Fortsæt til indhold

Unikke karrieremuligheder og CID

Om CID

Truslen fra cyberspionage og cyberkriminelle mod Forsvarsministeriets myndigheder er reel og alvorlig. Derfor har Forsvarsministeriet etableret CID – Cyber and Information Security Division – hvor du får en unik mulighed for at udvikle rammerne for dit eget job og samtidig blive en del af et team, der gør en forskel. En forskel der beskytter dem, der beskytter Danmark.

CID HAR EN AMBITIØS MÅLSÆTNING


CID er en nyetableret enhed, som skal sikre Forsvarsministeriets myndigheder mod cybertrusler. Ambitionerne er høje, for det handler om at sikre dem, der sikrer Danmark.

For os handler GDPR og cyber- og informationssikkerhed om meget mere end compliance. Det handler om at højne det reelle databeskyttelses- og sikkerhedsniveau. Det gør vi bla. ved at skabe de nødvendige tekniske og organisatoriske forandringer.

Det er CID's opgave at styrke GDPR og cyber- og informationssikkerheden i hele Forsvarsministeriets område. Vi rådgiver, støtter og sætter de overordnede rammer for styrelsernes og de underliggende myndigheders arbejde med cyber- og informationssikkerhed. Det er vores opgave at sikre, at truslerne mod Forsvarsministeriets ministerområde bliver håndteret optimalt.

Vi er en nyetableret afdeling, men vi er en del af en god arbejdsplads. CID-holdet består af generalister og specialister, både erfarne og nyuddannede. Vi har en stærk holdånd, og vi støtter og styrker hinandens individuelle kompetencer. For at sikre at den enkelte medarbejder har mulighed for at udvikle sig både fagligt, personligt og individuelt, investerer vi gerne i uddannelse og udvikling.

Vi har en ambition om, at CID skal være blandt de bedste inden for cyber- og informationssikkerhed. Derfor har vi nogle af de dygtigste medarbejdere på området. Og dem passer vi godt på!