sætter de overordnede rammer for styrelsernes og de underliggende myndigheders arbejde med informations- og cybersikkerhed. Det er vores opgave at sikre, at truslerne mod Forsvarsministeriets ministerområde bliver håndteret optimalt.

Vi er en nyetableret enhed, men vi er en del af en god arbejdsplads. Vi sammensætter CID-holdet af generalister og specialister, af erfarne og nyuddannede som sammen kan opbygge et stærkt holdarbejde på tværs af individuelle kompetencer. Vi investerer gerne i uddannelse og udvikling af vores medarbejdere og sikrer, at den enkelte har muligheden for at udvikle sig både fagligt, personligt og individuelt.

Vi har en ambition om at CID skal være blandt de bedste inden for cyber- og informationssikkerhed. Vi kan kun tillade os at være så ambitiøse fordi, vi har nogle af de dygtigste medarbejdere på området. Og dem passer vi godt på!