Flyvevåbnet 3

Kontorelev til OSW


Kontorelev til Flyvevåbnet i Karup.

Ønsker du en spændende og alsidig kontoruddannelse med speciale i offentlig administration? Motiveres du af muligheden for meningsfuld udvikling i et dynamisk og operativt miljø?
Så tilbyder Operations Support Wing på Flyvestation Karup en attraktiv mulighed for at blive kontorelev fra den 1. september 2019.
Om os
Flyvevåbnets Administrative Fællesskab er en afdeling under Operations Support Wing. Det administrative fællesskab har ansvaret for at levere administrationsstøtte og HR-ydelser til Flyvevåbnets myndigheder, herunder forvaltning af alt fastansat personel samt elever.

Fællesskabet består af en central del i Karup kaldet Koordinationssektionen, der er samplaceret med Operations Support Wing. Dertil kommer tre decentrale partnerenheder, der er placeret på hhv. Flyvestation Aalborg, Karup og Skrydstrup.

Vi sætter pris på at servicere alle vores ansatte, elever og ledere med kunden i centrum. En service, der altid leveres med faglighed og kvalitet i højsædet.
Vi har en uformel omgangstone baseret på gensidig respekt og godt humør – Vi ønsker, at det administrative fællesskab er et godt sted at arbejde.
Om stillingen
Uddannelsen varer 2 år, og består som udgangspunkt af et praktikforløb og fire skoleperioder á 4 ugers varighed.
Praktikforløbet foregår ved de forskellige sektioner så du kommer så bredt omkring som muligt (arbejdstid, HR, rejser mm.).

Som elev vil du indgå i vores team bestående af både civile og militære kollegaer, hvor du vil indgå i fællesskabet på lige fod med dine øvrige kollegaer, og du vil få gode muligheder for både faglig og personlig udvikling.
Om dig
Du har enten en HHX eksamen suppleret med 5 ugers EUS, en STX/HF suppleret med 10 ugers EUS, et HG grundforløb eller gennemført EUX/EUV. Grundforløbet skal være rettet mod kontoruddannelse med specialer.

Ansvarlighed, kvalitet og selvstændighed er vigtigt i Forsvaret, derfor forventer vi, at du vil tage ansvar for, at være med til at præge de opgaver, du bliver stillet overfor og lægger energi i din uddannelse.
Vi forventer du er engageret, initiativrig og kan lide at samarbejde med andre og er opsøgende i løsningen af opgaver.

Er du fyldt 25 år inden start på uddannelsen, skal du have lavet en realkompetencevurdering (RKV) ved handelsskolen. Den skal sendes med din ansøgning.
Det er en fordel i forhold til jobmuligheder efterfølgende, hvis du har gennemført eller ønsker at gennemføre Forsvarets Basisuddannelse/Værnepligten.
Ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til den enhver tid gældende organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) og den enhver tid gældende fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentlige Ansattes Organisationer - Det Statslige område (OAO-S-Fællesoverenskomsten).

Lønnen er afhængig af din alder, og udgør efter endt grundforløb for dig som er under 18 år, det første år 10.664,58 kr. pr. måned. Er du over 18 år vil lønnen det første år være 13.360,42 kr. pr. måned. Er du derimod over 25 år vil lønnen være 19.938,25 kr. pr. måned.

Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

KONTAKT OG ANSØGNING
Vil du vide mere om arbejdspladsen, er du velkommen til at kontakte lærlingekoordinator Jesper Juul Jensen på telefon 40 80 21 41 mail: osw-acp-101@mil.dk eller Tina Boman Gylling på telefon 41 38 32 51 mail osw-acp-111@mil.dk
Har du spørgsmål vedrørende løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent Sheeba Krause på telefon 32 66 50 36.

Ansøgningsfristen er den 19. maj 2019 og vi forventer at afholde samtaler i uge 22.

OM OPERATIONS SUPPORT WING
Operations Support Wing (OSW) opstiller Flyvevåbnets (FLV) kapaciteter inden for Tactical Support, Air Base Support og Mission Support. Kapaciteterne indeholder bl.a. Air Mobile Protection and Recovery, Military Working Dog, Forward Aeromedical Evacuation, Joint Datalink Operations Centre, Flyvevåbnets Fototjeneste, Elektronisk Krigsførelses- og Opdateringscenter, DMI, Radiosonde og Bevogtningstjenesten. Endvidere forestår OSW uddannelser i form af FLV Basisuddannelse, missionsforberedende uddannelse samt enkelte operationsstøtteefteruddannelser. Derudover leve-rer OSW administrativ støtte til FLV myndigheder via Flyvevåbnets Administrative Fællesskab, og endelig varetager chefen for OSW garnisonskommandantskabet for Flyvestation Karup og er i den forbindelse ansvarlig for bevogtning og sikring af flyvestationen i fred, krise og krig.
  
  
  
Generel information

Tjenestested

Flyvestation Karup

Lokation

Region Midtjylland

Værn

Flyvevåbnet

Funktionsniveau

C100

Ansøgningsfrist

19.05.2019

Indrykningsdato

11.04.2019

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling indkaldes relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi indkalder normalt 3-4 kandidater til hver samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye elever

Opret Jobagent