Fortsæt til indhold
Job i Forsvaret som Civil

Dygtig og engageret kontorfunktionær søges til Auditørkontoret i Viborg


Dygtig og engageret kontorfunktionær søges til Auditørkontoret i Viborg

Har du kendskab til strafferet og erfaring med løsning af de administrative støtteopgaver, der knytter sig til straffesagsbehandling, så er du måske vores nye medarbejder ved Auditørkontoret i Viborg.
Om os
Forsvarsministeriets Auditørkorps er en uafhængig efterforsknings- og anklagemyndighed under Forsvarsministeriet, der primært efterforsker og behandler militære straffesager i ind- og udland.

Auditørkorpset beskæftiger i alt ca. 25 medarbejdere (jurister, efterforskere og administrativt personale) fordelt mellem Generalauditoriatet i København og Auditørkontoret i Viborg samt et mindre afdelingskontor i Gentofte.
Om stillingen
Auditørens opgaver omfatter efterforskning i og juridisk vurdering og behandling af militære straffesager i Danmark samt sager vedrørende danske styrker i internationale militære operationer og dansk personel tjenstgørende i udlandet m.v. Auditøren møder i militære straffesager i byret og landsret.

Stillingen som kontorfunktionær er placeret i sekretariatet hos Auditøren i Viborg, hvor du vil få opgaver navnlig med den administrative straffesagsbehandling, oprettelse af sager i samarbejde med efterforskningschefen, sagsbehandling, herunder også selvstændig behandling og vurdering inden for specielle sags grupper, klargøring af sager til retten, udarbejdelse af statistikmateriale og indberetninger samt ledelsesinformation. Herudover skal du udføre andre opgaver i forbindelse med straffesagsbehandlingen, eksempelvis opdateringer i Kriminalregistret. Du kan endvidere få ansvaret for at løse en række opgaver vedr. udvikling og løbende opdatering af Auditørkorpsets hjemmeside og sociale platforme.

Stillingen omfatter ligeledes kontakt til eksterne myndigheder, herunder politiet, anklagemyndigheden, domstolene, Kriminalforsorgen, militærpolitiet, forsvarsadvokater og bistandsadvokater.

Du vil blive en del af et selvstændigt team med stort ansvar, fleksibilitet og indflydelse på dine arbejdsopgaver og hverdagen i det hele taget. Vi lægger stor vægt på at fastholde et godt kollegialt samarbejde med tæt sparring mellem de forskellige personalegrupper. Selvom vi ofte har travlt, så finder vi det væsentligt for trivslen, at der er en fornuftig balance mellem arbejde og fritid, og vi tilbyder bl.a. fleksibel arbejdstid og mulighed for i et vist omfang at arbejde hjemmefra.

Det er endvidere af stor betydning, at alle vores medarbejdere er fagligt up to date, hvorfor vi anvender en del ressourcer på efter-og videreuddannelse.
Om dig
Vi forestiller os at du har en relevant kontoruddannelse med kendskab til strafferet og behandling af straffesager gerne fra et lignende arbejde ved politiet, anklagemyndigheden, forsvarsad-vokater m.m. Det vil være en fordel, men ingen betingelse, hvis du har kenskab til offentlig administration.

Vi lægger vægt på, at du er omhyggelig, serviceminded og udviklingsorienteret, ligesom du skal have erfaring med elektronisk sagsbehandling, gerne Captia/WorkZone/ESDH og Office pakken, herunder meget gerne Excel. Du har gode it-kundskaber og har let ved at sætte dig ind i nye systemer.
Ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til den enhver tid gældende organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) og den til enhver tid gældende fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentlige Ansattes Organisationer – Det Statslige område (OAO-S-Fællesoverenskomsten).

Afhængigt dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Stillingen ønskes besat med tiltrædelse hurtigst muligt.

KONTAKT OG ANSØGNING
Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorfuldmægtig Bodil Møller på telefon 7281 1054 eller 4019 7451.

Har du spørgsmål til ansættelsesprocessen herunder ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-sagsbehandler Mia Abildgaard Friis på telefon 7281 9099.

Ansøgningsfristen er 19. maj 2024. Vi forventer at holde samtaler i uge 22/23.
Vi beder dig søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.


Om Forsvarsministeriets Auditørkorps (FAUK):
Den militære anklagemyndighed er i hovedsagen opbygget på tilsvarende måde som den civile anklagemyndighed. Påtale i militære straffesager tilkommer Generalauditøren og Auditøren, der i forhold til retsplejelovens regler træder i stedet for de civile offentlige anklagere, rigsadvokaten, statsadvokaterne og politidirektørerne. Grundlaget for den militære anklagemyndigheds virke findes i den militære straffe- og retsplejeordning.

Forsvarsministeriets Auditørkorps varetager også en række andre opgaver, herunder behandling af tjenestemandssager og sager om strafferetlige vurderinger af ansøgere til hjemmeværnet og Hjemmeværnsmedlemmer. Sidstnævnte henhører under Generalauditoriatet i København. Læs mere om FAUK på www.fauk.dk
  
  
  

Generel information


Tjenestested

Viborg, Danmark

Geografi

Region Midtjylland

Organisation/Værn

Civil

Funktionsniveau

C200

Ansøgningsfrist

19.05.2024

Indrykningsdato

29.04.2024

Ansøgningsforløbet

  • Ansøgning

    Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket i selve jobannoncen – på den måde sikres det, at vi får alle relevante oplysninger fra dig. Efter du har sendt din ansøgning, modtager du umiddelbart efter en modtagelsesbekræftelse på mail.

  • Vurdering af din ansøgning

    Efter ansøgningsfristens udløb bliver alle ansøgningerne behandlet og vurderet. Efter endt behandling inviteres relevante kandidater til samtale. Vi modtager ofte mange ansøgninger, så det kan hænde, at behandlingen tager lidt ekstra tid.

  • Samtaler

    Vi inviterer normalt 3-4 kandidater til samtale. Til samtalen ønsker vi, at du får et grundigt indtryk af os og vi ønsker samtidig at høre mere om din faglighed, men også hvem der er personen bag cv’et.

  • Tilbagemelding

    Når vi har fundet den rette kandidat til jobbet, orienterer vi alle der har været til samtale hurtigst muligt.

Tilmeld en jobagent

Følg med når vi søger nye medarbejdere

Tilmeld dig jobagent