Fortsæt til indhold

Interview med Gene, Flyvevåbnet

Et skift mellem værn

Der er mange veje til at blive officer, og for Gene indebar beslutningen et skifte fra Hæren til Flyvevåbnet. I dag er han ikke langt fra titlen som Premierløjtnant, men rejsen dertil har ikke altid været ligetil, og den har krævet både mod, selvindsigt, sårbarhed og sparring.

”Jeg tror, det var en blanding af fællesskabet og de krav, der stilles til den enkelte, som i første omgang var med til at drage mig mod Forsvaret. Det at skabe noget sammen i en helt anderledes verden gav bare mening for mig. Og det gør det stadig.”

Selvom Gene trak frinummer til Forsvarets Dag, da han var 18 år gammel, var der noget i ham, der trak i den retning, da han efter gymnasiet og et par års arbejde skulle finde ud af, hvad han ville. Han havde allerede hørt godt om Forsvaret fra de af hans venner, der havde været i værnepligt og stod på den anden side med både oplevelser og nye venskaber i ryggen.

”Jeg hørte jo en masse fra mine venner, der havde fået nogle gode oplevelser og værktøjer i deres værnepligt, som de kunne gøre brug af efterfølgende, og samtidig var de blevet mere modne og ansvarsbevidste. Og det ville jeg også gerne prøve,” fortæller Gene.

Valget faldt derfor på Livgarden i Hæren, og det blev startskuddet til en karriere i Forsvaret.

Vejen til målet er sjældent ligetil
I værnepligten oplevede Gene det fællesskab, han søgte, og sammen med en gruppe kammerater besluttede han sig derfor for at blive i Forsvaret og søge videre som Konstabel.

”Efter værnepligten skulle jeg gøre op med mig selv, om jeg ville ud i det civile og gøre karriere, eller om jeg hellere ville prøve noget mere praktisk. Jeg valgte den praktiske vej og blev i Forsvaret, fordi jeg havde mod på mere. Jeg var ikke færdig med at prøve mig selv af på den måde, som Forsvaret gav mig mulighed for,” forklarer han.

Gene blev derfor først konstabel i Hæren og herefter sergent og befalingsmand på Hærens basisuddannelse, hvor han var med til at sikre kvaliteten og den faglighed, der skulle danne grundlag for nye generationer i Forsvaret. Undervejs mødte han både gruppeførere og officerer, som inspirerede ham og vækkede hans interesse for ledelse. Og særligt én person satte sit aftryk hos Gene.

”Undervejs i min tid hos Hæren begyndte jeg at sparre med en officer fra Flyvevåbnet, som jeg kendte i forvejen. Og han gjorde indtryk på mig. Han havde et særligt fagligt fundament, der gjorde ham i stand til at vejlede og forstå. Ikke bare mig, men generelt. Det var spændende, og jeg kunne ikke lade være med at spejle mig i ham. Jeg kommer fra en familie af piloter, så derfor var miljøet genkendeligt for mig, og det var heller ikke første gang, jeg legede med idéen om Flyvevåbnet, men her fik jeg for alvor øjnene op for de muligheder som officersuddannelsen i Flyvevåbnet kunne tilbyde,” fortæller han og fortsætter:

”Flyvevåbnet er specialister på en ret unik måde, og så har de adgang til ressourcer, som altid har fascineret mig. Samtidig var der nogle muligheder i Flyvevåbnet, som jeg syntes var interessante, og en tilgang til individet, som tiltrak mig på en anden måde end Hæren.”

Gene valgte derfor at gå efter drømmen og søge ind som officer. Men ikke i Hæren. Han skiftede til Flyvevåbnet.

Skiftet betød en forvandling af Genes hverdag, fra sergent og befalingsmand på Hærens basisuddannelse til erfaren grønskolling som del af Flyvevåbnets officersrekrutter.

Erfaren fordi hans faglige fundament og dannelse fra Hæren i høj grad kunne overføres, når der skulle løses komplekse udfordringer – her gav hans baggrund ham en anderledes måde at anskue problemerne på. Grønskolling fordi, der var ting, han var nødt til at lære forfra. Ting som erfaringen fra Hæren ikke kunne løse.

Gene fra Flyvevåbnet

Tilbage på skolebænken
Valget om at blive officer i Flyvevåbnet betød, at Gene skulle tilbage på skolebænken. Både for at få de adgangsgivende ECTS-point til officersuddannelsen, men også for at lære det praktiske ved Flyvevåbnet gennem et års funktionsuddannelse – vejledning, der nu tilbydes gennem Forsvarets interne værktøj til officersuddannelsen. En del af akademiuddannelsen tog Gene herefter et ledelsesforløb på CPH Business i København, som han med hjælp fra en vejleder blev tilmeldt. Alt sammen mens han arbejdede fuld tid ved siden af hos Forsvaret.

”Det var spændende at få lov til at lære en masse nyt, men jeg kunne også hurtigt mærke, at det var længe siden, jeg havde gået i skole. Kontrasten mellem at arbejde som befalingsmand i dagligdagen for derefter at sætte mig ned og fokusere på læsestof og skriftlige opgaver om aftenen og i weekenden var hård og noget, jeg lige skulle vænne mig til.”

”Oven i det skulle jeg også selv opsøge mange af de informationer og den vejledning, som jeg havde brug for, og det har til tider været besværligt. Men jeg ville heller ikke være det foruden, for det var her, jeg for alvor mærkede min motivation og blev klar over, at det her var noget, jeg bare blev nødt til. Til gengæld fandt jeg også ud af, at man aldrig skal være for stolt til at spørge om hjælp,” siger han og tilføjer, at et vigtigt holdepunkt har været at tage tingene i et tempo, der har givet mening.

Selvom vejen til at blive officer ikke har været helt lige til for Gene, der stadig mangler et halvt år på Diplomuddannelsen for officielt at kunne kalde sig premierløjtnant, fremhæver han også en af de helt store oplevelser, som han har være igennem undervejs. Nemlig det ansvar og den påvirkning han nu har på folk omkring sig.

”Jeg har fundet ud af, at der kommer et kæmpe ansvar med, når man bliver officer. Folk ser op til dig, og pludselig er du ikke bare en kollega. Du er en leder, som de lytter til og lader sig inspirere af, og det skal man være opmærksom på,” siger Gene.

Den stejle udviklingskurve har skabt en nødvendig øget selvrefleksion, mener han: ”Man skal reflektere jævnligt over egen udvikling, og så sørge for at holde retningen, man har sat.” Det er også vigtigt for Gene at understrege, at man ikke kommer langt alene. Uanset om man kommer udefra med en bachelor, eller om man tager den interne vej til at blive officer, som han selv har gjort, er det vigtigt, at man inddrager sin omverden og tør være sårbar. For sin egen udviklings skyld. Særligt de erfarne ledere er værdifulde som mentorer og sparringspartnere.

Gene fra Flyvevåbnet

Tag fat i dem, der inspirerer dig, og få deres vejledning. Vi skal lære af hinanden, og jeg tror, det er vigtigt, at man tør få en ærlig tilbagemelding. Også når det ikke er den tilbagemelding, man håbede på. Ellers udvikler man sig ikke. Når jeg ser tilbage på min tid i Forsvaret, kan jeg på mange måder takke dem, der har sagt, at det ikke var godt nok. De er skyld i, at jeg står her i dag.