Fortsæt til indhold
Civil karriere 3

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse søger kontorelever med speciale i offentlig administration til vores Sourcing Division


Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse søger kontorelever med speciale i offentlig administration til vores Sourcing Division

Vi søger lige nu 2 kontorelever.

Brænder du for at lære om offentligt administration, og kan du se fordele ved en kontoruddannelse, hvor du får en målrettet og professionel uddannelse inden for det administrative felt, bliver en del af en anderledes og spændende arbejdsplads og får nogle super dygtige og gode kolleager med højt humør og tæt teamwork? Så synes vi, at du skal sende os en ansøgning, når du har læst annoncen.
Om os
Du vil få din daglige gang hos Sourcing Divisionen, som er en af Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelses syv divisioner. Her er vi ca. 140 ansatte fordelt på fire afdelinger med hver deres faglighed, som rækker sig fra jura og udbud til internationalt samarbejde og videre til sustainability og koordination af opgaver og processer.

Som division har vi derfor ikke blot en bred, men også en dyb faglighed med et væld af spændende udfordringer, der afspejler ambitionerne for det danske Forsvar. Det håber vi, at du har lyst til at hjælpe os med.

Du vil blive en del af et team, hvor vi lægger vægt på faglig og personlig udvikling. Hos os har vi en høj grad af frihed under ansvar. Vi opfordrer altid hinanden til at tilegne sig ny viden og dele den. Derudover er vi en afdeling med en flad struktur, hvor vi hylder professionelisme, faglighed og godt humør højt.

Jobbet er geografisk placeret i Ballerup i Storkøbenhavn. Der er gode parkeringsmuligheder og let adgang med offentlig transport.
Om stillingen
Vi har gjort forarbejdet og skitseret, hvad vi tænker, at du vil komme til at få indblik i hos os.

Hos os får du en bred og alsidig administrativ uddannelse, der veksler mellem skoleophold og praktisk uddannelse i alle vores afdelinger.

Du vil komme til at arbejde med alt fra kommunikation, planlægning, informationssøgning og økonomistyring til strategisk styring og trivsel. Du får naturligvis en grundig oplæring, bl.a. via vores onboardingprogram, og du vil have hjælpsomme kollegaer i alle vores afdelinger. Gradvist får du mere og mere selvstændigt ansvar for dine opgaver.

Skoleopholdene foregår på Niels Brock i København og opholdene er fordelt over de 2 år, du er elev hos os. Du vil blive undervist i kommunikation, lovgivning, politik, økonomi, organisation og der vil være en studietur til Bruxelles. Som afslutning på uddannelsen skal du skrive en fagprøve om et valgfrit emne.


Udtalelse fra en tidligere elever
’’I min elevtid følte jeg mig privilegeret fordi jeg fik lov at besøge vores soldater ude på kasernerne. De er vores slutbrugere, og vi fik drøftet det materiel som Forsvarsministeriets Materiel & Indkøbsstyrelse skulle anskaffe til dem. Jeg fik stiftet bekendtskab med noget specielt materiel bl.a. Rulle Marie, Køretøjer og Artilleri system. Desuden var jeg tosset med at få ansvaret for at løse opgaverne selvstændigt.

Bedst af alt var kollegaerne meget søde og hjælpsomme. Jeg fik alt den støtte, jeg havde brug for til at udvikle mine kompetencer igennem hele elevforløbet’’
Om dig
Du er en succes hos os, når du fra start viser motivation i dagligdagen og kvalitet i opgaveløsningen. Vi sætter gode relationer i højsædet, da de er grundstenen i at vi lykkes med vores mange tværgående opgaver. Vi forventer endvidere, at du tager ansvar for og dermed også præger de opgaver, du bliver stillet over for og har en engageret og serviceminded tilgang. Du må meget gerne være nysgerrig af natur og det er vigtigt at du har lyst til at lære og udvikle dig gennem hele forløbet.

Du har bestået/består et af følgende
• EUX Business, 1. del
• Studenter- eller Hf-eksamen suppleret med 5 ugers EUS
• Øvrige studentereksaminer suppleret med 5 ugers EUS
• HHX
• HG2/HGV/HGS med kvalifikation til offentlig administration (opnået før 1. august 2015)
Ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til den enhver tid gældende organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) og den enhver tid gældende fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentlige Ansattes Organisationer - Det Statslige område (OAO-S-Fællesoverenskomsten). Lønnen er afhængig af din alder og udgør efter endt grundforløb for dig, som er under 18 år, det første år, 11.606,83 kr. pr. måned. Er du over 18 år vil lønnen det første år være 14.555,58 kr. pr. måned. Er du derimod over 25 år, vil lønnen være 21.057,67 kr. pr. måned.

Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.




KONTAKT OG ANSØGNING
Vil du vide mere om arbejdspladsen, er du velkommen til at kontakte Heidi Kürstein Jensen på telefon 72 81 60 17. Hvis du vil høre mere om Sourcing Divisionen og opgaverne her, kan du kontakte Rikke Glahn på telefon 28 44 95 33.

Har du spørgsmål vedrørende løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent Mathias Fønskov på telefon 72 81 91 21.

Vi vil bede dig om at søge stillingen ved at klikke på linket og vedhæfte ansøgning, CV, eksamensbevis (udskrift af eksamensblad) samt evt. anden dokumentation. Er du over 25 år, skal du huske at vedhæfte realkompetencebevis. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Ansøgningsfristen er den 29. maj 2022. Vi forventer at afholde første samtaler fra uge 23 Tiltrædelse er den 15. august 2022.

OM FORSVARSMINISTERIETS MATERIEL- OG INDKØBSSTYRELSE
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet, og vi administrerer op mod 10 milliarder kroner årligt af det samlede forsvarsbudget. Vi har ansvaret for det samlede forsvar og beredskabs materiel- og IT-systemer, så det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer alt materiel og IT lige fra kampvogne, krigsskibe og kampfly til computere, kabler og knapper. Vi er ca. 2.500 civile og militære medarbejdere fordelt over hele Danmark, og vores hovedkvarter ligger i Ballerup. Du kan læse om Forsvaret og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse på www.forsvaret.dk og www.fmi.dk eller find os på IG: @fmi_dk
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Ballerup, Danmark

Geografi

Region Hovedstaden

Organisation/Værn

Civil

Funktionsniveau

C100

Ansøgningsfrist

29.05.2022

Indrykningsdato

29.04.2022

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling indkaldes relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi indkalder normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye elever

Opret Jobagent